Hjemvisning af afgørelse om midlertidig bevilling på fribefordring, da kommunen havde lagt vægt på forældede helbredsoplysninger

Styrelsen for Patientsikkerhed hjemviser den afgørelse, der er truffet af Kommune <****> den 3. maj 2016 om fribefordring til <****> til egen læge og speciallæge. Kommune <****> skal træffe en ny afgørelse i sagen.

Klagen

Kommune meddelte ved brev af 3. maj 2016 en midlertidig bevilling på fribefordring på tre måneder til egen læge og speciallæge. Hun klagede den 31. maj 2016 over kommunens afgørelse.

Begrundelse

Hændelsesforløb

, der modtager pension, havde af Kommune fået bevilget fribefordring til behandling hos egen læge og speciallæge.

Kommune foretog den 3. december 2015 revisitering af hendes bevilling på fribefordring til egen læge og speciallæge på baggrund af et ansøgningsskema fra hende af 1. december 2014. Det fremgår af ansøgningen, at har slidgigt i ryggen og derfor ikke kan gå ret langt, samt at hun ikke kan benytte offentlig transport. Det fremgår videre, at hun benytter stok.

Kommune ophævede herefter s bevilling på fribefordring til egen læge og speciallæge, da kommunen ikke fandt grundlag for en bevilling. Kommunen lagde vægt på, at hun i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun anvendte stok, og at hun havde svært ved at gå længere strækninger, samt at der ifølge Google Maps var 500 meter til nærmeste busstoppested. Endvidere opfordrede kommunen hende til at ansøge om et andet ganghjælpemiddel, hvis hun havde svært ved at gå denne strækning med stok. Kommunen oplyste hertil, at en rollator sandsynligvis ville give hende mere støtte, og at hun fik mulighed for at sætte sig og holde hvil undervejs.

Styrelsen kan oplyse, at denne afgørelse ikke er blevet påklaget af .

Kommune modtog den 17. december 2015 taxakvitteringer fra for kørsel til læge/speciallæge. Kommunen traf afgørelse den 22. december 2015, hvorefter kommunen gav hende afslag på befordringsgodtgørelse, da hun ikke længere var visiteret til fribefordring. Kommunen oplyste videre, at kommunen ikke kunne udbetale befordringsgodtgørelse, før der var udstedt en bevilling på fribefordring.

Styrelsen kan oplyse, at denne afgørelse heller ikke er blevet påklaget af .

ansøgte igen den 31. december 2015 Kommune om fribefordring til behandling hos egen læge og speciallæge. Det fremgår af ansøgningen, at hun ikke kan benytte offentlige transportmidler, da hun er meget dårligt gående på grund af blandt andet slidgigt. Det fremgår videre, at hun anvender stok, og at årsagen til ansøgningen var varig.

Kommune skrev den 22. januar 2016 til , at kommunen havde behov for yderligere oplysninger. For at kunne behandle hendes ansøgning, anmodede kommunen hende om at indhente yderligere helbredsoplysninger til behandling af hendes sag. Dette burde være en lægefaglig vurdering fra hendes egen læge, som kunne give en uddybende beskrivelse af hendes funktionsniveau, samt hvorfor hun ikke var i stand til at sørge for egen transport til lægen. Kommunen gjorde opmærksom på, at dette kaldes en frihåndsattest, og det er en attest, hun selv skulle betale.

Det fremgår af kommunens journalnotat af 3. maj 2016, at kommunen modtog oplysninger fra Sygehus , hvoraf det fremgår, at var gangbesværet. Kommunen skønnede dog ud fra de foreliggende oplysninger, at hun ikke var helt forhindret i fremover at blive selvtransporterende. Det fremgår videre, at hun tidligere havde haft ondt i lænden med smerter i 2013, og at hun i den forbindelse fik øvelsesterapi med god effekt.

Styrelsen har lagt til grund, at de oplysninger, som kommunen modtog fra Sygehus , bestod af en genoptræningsplan af 11. november 2015, som har vedlagt til klagen. Styrelsen har herved lagt vægt på, at det fremgår af Kommune s udtalelse til sagen, at kommunen behandlede sagen på baggrund af de lægeoplysninger, der var fra sygehuset, og som har medsendt sin klage til styrelsen.

Kommune traf afgørelse den 3. maj 2016, hvorefter kommunen gav en midlertidig bevilling på tre måneder på fribefordring til egen læge og speciallæge. Kommunen skønnede ud fra de foreliggende oplysninger, at hun i en kort periode ville have behov for hjælp til transport. Endvidere anførte kommunen: ”Du henvises til at kontakte for nærmere afklaring omkring din mulighed for at starte på et genoptræningshold i Kommune ”.

Det fremgår af Kommune s udtalelse til sagen af 14. juni 2016, at den 3. maj 2016 fik en bevilling på fribefordring, som var gældende i tre måneder. Bevillingen blev gjort midlertidig, da det var oplyst fra sygehuset, at hun tidligere havde haft succes med genoptræning. Det var dermed uklart, om hun ville have behov for kørsel ud over de tre måneder. Bevillingen var gjort midlertidig med henblik på, at hun kontaktede en terapeut i Kommune for afklaring/udredning om et genoptræningsforløb ville kunne forbedre hendes funktionsniveau.

Videre fremgår det af udtalelsen, at kommunen den 14. juni 2016 telefonisk kontaktede , da der muligvis kunne være tale om en misforståelse. Hun blev oplyst om, at hendes bevilling som udgangspunkt var gældende til august 2016, men at der selvfølgelig var mulighed for forlængelse, hvis der forelå nye oplysninger om, at et eventuelt genoptræningsforløb ikke medførte, at hun på sigt selv kunne sørge for egen transport.

har i sin klage af 31. maj 2016 anført, at hun indtil nu har haft fribefordring, og at hendes sygdom ikke er blevet bedre. Hun har videre anført, at hun har slidgigt i ryggen og ikke kan gå ret langt. Hun har til klagen vedlagt en genoptræningsplan af 11. november 2015 fra Sygehus . Videre har hun vedlagt afgørelsen af 3. maj 2016, hvorpå hun har skrevet, at kommunen oplyser, at hun skal kontakte kommunen i forbindelse med genoptræning. Hun har hertil anført, at hun har gået til fysioterapeut, kiropraktor, zoneterapeut samt akupunktur, men at hun ikke har fået det bedre. 

Styrelsen for Patientsikkerhed har samlet forstået s klage således, at hun ønsker at klage over, at bevillingen på fribefordring blev gjort midlertidig og ikke permanent.

Begrundelse for afgørelsen

Det fremgår af sundhedslovens § 170, stk. 1-3, at der, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, ydes befordringsgodtgørelse til behandling hos alment praktiserende læge, og til den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted.

Det fremgår videre af §§ 4-5 i bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven, at personer, der modtager pension efter de sociale pen­sions­love, har ret til godtgørelse for befordring til og fra alment praktiserende læge samt til og fra speciallæge, hvis personen er henvist til speciallæge af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i otorhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7. Det fremgår videre af § 8, stk. 1, at det er patientens opholdskommune, der yder befordringsgodtgørelse efter §§ 4-5.  

Endvidere fremgår det af § 26 i samme bekendtgørelse, at befordringsgodtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel omfattende offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.

Det følger af ovennævnte regelsæt, at pensionister har en ret til godtgørelse for befordring til og fra alment praktiserende læge og speciallæge, såfremt befordringsudgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt, jf. samme bekendtgørelses § 27, stk. 1. 

Det antages imidlertid videre efter fast praksis, at reglerne om befordringsgodtgørelse ikke afskærer kommunen fra at tilbyde fribefordring (godtgørelse for udgift til taxa eller andet ikke-offentligt befordringsmiddel) i stedet for befordringsgodtgørelse.

Fribefordring er et alternativ til befordringsgodtgørelse, hvor borgeren for en nærmere fastsat fremtidig periode tilbydes gratis dør-til-dør befordring til læge og speciallæge.

Der er dog ikke hjemmel i lovgivningen til at afvise en patients ret til befordringsgodtgørelse, hvis patienten ikke skulle ønske at tage imod tilbuddet om fribefordring, eller hvis patienten ikke er berettiget til fribefordring.

Det er styrelsens opfattelse, at en kommune, ved vurderingen af om en borger er berettiget til fribefordring, alene må lægge vægt på saglige kriterier, herunder eksempelvis om borgeren er i stand til at benytte offentlig transport.

Det er således styrelsens opfattelse, at en kommune lovligt kan bestemme, at en person ikke vil være berettiget til fribefordring til alment praktiserende læge og speciallæge, hvis personen efter forholdene er i stand til at benytte offentligt befordringsmiddel. I et sådant tilfælde vil der kun kunne ydes godtgørelse for befordring med billigste, forsvarlige befordringsmiddel, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Det er videre styrelsens opfattelse, at der ved en vurdering heraf må lægges vægt på patientens tilstand samt de foreliggende muligheder for at anvende offentligt befordringsmiddel. Kommunen kan – om fornødent – ved vurderingen heraf rådføre sig med personens læge, men der bør i almindelighed ikke indhentes lægeerklæring om befordringsmidlets art. Det skal endvidere indgå i vurderingen, om patienten reelt set har mulighed for at benytte offentligt befordringsmiddel, henset til patientens tilstand.

Styrelsen har lagt til grund, at Kommune på baggrund af genoptræningsplanen af 11. november 2015 vurderede, at der på afgørelsestidspunktet kun var grundlag for at give en midlertidig bevilling på fribefordring. Styrelsen har hertil lagt til grund, at Kommune vurderede, at gennem et genoptræningsforløb ville kunne opnå en forbedret helbredstilstand.

Det er styrelsens opfattelse, at der ikke ifølge sundhedslovens regler og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf er pligt for kommunen til at tilbyde en borger fribefordring. Det er således ikke en ordning, som en borger kan gøre krav på i stedet for at få befordringsgodtgørelse.

Styrelsen kan således ikke tilsidesætte det skøn, der er foretaget af Kommune , så længe der er tale om en saglig begrundelse for at gøre bevillingen på fribefordring midlertidig, og så længe afgørelsen er truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Det fremgår af genoptræningsplanen af 11. november 2015, som er udarbejdet af ambulatorium , Sygehus , at s gangdistance var under 500 meter, og at formålet med genoptræningen var smertelindring og forbedring af gangdistancen. Hun havde i 2013 gennemgået øvelsesterapi med god effekt på tilsvarende symptomer. Det fremgår dog videre, at hvis man efter nogle gange kunne se, at hun ikke kunne gennemføre eller ikke profiterede af træningen, var der ikke indikation for at fortsætte. Der var tale om almen genoptræning, og det fremgår, at hun skulle kontaktes senest 9. december 2015 med henblik på iværksættelse heraf.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at Kommune ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt til at vurdere, om det var berettiget at gøre s bevilling på fribefordring midlertidig. Styrelsen har lagt vægt på, at kommunen den 3. maj 2016 traf afgørelse på baggrund af en genoptræningsplan, som var udarbejdet i november 2015, og som måtte anses som forældet, idet effekten af den pågældende genoptræning, som skulle iværksættes ultimo 2015, skulle vurderes allerede efter nogle gange. Styrelsen kan hertil oplyse, at det efter officialprincippet påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe de fornødne oplysninger i en sag, således at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse.

Det er hertil styrelsens opfattelse, at Kommune burde have undersøgt, i hvilket omfang havde profiteret af den pågældende genoptræning, herunder om hendes gangdistance var forbedret. Styrelsen har lagt vægt på, at i klagen har anført, at hun har været til fysioterapeut, kiropraktor, zoneterapeut og akupunktur uden at have fået det bedre.

Hertil kommer, at Kommune efter styrelsens opfattelse har lagt vægt på et ulovligt kriterium, nemlig at kunne kontakte kommunen med henblik på opstart af et genoptræningsforløb i kommunalt regi, så hendes funktionsniveau kunne forbedres. Det er hertil styrelsens opfattelse, at en kommune alene kan lægge vægt på en borgers faktiske forhold på ansøgningstidspunktet, og ikke en fremtidig og hypotetisk situation, herunder eventuel påbegyndelse af et genoptræningsforløb.

Det er samlet set herefter styrelsens opfattelse, at Kommune ikke har taget tilstrækkeligt stilling til s konkrete helbredstilstand på afgørelsestidspunktet.

Styrelsen kan vejledende oplyse, at kommunen - for at få ovenstående belyst tilstrækkeligt  -eksempelvis kan indhente en statuserklæring fra egen læge, med samtykke fra , til brug for behandling af ansøgningen eller indkalde hende til en visitationssamtale med henblik på at belyse hendes helbredstilstand. Der er heller ikke noget til hinder for, at kommunen foreslår hende at kontakte kommunen for at påbegynde et genoptræningsforløb med henblik på forbedring af hendes gangdistance, så hun – eventuelt – fremover vil kunne komme til lægen med offentlige transportmidler, men Kommune kan som nævnt ikke give afslag på fribefordring med den begrundelse, at hun ikke følger kommunens opfordring om genoptræning.

På denne baggrund hjemviser styrelsen den afgørelse, der er truf­fet af Kommune den 3. maj 2016 om fribefordring til til egen læge og speciallæge.

Kommunen skal træffe en ny afgørelse i sagen, hvor kommunen oplyser sagen tilstrækkeligt til at vurdere, hvorvidt hendes nuværende helbredstilstand medfører, at bevillingen skal gøres midlertidig eller permanent.

Afsluttende bemærkninger

Styrelsen har bemærket, at Kommune efter modtagelse af s nye ansøgning om fribefordring den 22. januar 2016 sendte hende et brev, hvoraf fremgår, at kommunen havde behov for yderligere helbredsoplysninger. Kommunen anmodede hende derfor om at indhente yderligere helbredsoplysninger fra egen læge, som kunne give en uddybende beskrivelse af hendes funktionsniveau, samt hvorfor hun ikke var i stand til at sørge for egen transport til læge og speciallæge. Eventuelle omkostninger eller gebyrer, som hun måtte have i den forbindelse, skulle hun selv afholde.

Styrelsen har forstået dette således, at Kommune bad om at indhente og sende en lægeerklæring til brug for kommunens sagsbehandling. Styrelsen kan - som også ovenfor anført - oplyse, at det efter officialprincippet påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe de fornødne oplysninger i en sag, således at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. I sager, der er rejst på partens initiativ, som eksempelvis en ansøgning om befordringsgodtgørelse eller fribefordring, er det dog almindeligt antaget, at forvaltningen kan bede den pågældende part om at tilvejebringe oplysninger, i det omfang det ikke er særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende for parten at tilvejebringe disse oplysninger.

Det er dog i dansk forvaltningsret det almindelige udgangspunkt, at der kræves sikker hjemmel for at pålægge en borger byrder. Uden særlig lovhjemmel kan en myndighed således ikke kræve, at en ansøger lader sig undersøge af eksempelvis en læge og betaler for udarbejdelse af en erklæring. En sådan lovhjemmel findes ikke i regelsættet om befordringsgodtgørelse. Kommune kunne, såfremt ansøgeren samtykkede dertil og oplysningerne var nødvendige til brug for sagsbehandlingen, indhente de oplysninger, som allerede eksisterede hos andre dele af forvaltningen eller hos ansøgerens læge. Kommunen kunne dog ikke kræve, at ansøgeren lod udarbejde en lægeerklæring – særligt ikke for egen regning – som en forudsætning for at realitetsbehandle en ansøgning om fribefordring.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at en kommune generelt ikke er berettiget til at kræve, at borgeren lader en lægeerklæring udarbejde for egen regning, og at kommunen ikke kan betinge en realitetsbehandling af sagen af, at kommunen får en sådan lægeerklæring fra borgeren.

Styrelsen er dog opmærksom på, at Kommune i udtalelsen af 14. juni 2016 har anført, at det tidligere har været kommunens procedure at bede borgeren om en frihåndsattest, men at kommunen nu er blevet bekendt med, at der ikke er lovhjemmel til dette. Da der er tale om en sag fra starten af 2016, er dette således grunden til, at kommunen henviste til at indhente disse oplysninger.

Styrelsen har videre bemærket, at Kommune i afgørelse af 3. december 2015 gav afslag på fribefordring med den begrundelse, at der ifølge Google Maps var 500 meter til nærmeste busstoppested, hvorfor kommunen opfordrede hende til at ansøge om en rollator, hvis hun havde svært ved at gå denne afstand med stok. Styrelsen har hertil bemærket, at hun i det tilhørende ansøgningsskema har angivet, at hun ikke kan gå særlig langt.

Styrelsen er opmærksom på, at ikke har påklaget denne afgørelse, men styrelsen finder alligevel anledning til at vejlede Kommune i forhold til denne afgørelse.

Det er hertil styrelsens opfattelse, at det er et ulovligt kriterium at lægge vægt på, at borgeren har mulighed for at søge om et ganghjælpemiddel for at klare gangdistancen til og fra bussen. Det er hertil styrelsens opfattelse - som også nævnt ovenfor - at en kommune alene kan lægge vægt på en borgers faktiske forhold på ansøgningstidspunktet, og ikke en fremtidig og hypotetisk situation, herunder eventuel bevilling af en rollator.

Styrelsen har endelig bemærket, at Kommune den 17. december 2015 modtog taxakvitteringer fra for kørsel til læge/speciallæge, og at kommunen den 22. december 2015 gav hende afslag på befordringsgodtgørelse, fordi hun ikke længere var visiteret til fribefordring.

Styrelsen er atter opmærksom på, at ikke har påklaget denne afgørelse, men styrelsen finder alligevel anledning til at vejlede Kommune i forhold til denne afgørelse.

Styrelsen kan hertil vejledende oplyse, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at afvise en patients ret til befordringsgodtgørelse, hvis patienten ikke er bevilget fribefordring. Vurderingen af, om en borger er berettiget til befordringsgodtgørelse er således – som udgangspunkt - uafhængig af, om borgeren har fået bevilget fribefordring.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at en borger, selvom den pågældende ikke er bevilget fribefordring, er berettiget til befordringsgodtgørelse for kørsel til egen læge og speciallæge, såfremt transportudgiften til det billigste, forsvarlige befordringsmiddel til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt.

Da klagefristen vedrørende afgørelserne af 3. og 22. december 2015 er overskredet, lader styrelsen det således være op til kommunen, om kommunen af egen drift vil revurdere disse afgørelser om befordringsgodtgørelse. 

Lovgrundlag

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 170. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig befordring til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse til personer omfattet af stk. 1 og til personer, der har ret til tilskud til ydelser ved alment praktiserende læge efter § 168, stk. 1.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer for nødvendig befordring til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om befordringsgodtgørelse ved besøg hos speciallæge for personer omfattet af 1. pkt., personer omfattet af § 59, stk. 1, og personer, der har ret til tilskud til ydelser ved speciallæge efter § 168, stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 4. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til godtgørelse for befordring til og fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Gruppe 1-sikrede personer bosat på øer, hvor der ikke er etableret lægepraksis, og personer, der af registreringsmæssige årsager ikke kan tilmeldes en læge, som i medfør af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om behandling hos læge i praksissektoren, har adgang til at søge behandling hos enhver alment praktiserende læge, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til den nærmest beliggende alment praktiserende læge, som ikke er forhindret i at yde lægehjælp.

§ 5. Personer, der modtager pension efter de sociale pen­sions­love, har ret til godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis personen er henvist dertil af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 8. Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor patienten opholder sig, når befordringen rekvireres, yder befordringsgodtgørelse efter §§ 3-7, jf. §§ 26 og 27.

Stk. 2. Til patienter, som i medfør af regler fastsat med hjemmel i sundhedslovens § 168, stk. 1, modtager tilskud fra regionsrådet til behandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge i et andet EU/EØS-land, yder kommunalbestyrelsen godtgørelse af befordringsudgifter som minimum svarende til det behandlingssted i Danmark, hvortil vedkommende ville være berettiget til godtgørelse efter dette kapitel.

§ 26. Befordringsgodtgørelse efter denne bekendtgørelse ydes med et beløb svarende til befordringsudgiften med det efter forholdene billigste, forsvarlige befordringsmiddel.

Stk. 2. Befordringsmidler, der kan ydes godtgørelse til efter stk. 1, omfatter offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, samt taxa og privatbil m.v.

§ 27. Befordringsgodtgørelse efter §§ 4 og 5, § 11, nr. 1, og § 19, nr. 1, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 25 kr. i alt.

Stk. 2. Befordringsgodtgørelse efter § 6, § 11, nr. 2 og 3, § 19, nr. 2 og 3, og § 23, stk. 1 og 2, ydes kun, når udgiften til og fra behandlingsstedet overstiger 60 kr. i alt.

Stk. 3. Befordringsgodtgørelse efter § 13, § 16, stk. 4, og § 20, stk. 2, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.

Stk. 4. Befordringsgodtgørelse efter § 20, stk. 1, og § 21, stk. 3, ydes kun, når udgiften til og fra det valgte behandlingssted og ligeledes til og fra det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter kommunalbestyrelsens visitationskriterier, overstiger henholdsvis 25 kr. i alt for pensionister og 60 kr. i alt for andre.

Stk. 5. Befordringsgodtgørelse efter stk. 1-4 kan ikke overstige personens faktiske befordringsudgifter.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013:

§ 5.Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører

…..

9) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

…..