Kiropraktisk behandling af en 15-årig

Patientombuddet finder grundlag for at kritisere Klinik <****>, <****>, <****>, for den behandling, som <****> modtog i perioden fra den 10. maj til den 12. juli 2013.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·      At ikke modtog korrekt behandling i Klinik , ,  , i peroden fra den 30. april til den 16. juli 2013.

Klager har hertil anført, at behandlingen den 12. juli 2013 for smerter i benene forværrede tilstanden voldsomt. Klager har endvidere anført, at Klinik ikke informerede om, at der kunne være tale om en prolaps eller rodtryk, idet hun alene fik at vide, at det drejede sig om en nerve, der sad i klemme, og at der således ikke var tale om noget alvorligt. Hvis klinikken havde mistanke om prolaps, burde den dels have informeret klager, dels afbrudt behandlingen med henblik på røntgenundersøgelse eller anden scanning.

Begrundelse

Patientombuddet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Fra den 30. april til den 5. juni 2013 blev behandlet fire gange i Klinik for smerter i nedre del af ryggen med udstråling til højre ben.

Den 12. juli 2013 konsulterede igen Klinik . Hun oplyste om nogen bedring og kun lidt gener i højre underben. Dog kunne der opstå en sovende fornemmelse i underbenet i liggende stilling, når hun havde stået op i længere tid, men generne forsvandt hurtigt igen. Der blev behandlet med skånsom manipulativ terapi i sideleje uden rotation, og det blev aftalt at intensivere behandlingen til en gang ugentligt, efter at var vendt hjem fra et efterskoleophold. Endelig blev hun informeret om mulig ømhed og irritation efter behandlingen, herunder at der kunne være tale om, at hun havde en nerve i klemme.

Den 16. juli 2013 informerede telefonisk klinikken om, at hendes datters smerter var blevet værre. Ved undersøgelse samme dag blev der ikke fundet tegn på neurologiske udfald, og blev henvist til sin praktiserende læge for videre udredning og smertedækning.

Det er Patientombuddets opfattelse, at Klinik ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser i behandlingsforløbet.

Patientombuddet kan oplyse, at såfremt et rygproblem skyldes et tryk på en nerverod, er den mest sandsynlige årsag en diskusprolaps. En diskusprolaps udvikler sig sædvanligvis over tid, og det er vigtigt at holde øje med tilstanden, idet der er bestemte tegn og symptomer, som kræver akut neurologisk vurdering. Derfor er det almindelig praksis, at en tilstand, hvor der er mistanke om et nerverodstryk, bliver vurderet nøje ved de opfølgende konsultationer med henblik på at fastslå, om de kliniske tegn udvikler sig i gunstig retning eller ej. I langt de fleste tilfælde kommer en person med tegn på diskusprolaps sig over tilstanden ved almindelig konservativ behandling, det vil sige ikke-kirurgisk behandling som eksempelvis kiropraktik.

Det er Patientombuddets opfattelse, at Klinik på grundlag af sygehistorie og klinisk undersøgelse den 30. april 2013 stillede en relevant diagnose i form af mekanisk dysfunktion af højre bækkenled, idet der dog også kunne være tale om tryk på en nerverod i lænden. Selve den kiropraktiske behandling den 30. april 2013 og ved de efterfølgende konsultationer var ligeledes efter anerkendte retningslinjer; også med den mulige diagnose nerverodstryk i tankerne.

Patientombuddet har ikke fundet grundlag for at fastslå, at det var en fejl, at behandlingen ikke blev afbrudt, da undersøgelse viste tegn på mulig diskusprolaps, idet kiropraktorer er uddannede til at tage vare på biomekaniske bevægeapparatslidelser, herunder diskusprolaps. Ej heller var det en fejl, at der ikke blev foretaget røntgenundersøgelse af s lænd, da en sådan undersøgelse ikke kan påvise, om der er tale om diskusprolaps eller ej.

Patientombuddet har imidlertid lagt vægt på, at der ved de opfølgende konsultationer i perioden fra den 10. maj til den 12. juli 2013 ikke blev gennemført objektiv undersøgelse for, om der udviklede sig yderligere tegn på nerverodstryk. Denne udeladelse af opfølgende undersøgelse var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Patientombuddet bemærker, at selv om symptombilledet var stort set uændret i hele perioden frem til den 12. juli 2013, er det ikke ensbetydende med, at ortopædisk og neurologisk undersøgelse ikke ville kunne have vist yderligere tegn på rodtryk.

Patientombuddet kan oplyse, at MR-scanning ofte vil kunne påvise en diskusprolaps. Men en sådan undersøgelse ordineres normalt først, hvis konservativ behandling ikke medfører væsentlig effekt efter ca. 8 ugers behandling, eller hvis der opstår akut forværring af de neurologiske forhold. I s tilfælde er det ikke muligt for Patientombuddet at afgøre, om Klinik skulle have foranlediget henvisning til yderligere udredning, herunder scanning ved konsultationen den 12. juli 2013, hvor der jo var gået mere end 8 uger, da der ikke blev foretaget en løbende objektiv vurdering undervejs i forløbet, og det derfor ikke er muligt at vurdere, om der var væsentlig objektiv fremgang undervejs.

Endvidere burde Klinik efter Patientombuddets opfattelse have informeret om, at der kunne være tale om en diskusprolaps, og at hun skulle være opmærksom på signaler på akut udvikling af nerverodstryk, som er tydeligt svækket kraft ved hæl- og tågang samt ændret følesans i skridtet og/eller ændret vandladning.

Patientombuddet kan oplyse, at situationen, hvor der skal gives samtykke til en behandling af en mindreårig, som er fyldt 15 år, er reguleret af sundhedslovens § 17. Her fremgår det, at patienten, som er fyldt 15 selv kan give samtykke, og at forældremyndighedsindehaveren tillige skal have information og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

I henhold til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger fremgår det, at omfanget af informationen til forældremyndighedens indehaver kan begrænses i lyset af behandlingens karakter, sygdommens alvor, oplysningernes art, patientens alder og modenhed og behovet for opfølgning i hjemmet, herunder udøvelse af forældrenes omsorgspligt. Udgangspunktet er, at forældremyndighedens indehaver skal informeres. Der er tale om en konkret vurdering, hvor der lægges vægt på behovet for særlig opfølgning i hjemmet.

I denne konkrete sag er der ikke tale om en situation, hvor der skulle gives samtykke til en behandling, men det er Patientombuddets opfattelse, at ovenstående regler kan anvendes analogt.

Patientombuddet finder ikke, at Klinik burde have kontaktet s mor med henblik på at give den information, som burde være givet .

Patientombuddet har lagt vægt på, at der ikke var tale om en akut opstået tilstand, og at moderen havde vurderet, at var i stand til selv at gå til de kiropraktiske behandlinger.

Endvidere har Patientombuddet lagt vægt på, at der ikke er oplysninger i sagen, som tyder på, at ikke var i stand til at forstå informationen om signaler, som hun skulle være opmærksom på.

Patientombuddet finder på baggrund af ovenstående, at den behandling, som modtog i perioden fra den 10. maj til den 12. juli 2013 i Klinik , , , var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.