Ikke hjemmel til at afbryde behandlingen af en patient, der ikke var uafvendeligt døende, trods patientens ønske herom

Styrelsen for Patientsikkerhed finder grundlag for at kritisere Sygehus for den behandling, som modtog i perioden fra den 6. til den 15. juli 2015. Styrelsen for Patientsikkerhed finder ikke grundlag for at kritisere Sygehus for manglende indhentelse af informeret samtykke fra til behandlingen i perioden fra den 6. til den 15. juli 2015

Sagsnummer:

16SPS26

Offentliggørelsesdato:

17. maj 2016

Juridisk tema:

Information og samtykke

Speciale:

Lungesygdomme

Faggruppe:

Læger

Kategori:

Behandlingssager

Styrelsen for Patientsikkerhed finder grundlag for at kritisere Sygehus <****> for den behandling, som <****> modtog i perioden fra den 6. til den 15. juli 2015. Styrelsen for Patientsikkerhed finder ikke grundlag for at kritisere Sygehus <****> for manglende indhentelse af informeret samtykke fra <****> til behandlingen i perioden fra den 6. til den 15. juli 2015

Klagen

Der er klaget over følgende:

  1. At man ikke indhentede tilstrækkeligt informeret samtykke forud for behandlingen af på afdeling , Sygehus , i perioden fra den 6. til den 15. juli 2015.

Klager har anført, at flere gange under indlæggelsen gav klart og tydeligt udtryk for, at hun ikke ønskede behandling, men blot ønskede at dø, og at man ikke respekterede hendes ønske, før hun til sidst reagerede med et angstanfald.

  1. At ikke modtog en korrekt behandling på afdeling , Sygehus , i perioden fra den 6. til den 15. juli 2015.

Klager har anført, at ikke fik en tilstrækkelig pleje under indlæggelsen, idet hun kun kom i bad én gang, og man ikke gjorde tilstrækkeligt for at afhjælpe hendes forstoppelse. Klager har endvidere anført, at man ikke var tilstrækkelig opmærksom på, at havde nedsat hørelse og derfor havde svært ved at følge med, når flere talte, og havde svært ved at skelne i støj.    

Begrundelse

Styrelsen har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

, på 83, kendt med kroniske rygsmerter, depression samt hypertension (forhøjet blodtryk), blev via egen læge indlagt på afdeling , Sygehus , den 6. juli 2015, grundet konfusion (forvirring) og febrilia (feber).

Ved indlæggelsen konstaterede man, at igennem tre dage havde haft tiltagende stikkende/jagende lumbale rygsmerter uden udstråling, og at hun desuden igennem en uge havde haft let hovedpine, tiltagende intermitterende svimmelhed og konfusion. Hun havde haft et mindre "blackout" tre dage forinden, hvorefter hun havde været yderst forvirret i eget hjem og havde tisset i bukserne. Hun havde drukket sparsomt gennem flere dage. Herudover havde hun haft lidt tiltagende åndenød igennem en uge, dog uden tiltagende hoste og ekspektoration (opspyt).

Ved den objektive undersøgelse fandt man vågen, klar og orienteret, men lidt forvirret, og lettere akut medtaget med feber samt tachypnø (åndedrætsbesvær) og iltbehov. Da man lyttede på lungerne fandt man krepitation (knitrende lyde) på højre side.

Man målte forhøjede infektionstal, og røntgen af brystet viste højresidig lungebetændelse. Man iværksatte derfor antibiotisk behandling med Benzylpenicillin.

Ved indlæggelsen noterede man i sygeplejejournalen, at hørte meget dårligt på begge ører, og at hendes høreapparater lå i en taske i skabet.

var dårligt gående på grund af smerter i ryggen og fik derfor den 6. og 7. juli 2015 bækken i sengen.

Hen over dagene den 7. og 8. juli 2015 konstaterede man, at havde stafylokokker i blodet. Ved MR-skanning fandt man tegn på spondyloliskit (knogle infektion). Man foretog også EKKO af hjertet (TEE), men fandt ikke tegn på endokardit (betændelse i hjertet).

Styrelsen kan oplyse, at TEE står for Trans Esofageal Ekkokardiografi og er en ultralydsundersøgelse af hjertet, der foretages via spiserøret.

Ved stuegang den 7. juli 2015 gentog man over for , at hun havde lungebetændelse på højre side. Hun kunne godt huske, at hun havde hørt det før, men på grund af nedsat hørelse skulle man tale tydeligt.

Den 8. juli 2015 blev ledsaget til toilettet, og resten af dagen var hun sengeliggende, men lå meget uroligt i sengen. Der blev ordineret lidt beroligende. Hun fik Pinex og Tradolan for hendes smerter i ryggen.

Den 9 og 10. juli 2015 havde vandladning på bækkenstol. Hun drak sparsomt, og der blev givet ekstra tilskud med intravenøs væske.

Den 10. juli 2015 konstaterede man faldende infektionstal, og man fandt ikke behov for tilsyn over weekenden.

Den 11. juli 2015 gav udtryk for, at hun ønskede at komme i bad, og samme dag hjalp man hende i bad og vaskede hendes hår.

Den 12. juli 2015 hjalp datter hende i bad, men på grund af dyspnø gik de hurtigt tilbage til sengen.

Den 12. juli 2015 noterede man i sygeplejejournalen, at man skulle være opmærksom på forstoppelse, da ikke havde haft afføring i flere dage.

Den 13. juli 2015 noterede man i sygeplejejournalen, at ifølge hende selv havde haft en gang afføring dagen forinden. Man fandt indikation for at øge dosis af laxoberal dråber (afføringsmiddel). Man noterede også, at hun kun fik Movicol (afføringsmiddel) oralt.  

Den 13. juli 2015 fik det værre. Hun desaturerede (faldt i iltmætning) umiddelbart uden nogen oplagt forklaring. Hun blev tiltagende iltkrævende med en saturation på 83 %, og havde fortsat meget forhøjede infektionstal. Ved stuegang var grådlabil. Hun spurgte, om ikke man kunne stoppe behandlingen. Hun ønskede ikke yderligere behandling. Hun bad om medicin, der kunne få hende til at sove ind, men det afviste man.

Man foretog røntgen af brystet den 13. juli 2015, som viste tiltagende diffuse infiltrater medialt og apikalt bilateralt. Man fandt, at formentlig havde udviklet en nosokomiel pneumoni (hospitalserhvervet lungebetændelse) oven i den i forvejen højresidige lungebetændelse.

Den 13. juli 2015 gik til at starte med til toilet med rollator, men i takt med at hun fik det værre, havde hun senere på dagen vandladning på bækkenstol.

Den 14. juli 2015 blev tiltagende iltkrævende med en saturation på 78 %, og hun var klamsvedende og klagede over smerter overalt. Man foretog akut EKG, som ikke viste tegn på akut belastning. Man vurderede, at tilstanden nok var udløst af svær lungebetændelse. Man fandt, at hun var relevant behandlet herfor i form af antibiotisk behandling. Man gav hende mere ilt, hvorefter saturationen rettede sig til 95 %. Herefter lå hun svingende i saturation fra 95 % til 85 %. 

Det fremgår af journalen, at den 13. juli 2015 havde angivet, at hun ikke ønskede intensiv behandling eller genoplivning. Dette blev bekræftet af de pårørende den 14. juli 2015.

ytrede den 14. juli 2015 igen kraftigt ønske om at stoppe al behandling og slukke for ilten, da hun ønskede at dø. Man informerede om, at man respekterede hendes ønske om ikke at blive overflyttet til intensiv afdelingen, men at man for nærværende ikke kunne ophøre med behandling, da der var en sandsynlighed for, at hun kunne komme sig af den hospitalserhvervede lungebetændelse. Man aftalte dog, at såfremt tilstanden ikke blev markant bedre i løbet af det næste døgn eller to, da ville man genoverveje behandlingsaktiviteten.

Man noterede i denne forbindelse i journalen, at de pårørende havde oplyst, at var blevet demenstestet hos egen læge, og at testen ikke påviste demens. Der var højst tale om pseudodemens som følge af depression.

Den 15. juli 2015 var ’s mave meget hård og udspilet, og hendes datter fortalte, at sad og pressede meget på bækkenstolen, men at der ikke kom noget ud. Man konstaterede, at havde prøvet Movicol, men at det ikke hjalp. Man gav derfor et stort Klyx (tarmtømning), og der kom en stor afføring. 

Ved morgenstuegang den 15. juli 2015 var helt udmattet oven på den netop meget store afføring oven på flere dages forstoppelse, og hun sov derfor under stuegangen. Man drøftede igen situationen med de pårørende, hvor man informerede om, at der på trods af, at hun aktuelt var svært akut syg og respiratorisk påvirket, ikke var lægelig indikation for at ophøre med behandlingen. Ophør med behandlingen kunne komme på tale, såfremt hun slet ikke viste tegn på bedring, eller hvis der skete forværring i løbet af de næste få dage. Man understregede over for de pårørende, at selvfølgelig var i sin gode ret til selv at ophøre med behandling, men at det krævede en aktiv handling fra hendes side. Man lovede at tale med hende herom, når det var muligt, hvis det fortsat var relevant.

Senere på dagen den 15. juli 2015 blev akut respiratorisk påvirket, men hun ville ikke have iltmaske på. Hun var cyanotisk (blå) på fingre og læber og meget klagende. Man fandt hende forpint. Da nu aktivt modsatte sig behandling, og da det var hendes længevarende udtalte ønske at dø, seponerede man al behandling bortset fra lindrende behandling. Hun afgik herefter ved døden.

Klager har anført, at man ikke gjorde tilstrækkeligt for at afhjælpe ’ forstoppelse.

Det er styrelsens vurdering, at man ikke var relevant og tilstrækkeligt opmærksom på at forebygge forstoppelse.

Styrelsen har lagt vægt på, at på grund af sin immobilisation var i fare for at blive obstiperet (få forstoppelse).

Styrelsen har videre lagt vægt på, at blev behandlet med Tradolan for smerterne i ryggen.

Styrelsen kan oplyse, at Tradolan er et svagt smertestillende præparat, der kan give forstoppelse.

Styrelsen har videre lagt vægt på, at drak sparsomt, og at man derfor fandt indikation for at supplere med intravenøs væske.

Styrelsen kan oplyse, at for lidt væske giver risiko for forstoppelse.

Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at man først den 12. juli 2015 noterede i journalen, at man skulle være opmærksom på forstoppelse, da ikke havde haft afføring i flere dage.

Styrelsen skal i den forbindelse bemærke, at man ifølge journalen dagligt dokumenterede ’ vandladning, men at det ikke fremgår af journalen, at man forud for den 12. juli 2015 drøftede og spurgte ind til ’ afføring. 

Det er endvidere styrelsens vurdering, at man på et tidligere tidspunkt under indlæggelsen burde have afhjulpet ’ forstoppelse.

Styrelsen har lagt vægt på, at man den 13. juli 2015 fandt indikation for at øge dosis af Laxoberal dråber (afføringsmiddel), ligesom man noterede, at kun fik Movicol.

Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at man den 15. juli 2015 fandt ’ mave meget hård og udspilet, og at hendes datter fortalte, at sad og pressede meget på bækkenstolen, men at der ikke kom noget ud, hvorefter iværksatte en stor tarmtømning, og der kom en stor afføring.

Klager har videre anført, at ikke fik en tilstrækkelig pleje under indlæggelsen, idet hun kun kom i bad én gang.

Styrelsen kan oplyse, at der til patienter, som ikke selv kan udføre personlig hygiejne, af personalet bliver ydet hjælp i det omfang, patienten har brug for dette. Kan patienten ikke komme ud på toilettet på grund af smerter eller voldsom åndenød, bliver patienten sengebadet.

Det er styrelsens opfattelse, at det til patienter, som har vandladning på bækken i senge, vil være naturligt at udføre personlig hygiejne (nedre toilettet) i forbindelse med dette, eller hvis patienten kan komme ud i badeværelset på toilettet, så foregår den personlige hygiejne i forbindelse med dette. Styrelsen kan oplyse, at dette gøres for at spare patienten for yderligere belastninger, der kan øge åndenød etc. 

Styrelsen skal bemærke, at det efter styrelsens opfattelse ikke nødvendigvis er normal procedure, at man dokumenterer i journalen, at der er udført almindelig personlig hygiejne, medmindre der er nogen opmærksomhedspunkter i forbindelse med dette, som man skal være opmærksom på, eller patienten ikke har ønske om eller har modsat sig at blive vasket. 

Det er styrelsens vurdering, at fik relevant og tilstrækkelig hjælp til personlig hygiejne henset til, hvad hun selv formåede at være med til på grund af hendes åndenød samt smerter i ryggen.

Klager har endvidere anført, at man ikke var tilstrækkelig opmærksom på, at havde nedsat hørelse og derfor havde svært ved at følge med, når flere talte, og havde svært ved at skelne i støj.    

Det er efter styrelsens opfattelse normal procedure, at man til patienter, der har et hørehandicap, er behjælpelig med at fremskaffe høreapparat, hvis patienterne ønsker at have dem isat ørene, samt at man tager hensyn hertil og taler tydeligt til patienten.

Styrelsen bemærker, at man ved indlæggelsen noterede i sygeplejejournalen, at hørte meget dårligt på begge ører, og at hendes høreapparater lå i en taske i skabet.

Styrelsen bemærker endvidere, at det fremgår af lægejournalen fra den 7. juli 2015, at man på grund af nedsat hørelse hos skulle tale tydeligt.

Styrelsen har lagt vægt på oplysningerne i journalen, der generelt tillægges stor bevisværdi. Dette skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen. Der kan dog være tilfælde, hvor styrelsen efter en konkret bevisafvejning finder, at det er overvejende sandsynligt, at oplysningerne i journalen ikke kan være korrekte. Dette har dog ikke været tilfældet i denne sag.

Styrelsen har desuden ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da styrelsen træffer afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Styrelsen finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at man i behandlingen ikke var relevant og tilstrækkelig opmærksom på, at havde nedsat hørelse.

Styrelsen finder på ovenstående baggrund samlet, at den behandling, som modtog på afdeling , Sygehus , i perioden fra den 6. til den 15. juli 2015, var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Klager har anført, at flere gange under indlæggelsen gav klart og tydeligt udtryk for, at hun ikke ønskede behandling, men blot ønskede at dø, og at man ikke respekterede hendes ønske, før hun til sidst reagerede med et angstanfald.

Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af sundhedslovens §§ 17-19. Ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information efter sundhedslovens § 16.

Det fremgår af sundhedsloven § 16, stk. 1, at en patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Det fremgår af § 16, stk. 4, i samme lov, at informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Det fremgår af § 2 og § 3, i bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at samtykke til behandling skal være frivilligt og udtrykkeligt. En patient skal give samtykke til konkret behandling i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation. Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes fornyet samtykke. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at samtykkekravet understreger patientens selvbestemmelsesret. Et samtykke til behandling er patientens frivillige accept af at ville modtage en bestemt behandling. Samtykket skal være baseret på fyldestgørende information. For at man kan tale om et gyldigt samtykke, kræver dette, at patienten er i stand til at overskue konsekvenserne på baggrund af den givne information.

Det fremgår videre af vejledningen, at et samtykke skal være frivilligt. Et samtykke, der er givet under pres, tvang eller svig er ikke gyldigt. Behandling mod patientens vilje kan efter omstændighederne være både strafbart og erstatningspådragende, medmindre der findes særlige regler om tvangsmæssig behandling. En patient kan på et hvilket som helst tidspunkt standse en behandling ved at nægte yderligere medvirken eller ved at forlange sig udskrevet, fx fra sygehus.

Det fremgår videre af vejledningen, at samtykket skal være givet til en konkret behandling. I kravet herom ligger, at et samtykke skal være konkretiseret i den forstand, at det er klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter. Det skal være klart, hvilken behandling, herunder behandlingsmetode, der må foretages, og hvad der er formålet med behandlingen. Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes fornyet samtykke.

Det fremgår endvidere af vejledningen, at et samtykke til behandling kan foreligge udtrykkeligt, mundtligt eller skriftligt eller efter omstændighederne stiltiende. Et stiltiende samtykke foreligger, hvor patientens signaler og opførsel må forstås således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information. Et stiltiende samtykke vil kun være gyldigt, hvis det er utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om behandlingsforslaget eller dele heraf. Et stiltiende samtykke vil som hovedregel kun være aktuelt i forbindelse med enkelte delelementer i et undersøgelses- og behandlingsforløb. Hvis fx en patient kommer til en konsultation hos sin praktiserende læge, må lægen kunne gå ud fra, at patienten stiltiende har givet sit samtykke til de almindelige undersøgelser, som foregår ved en sådan konsultation. Hvis sundhedspersonen er det mindste i tvivl, om der er tilladelse fra patienten, bør udtrykkeligt mundtligt samtykke indhentes.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 33 af 11. april 2012 om forudgående fravalg af livsforlængende behandling, herunder genoplivningsforsøg, og om afbrydelse af behandling, punkt 6.2, at en habil og uafvendeligt døende patient i den aktuelle behandlingssituation på fyldestgørende informeret grundlag kan kræve en allerede påbegyndt behandling afbrudt, også selv om behandlingen er livsnødvendig. Ved uafvendeligt døende forstås, at døden med stor sandsynlighed må forventes at indtræde inden for dage til uger trods anvendelsen af eventuelle foreliggende behandlingsmuligheder.

Dette gælder i princippet også den patient, der ikke er uafvendeligt døende. Det gælder dog ikke, hvis afbrydelse af behandling af den ikke uafvendeligt døende patient vil føre til, at denne umiddelbart efter afgår ved døden. Dette vil efter omstændighederne kunne betragtes som drab efter begæring. En læge, der efterkommer et sådant ønske, vil derfor kunne ifalde strafansvar for overtrædelse af straffelovens § 239.

Styrelsen kan konstatere, at man den 13. juli 2015 første gang noterede i journalen, at ønskede at afbryde behandlingen. Man noterede, at havde spurgt, om ikke man kunne stoppe behandlingen, idet hun ikke ønskede yderligere behandling. Hun bad også om medicin, der kunne få hende til at sove ind, men dette afviste man.

Det er styrelsens opfattelse, at frem til den 13. juli 2015 må anses for at have samtykket til behandlingen.

Det er endvidere styrelsens opfattelse, at i kraft af sin tilkendegivelse den 13. juli 2015, som den fremgår af journalen, må anses for at have trukket sit samtykke til behandlingen tilbage, idet hun ønskede, at man stoppede behandlingen.

Styrelsen kan konstatere, at man noterede i journalen den 14. juli 2015, at igen ytrede kraftigt ønske om at stoppe al behandling og slukke for ilten, da hun ønskede at dø. Man informerede i denne forbindelse om, at man respekterede hendes ønske om ikke at blive overflyttet til intensiv afdelingen, men at man for nærværende ikke kunne ophøre med behandling, da der var en sandsynlighed for, at hun kunne komme sig af den hospitalserhvervede lungebetændelse. Man aftalte dog, at såfremt tilstanden ikke blev markant bedre i løbet af det næste døgn eller to, da ville man genoverveje behandlingsaktiviteten.

Styrelsen kan endvidere konstatere, at det fremgår af journalen, at man ved morgenstuegang den 15. juli 2015 informerede om, at der på trods af, at aktuelt var svært akut syg og respiratorisk påvirket, ikke var lægelig indikation for at ophøre med behandlingen. Ophør med behandlingen kunne komme på tale, såfremt hun slet ikke viste tegn på bedring, eller hvis der skete forværring i løbet af de næste få dage. Man understregede over for de pårørende, at selvfølgelig var i sin gode ret til selv at ophøre med behandling, men at det krævede en aktiv handling fra hendes side. Man lovede at tale med herom, når det var muligt, hvis det fortsat var relevant.

På baggrund af journaloplysningerne finder styrelsen, at det må lægges til grund for afgørelsen, at måtte anses for værende habil og dermed i stand til at overskue konsekvenserne af et samtykke på baggrund af den givne information.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at det fremgår af journalen fra den 14. juli 2015, at de pårørende havde oplyst, at var blevet demenstestet hos egen læge, og at testen ikke påviste demens. Der var højst tale om pseudodemens som følge af depression.

Styrelsen finder, at man den 13. juli 2015 helt relevant afviste at give noget at sove ind på, da det i Danmark er ulovligt at udøve aktiv dødshjælp.

Styrelsen kan i denne forbindelse oplyse, at der ved aktiv dødshjælp forstås en handling, som foretages forsætligt med det formål at fremkalde døden, fx ved indgivelse af et dødbringende stof eller ved indgivelse af midler, som på kortere eller længere sigt vil føre til døden. Aktiv dødshjælp er strafbart og vil kunne straffes efter manddrabsbestemmelsen i straffelovens § 237.

Det er styrelsens vurdering, at man relevant vurderede, at under indlæggelsen ikke var uafvendeligt døende.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at man vurderede, at der var en sandsynlighed for, at kunne komme sig over den hospitalserhvervede lungebetændelse. 

Det er styrelsens opfattelse, at udgangspunktet i sundhedsloven om, at al behandling kræver et informeret samtykke, fraviges i det tilfælde, hvor standsning af behandlingen kan medføre et strafansvar for den pågældende sundhedsperson.

Styrelsen henviser til, at det følger af sundhedslovens § 15, stk. 1, at udgangspunktet om, at al behandling kræver et informeret samtykke, fraviges, hvor andet følger af anden lovgivning.

Styrelsen henviser endvidere til, at det følger af straffelovens § 239, at den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år.

Det er styrelsens vurdering, at man relevant vurderede, at en afbrydelse af den aktuelle behandling ville føre til, at umiddelbart efter ville afgå ved døden, og at man dermed relevant afviste anmodningen, som man opfattede som en anmodning om drab efter begæring.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at den 15. juli 2015 selv afbrød behandlingen ved fysisk at modsætte sig behandlingen, og at hun herefter afgik ved døden samme dag.

Styrelsen finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere, at man afviste at afbryde behandlingen.

På ovenstående baggrund finder styrelsen, at indhentelse af informeret samtykke til den behandling, som modtog på afdeling , Sygehus , i perioden fra den 6. til den 15. juli 2015, var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

ooo00ooo

Kommentarer fra af den 28. februar 2016 er indgået i styrelsens vurdering af sagen.

Lovgrundlag

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

Kapitel 5

Patienters medinddragelse i beslutninger

Informeret samtykke

§ 15.

Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.

Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.

Stk. 3. Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. § 16.

Stk. 4. Et informeret samtykke efter afsnit III kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende.

Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om samtykkets form og indhold.

§ 16.

Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.

Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.

Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal tillige omfatte oplysninger om mulige konsekvenser for behandlingsmuligheder, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger, hvis patienten frabeder sig videregivelse eller indhentning af helbredsoplysninger m.v. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, jf. § 15, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig information, jf. stk. 2.

Stk. 6. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.

Mindreårige

§ 17.

En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information, jf. § 16, og inddrages i den mindreåriges stillingtagen.

Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver give informeret samtykke.

Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til aktindsigt efter bestemmelserne i §§ 36-39 og kan give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i §§ 41-49.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke

§ 18.

For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende give informeret samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog gives af værgen.

Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende eller værge, kan sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning hertil.

Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden sundhedsperson gennemføre en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter med hensyn til omfang og varighed.

Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen, såfremt Sundhedsstyrelsen giver sin tilslutning hertil.

Øjeblikkeligt behandlingsbehov

§ 19.

Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge.

Patientens inddragelse

§ 20.

En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.

Sundhedspersonens ansvar

§ 21.

Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er forpligtet til at drage omsorg for, at

1) informeret samtykke indhentes efter §§ 15-17 og § 18, stk. 1,

2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 18, stk. 2,

3) der foreligger tilslutning fra Sundhedsstyrelsen efter § 18, stk. 4, og

4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter § 20.

Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.:

Kapitel 1

Informeret samtykke

Samtykke til behandling

§ 1.

Ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

Stk. 2. Samtykke til behandling skal gives af en patient, der er fyldt 15 år. Patienten skal være i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger.

Stk. 3. Stedfortrædende samtykke til behandling kan gives, når betingelserne i lov om patienters retsstilling § 8, stk. 2 og § 9, stk. 1 er opfyldt.

§ 2.

Samtykke til behandling skal være frivilligt.

Stk. 2. Samtykket skal være udtrykkeligt, jf. dog stk. 4. Det er tilstrækkeligt med et mundtligt samtykke, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson, jf. § 17, kan anmode om skriftligt samtykke, hvis der er tale om større indgreb og komplicerede behandlinger, eller hvis der er formodning om, at der kan blive rejst tvivl om samtykkets afgivelse og omfang.

Stk. 4. Et stiltiende samtykke kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt, hvis det er utvivlsomt, at patienten er enig i behandlingen.

Stk. 5. Et stedfortrædende samtykke skal altid være udtrykkeligt.

§ 3.

En patient skal give samtykke til konkret behandling i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation.

Stk. 2. Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes fornyet samtykke.

Stk. 3. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 1. Patientombuddet, jf. §§ 11 og 12, behandler klager fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Patientombuddet kan ikke behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige virksomhed eller det forhold, klagen vedrører, helt eller delvis er omfattet af en klage efter § 2.

Stk. 2. Patientombuddet træffer i sager efter stk. 1 afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV.