Ikke ret til fribefordring på grund af begrænsede adgangsforhold til lægeklinik

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder den afgørelse, der er truffet af Kommune den 4. december 2015 med den ændring, der følger af kommunens afgørelse af den 6. januar 2016 om fribefordring til . havde ikke ret til fribefordring til egen læge.

Sagsnummer:

16SPS07

Offentliggørelsesdato:

4. marts 2016

Juridisk tema:

Befordring og befordringsgodtgørelse

Kategori:

Patientrettigheder

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder den afgørelse, der er truffet af Kommune <****> den 4. december 2015 med den ændring, der følger af kommunens afgørelse af den 6. januar 2016 om fribefordring til <****>. <****> havde ikke ret til fribefordring til egen læge.

Klagen

Kommune meddelte ved brev af 4. december 2015 afslag på fribefordring til egen læge og speciallæge. Hun klagede den 20. december 2015 over kommunens afgørelse.

Begrundelse

, der modtager pension, ansøgte den 20. november 2014 Kommune om fribefordring til behandling hos egen læge og speciallæge. Det fremgår af ansøgningen, at hun er gangbesværet samt har dårligt syn. Det fremgår videre, at hun ikke er i stand til at benytte offentlig transport, da hun ikke kan komme ind og ud af bussen ved egen hjælp. Endeligt fremgår det, at hun har en rollator som ganghjælpemiddel.

Kommune traf afgørelse den 4. december 2015, hvor kommunen gav afslag på fribefordring. Kommunen lagde vægt på, at hun i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun anvendte rollator, når hun gik, og at der ifølge Google Maps var 750 meter til lægen. Kommunen skønnede, at det var en strækning, som hun ville kunne gå med sin rollator.

har i sin klage af 20. december 2015 anført, at der i begrundelsen for afslaget står, at hun kan gå 750 meter. Dette mener hun ikke er korrekt, da der mangler flere oplysninger. Hun har videre anført, at besøg hos hendes egen læge er problematisk, da hun ikke er i stand til at krydse en vej. Hun har hertil anført, at hun ser meget dårligt og går meget langsomt med rollator, da hun har slidgigt i knæene, så hun tør ikke krydse vejen. Endvidere har hun anført, at hun ikke kan få døren op til lægehuset og komme ind i elevatoren. Hertil har hun anført, at hun har behov for hjælp, og at lægens personale ikke kan komme ned og hjælpe hende. Endeligt har hun anført, at hun lider af grå stær, og at det derfor er nødvendigt for hende at komme hos en øjenspecialist en gang om måneden til kontrol, da det er en kronisk lidelse. Hun går hos en specialøjenlæge i centrum i By . Hun har hertil anført, at hun ikke kan tage offentlige transportmidler til øjenlægen af samme grunde som ovenfor anført.

Kommune har i en udtalelse til sagen af 6. januar 2016 anført, at i sin klage til styrelsen har oplyst, at hun ikke er i stand til at krydse en vej, da hun ser meget dårligt og går meget langsomt med sin rollator. Kommunen har hertil anført, at det af hendes journal i Ældre- og Handicapforvaltningen fremgår, at hun har grøn stær, har 50% af synet tilbage og derfor ikke er berettiget til svagtsynshjælpemidler. Kommunen har derfor anbefalet hende at kontakte en svagtsynsoptiker med henblik på at optimere hendes syn. Kommunen har i den forbindelse henvist til et vedlagt journalnotat fra Ældre- og Handicapforvaltningen.

Kommunen har endvidere i udtalelsen anført, at , for at komme hen til sin praktiserende læge, skal krydse en vej, der ikke er en befærdet vej, og som er ca. 7 meter bred. Kommunen har hertil anført, at ifølge journalen i Ældre- og Handicapforvaltningen går til gymnastik i  Gymnastikfacilitet , hvortil der er en gåafstand på 400 meter, og hvor hun skal krydse 3 veje. Videre har kommunen oplyst, at der ifølge kortinfo.dk kun er 550 meter til hendes praktiserende læge, hvis hun vælger at gå ad Vej 1 i stedet for Vej 2.

Endeligt har kommunen i udtalelsen anført, at det er den praktiserende læges ansvar at sikre, at alle patienter har adgang til klinikken, eksempelvis ved at montere en automatisk døråbner.

Afslutningsvist har kommunen i udtalelsen oplyst, at der er enighed om, at er berettiget til en varig bevilling til øjenlægen, da hun ikke selv er i stand til at sørge for transporten ind til centrum.

Kommune har efterfølgende indsendt en afgørelse af 6. januar 2016 til styrelsen, hvoraf fremgår, at er berettiget til fribefordring til øjenlæge men ikke til egen læge.

Styrelsen har lagt til grund, at Kommune gav bevilling til fribefordring til øjenlæge ud fra den vurdering, at ikke ville kunne gå strækningen til øjenlæge med sin rollator.

er den 20. januar 2016 blevet partshørt over udtalelsen fra Kommune samt journalnotatet fra Ældre- og Handicapforvaltningen men er ikke fremkommet med bemærkninger hertil.

Det fremgår af sundhedslovens § 170, stk. 1-3, at der, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, ydes befordringsgodtgørelse til behandling hos alment praktiserende læge, og til den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted.

Det fremgår videre af §§ 4-5 i bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, at personer, der modtager pension efter de sociale pen­sions­love, har ret til godtgørelse for befordring til og fra alment praktiserende læge samt til og fra speciallæge, hvis personen er henvist til speciallæge af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7. Det fremgår videre af § 8, stk. 1, at det er patientens opholdskommune, der yder befordringsgodtgørelse efter §§ 4-5.  

Endvidere fremgår det af § 26 i samme bekendtgørelse, at befordringsgodtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel omfattende offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.

Det følger af ovennævnte regelsæt, at pensionister har en ret til godtgørelse for befordring til og fra alment praktiserende læge og speciallæge, såfremt befordringsudgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt, jf. samme bekendtgørelses § 27, stk. 1. 

Det antages imidlertid videre efter fast praksis, at reglerne om befordringsgodtgørelse ikke afskærer kommunen fra at tilbyde fribefordring (godtgørelse for udgift til taxa eller andet ikke-offentligt befordringsmiddel) i stedet for befordringsgodtgørelse.

Fribefordring er et alternativ til befordringsgodtgørelse, hvor borgeren for en nærmere fastsat fremtidig periode tilbydes gratis dør-til-dør befordring til læge og speciallæge.

Der er dog ikke hjemmel i lovgivningen til at afvise en patients ret til befordringsgodtgørelse, hvis patienten ikke skulle ønske at tage imod tilbuddet om fribefordring.

Det er styrelsens opfattelse, at en kommune, ved vurderingen af om en borger er berettiget til fribefordring, alene må lægge vægt på saglige kriterier, herunder eksempelvis om borgeren er i stand til at benytte offentlig transport eller på anden måde er i stand til selv at komme til lægen.

Det er således styrelsens opfattelse, at en kommune lovligt kan vurdere, at en person ikke vil være berettiget til fribefordring til alment praktiserende læge og speciallæge, hvis personen efter forholdene er i stand til at benytte offentligt befordringsmiddel, eller på anden måde er i stand til selv at komme til lægen.

Det er videre styrelsens opfattelse, at der ved en vurdering heraf må lægges vægt på patientens tilstand samt de foreliggende muligheder for at anvende offentligt befordringsmiddel eller på anden måde at komme til lægen selv. Kommunen kan – om fornødent – ved vurderingen heraf rådføre sig med personens læge, men der bør i almindelighed ikke indhentes lægeerklæring om befordringsmidlets art. Det skal endvidere indgå i vurderingen, om patienten reelt set har mulighed for at benytte offentligt befordringsmiddel eller på anden måde komme til lægen selv, henset til patientens tilstand.

Det er på baggrund af sagens oplysninger styrelsens opfattelse, at ikke generelt er forhindret i selv at komme til egen læge, idet hun er i stand til at gå kortere distancer ved hjælp af sin rollator. Det er styrelsens opfattelse, at denne transportform generelt kan benyttes af , trods det oplyste om hendes begrænsede gangdistance samt nedsatte syn. Styrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at selv kan gå ca. 400 m til gymnastik samt efterfølgende deltage i gymnastik.

Styrelsen har ved opslag på Krak.dk konstateret, at der er 600 meter fra s bopæl til hendes egen læge, hvis hun benytter Vej 1. Det er styrelsens opfattelse, at hun ikke er forhindret i at tilbagelægge denne afstand til fods, da hun har en rollator, som hun kan støtte sig til og derved har mulighed for at tage et hvil undervejs.

Styrelsen har endvidere ved opslag på Google Street View konstateret, at den vej, som hun skal krydse, er en forholdsvis smal vej, der tilsyneladende ikke er særligt befærdet. Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at der ikke er oplysninger, som tilsiger, at hun ikke vil være i stand til at krydse denne vej.

Fribefordring er som nævnt en ordning, hvor borgeren tilbydes transport fra dør til dør. Kommunen er i den forbindelse ikke forpligtet til, at lægge vægt på, om der er handicapvenlige adgangsforhold hos lægeklinikken. Er klinikken indrettet således, at adgangsforholdene er begrænsede, er der mulighed for at skifte til en klinik, som tilbyder andre, eventuelt handicapvenlige, adgangsforhold. Oplysninger herom er tilgængelig på www.sundhed.dk.

Det er således styrelsens opfattelse, at klinikkens begrænsede adgangsforhold ikke giver borgeren ret til fribefordring, såfremt borgeren er i stand til selv at komme frem til lægens adresse.

På denne baggrund finder styrelsen, at ikke er berettiget til fribefordring til behandling hos egen læge.

Styrelsen skal hertil bemærke, at i tilfælde, hvor konkret ikke kan gå til egen læge ved hjælp af sin rollator, kan Kommune efter ansøgning træffe afgørelse om befordring eller befordringsgodtgørelse i de enkelte tilfælde.

Lovgrundlag

 

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

 

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 170. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig befordring til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse til personer omfattet af stk. 1 og til personer, der har ret til tilskud til ydelser ved alment praktiserende læge efter § 168, stk. 1.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer for nødvendig befordring til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse ved besøg hos speciallæge for personer omfattet af 1. pkt., personer omfattet af § 59, stk. 1, og personer, der har ret til tilskud til ydelser ved speciallæge efter § 168, stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 4. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til godtgørelse for befordring til og fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Gruppe 1-sikrede personer bosat på øer, hvor der ikke er etableret lægepraksis, og personer, der af registreringsmæssige årsager ikke kan tilmeldes en læge, som i medfør af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om behandling hos læge i praksissektoren, har adgang til at søge behandling hos enhver alment praktiserende læge, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til den nærmest beliggende alment praktiserende læge, som ikke er forhindret i at yde lægehjælp.

§ 5. Personer, der modtager pension efter de sociale pen­sions­love, har ret til godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis personen er henvist dertil af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 8. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor patienten opholder sig, når befordringen rekvireres, yder befordringsgodtgørelse efter §§ 3-7, jf. §§ 26 og 27.

Stk. 2. Til patienter, som i medfør af regler fastsat med hjemmel i sundhedslovens § 168, stk. 1, modtager tilskud fra regionsrådet til behandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge i et andet EU/EØS-land, yder kommunalbestyrelsen godtgørelse af befordringsudgifter som minimum svarende til det behandlingssted i Danmark, hvortil vedkommende ville være berettiget til godtgørelse efter dette kapitel.

§ 26. Befordringsgodtgørelse efter denne bekendtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.

Stk. 2. Befordringsmidler, der kan ydes godtgørelse til efter stk. 1, omfatter offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.

§ 27. Befordringsgodtgørelse efter §§ 4 og 5, § 11, nr. 1, og § 19, nr. 1, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt.

Stk. 2. Befordringsgodtgørelse efter § 6, § 11, nr. 2 og 3, § 19, nr. 2 og 3, og § 23, stk. 1 og 2, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 60 kr. i alt.

Stk. 3. Befordringsgodtgørelse efter § 13, § 16, stk. 4, og § 20, stk. 2, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.

Stk. 4. Befordringsgodtgørelse efter § 20, stk. 1, og § 21, stk. 3, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter kommunalbestyrelsens visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.

Stk. 5. Befordringsgodtgørelse efter stk. 1-4 kan ikke overstige personens faktiske befordringsudgifter.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013:

§ 5.Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører

…..

9) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

…..