Uberettiget afslag på befordring til nødvendig ledsager gav ret til befordringsgodtgørelse efter ansøgning

Styrelsen for Patientsikkerhed finder, at Region <****> handlede i strid med sundhedslovens § 171, idet regionen den 27. april 2015 gav <****>s ledsager afslag på befordring til Sygehus <****>. <****>s ledsager havde ret til befordring.

Patientombuddets afgørelse af 26. august 2015

Patientombuddet fandt ved sin afgørelse af 26. august 2015, at s ledsager ikke havde ret til at få befordring til Sygehus .

Det var styrelsens generelle opfattelse, at bestemmelsen i § 23 i dagældende bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse skulle forstås således, at ledsagelsen skulle være nødvendig under transporten til og fra behandlingen, førend man som ledsager til en patient var berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse. På baggrund af sagens oplysninger lagde Patientombuddet til grund, at den behandlende afdeling, da der blev bestilt befordring til til Sygehus , ikke bestilte befordring til ledsager. Patientombuddet forstod dette således, at den behandlende afdeling derved vurderede, at ikke havde et konkret behov for ledsagelse under selve transporten, men blot havde behov for en bisidder i forbindelse med samtalen på Sygehus .

Patientombuddet tiltrådte herefter den afgørelse, der var truffet af Region den 27. april 2015 om befordring af s ledsager til Sygehus .

Patientombuddet blev den 8. oktober 2015 en del af en ny styrelse, Styrelsen for Patientsikkerhed. Derfor træffes denne nye afgørelse af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Begrundelse for genoptagelse

Om der er grundlag for, at en myndighed tilbagekalder en oprindelig afgørelse på egen hånd og samtidigt genoptager sagen til fornyet realitetsbehandling og træffer en ny afgørelse, afhænger blandt andet af, om en hidtil anvendt retsopfattelse må anses for urigtig.

Det daværende Patientombuddet samt Styrelsen for Patientsikkerhed har hidtil haft en praksis for befordring og befordringsgodtgørelse til ledsager, hvorefter behovet for ledsager skulle knytte sig til selve transporten til og fra behandlingen.

Styrelsen er imidlertid blevet opmærksom på en udtalelse vedrørende ledsagelse fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (nu Sundheds- og Ældreministeriet) af 9. februar 2015 til Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, som ikke stemmer overens med det daværende Patientombuddets praksis. Det fremgår heraf, at [citat]:

”Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan […] oplyse, at ledsagere af patienter ikke kun er berettiget til ydelser efter befordringsbekendtgørelsen hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen, men også hvis den er nødvendig i forbindelse med opholdet på behandlingsstedet.”

Det er herefter styrelsens opfattelse, at en ledsager er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen og/eller i forbindelse med behandlingen.

Styrelsen har på baggrund af denne nye praksis nu undersøgt, hvorvidt Patientombuddet og styrelsen har truffet afgørelse i sager efter ministeriets udtalelse af 9. februar 2015, som kunne have fået et andet udfald.

På denne baggrund finder styrelsen, at den ændrede retsopfattelse af, hvornår man som ledsager er berettiget til befordring og befordringsgodtgørelse, kan begrunde, at styrelsen af egen drift genoptager sagen til fornyet realitetsbehandling.

Styrelsens fornyede behandling af klagen

Klagen

Region gav den 27. april 2015 mundtligt afslag på befordring til s ledsager til Sygehus . klagede samme dag over afgørelsen.

Begrundelse

skulle den 27. april 2015 til behandling på Sygehus . Hun fik i denne forbindelse befordring til sygehuset, men hendes mand fik mundtligt afslag på at komme med som ledsager under befordringen.

har i sin klage af 27. april 2015 anført, at hun blev indkaldt til Sygehus med bisidder. Fordi kørselssystemet var ude af drift, bestilte hun både den 22. og 24. april 2015 befordring til behandlingen den 27. april 2015. Vognen dukkede dog ikke op til den aftalte tid, hvorfor hun ringede og fik at vide, at der ikke var bestilt en vogn. Efter en halv time fik hun sygehuset til at sende en vogn, men efter telefonisk kontakt med kørselskontoret på Sygehus afviste chaufføren at tage hendes mand med som ledsager. Han tog derfor en rutebil til Sygehus for at være med, da hun fik sin diagnose.

Styrelsen har forstået s klage således, at hun klager over, at hendes mand ikke kunne komme med som ledsager under befordringen.

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:

1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.

2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.

3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Det fremgår af § 11 i dagældende bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

Styrelsen har lagt til grund, at opfyldte betingelsen i ovennævnte § 11, nr. 3, idet regionen valgte at befordre hende til behandlingen den 27. april 2015.

En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1-3, herunder ovennævnte § 11, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Styrelsen kan oplyse, at vurderingen af, om en patient har behov for ledsagelse, som udgangspunkt er en lægefaglig vurdering, som den behandlende afdeling foretager.

Det er styrelsens opfattelse, at en ledsager er berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen og/eller i forbindelse med behandlingen.

Det beror på en konkret vurdering, om en ledsager i det enkelte tilfælde må anses for nødvendig i forbindelse med en patients befordring eller ophold på et sygehus. Kravet om nødvendigheden af ledsagelse skal være sundhedsfagligt begrundet. Det er således ikke tilstrækkeligt, at det vurderes hensigtsmæssigt, at en ledsager er til stede, hvis dette ikke vurderes at være sundhedsfagligt nødvendigt.

Styrelsen har bemærket, at i klagen har anført, at hun blev indkaldt til Sygehus med bisidder.

Region har i en udtalelse til sagen af 28. maj 2015 anført, at praksis er, at det er den behandlende afdeling, som tager hånd om patienten og således bestiller befordring til patienten, hvorfor patienten skal henvende sig til Sygehus vedrørende befordring. Regionen har videre anført, at den siddende patientbefordring administreres af Flextrafik, og at det således er Flextrafiks ”kørselskontor”, som chaufføren tager kontakt til, hvis der opstår spørgsmål til turen. Det fremgår videre, at stående ordre er, at ledsagelse, som ikke er bestilt af den behandlende afdeling, som udgangspunkt afvises.

I forhold til ledsagelse fremgår det videre af udtalelsen, at patientens alder eller helbredstilstand skal gøre det påkrævet/nødvendigt, at patienten ledsages på rejsen. Som udgangspunkt skal der være tale om hjælp i forbindelse med kørslen eller i særlige tilfælde, hvis patienten skal til en særlig svær samtale, henset til lidelsens karakter. Regionen har hertil anført, at den 27. april 2015 skulle til en særlig svær samtale, hvorfor hun var berettiget til ledsagelse.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at s helbredstilstand medførte, at hun havde behov for en ledsager i forbindelse med behandlingen på Sygehus den 27. april 2015, og at denne ledsager havde ret til befordring eller befordringsgodtgørelse.

Det fremgår af § 17 i ovennævnte bekendtgørelse, at det er regionen, der afgør, om patienten efter reglerne i §§ 11 og 14 skal tilbydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

Det er i den forbindelse styrelsens opfattelse, at en region – såfremt denne vælger at tilbyde en patient befordring – som udgangspunkt ikke samtidig kan nægte patienten at medbringe ledsager, såfremt betingelserne for ledsagelse er opfyldt.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at s ledsager var berettiget til at komme med i den siddende patientbefordring, idet Region valgte at tilbyde befordring.

Styrelsen finder på denne baggrund, at Region handlede i strid med sundhedslovens § 171 ved at give s ledsager afslag på befordring til Sygehus .

Styrelsen kan vejledende oplyse, at Sundheds- og Ældreministeriet i et svar til Region af 1. juli 2016 vedrørende ledsageres ret til ydelser efter befordringsbekendtgørelsen blandt andet har anført følgende:

”

...ledsagere er ikke kun berettiget til ydelser efter befordringsbekendtgørelsen, hvis ledsagelsen er nødvendig i forbindelse med selve befordringen, men også såfremt den er nødvendig i forbindelse med behandlingen.

Det er dog som udgangspunkt en forudsætning for en ledsagers ret til befordringsgodtgørelse, at ledsageren rejser sammen med patienten. Det fremgår blandt andet forudsætningsvist af § 27, stk. 2 i befordringsbekendtgørelsen, hvor en ledsager har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til ud- og hjemrejsen uden patienten, når ledsagelsen nødvendiggør fravær fra hjemmet i mere end 12 timer.

Der kan dog være tilfælde, hvor ledsagelsen skønnes nødvendig, men der f.eks. ikke er plads til ledsageren i ambulancen, som patienten befordres i. I Disse tilfælde har ledsageren ret til befordringsgodtgørelse, selvom kørslen foregår i et andet køretøj.”

Det er herefter styrelsens opfattelse, at ledsageren som udgangspunkt skal rejse sammen med patienten, for at ledsageren har ret til befordringsgodtgørelse, men at dette udgangspunkt kan fraviges i særlige tilfælde.

Det er videre styrelsens opfattelse, at disse særlige tilfælde ikke begrænser sig til ovennævnte eksempel med ambulancekørsel.

Det er således styrelsens opfattelse, at den i sagen omhandlede situation, hvor regionen uberettiget afviste at befordre en ledsager, ligeledes må anses som et særligt tilfælde, hvor ledsageren har ret til befordringsgodtgørelse efter ansøgning.

Styrelsen finder herefter, at s ledsager er berettiget til befordringsgodtgørelse.

Styrelsen kan vejledende oplyse, at s ledsager med baggrund i denne afgørelse kan ansøge Region om befordringsgodtgørelse.

Lovgrundlag

Ordlyden af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet blev ikke ændret, da Patientombuddet blev en del af Styrelsen for Patientsikkerhed den 8. oktober 2015. Derfor refereres der i nedenstående lovgrundlag fortsat til Patientombuddet. De kompetencer, der hørte under Patientombuddet, tilkommer nu Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 af sundhedsloven:

§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsatte regler.

Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 89 a.

Stk. 3. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Regionsrådet yder godtgørelse for befordring til personer, der er omfattet af 1. pkt. og har ret til refusion af udgifter til behandling i andre EU-/EØS-lande i medfør af § 89 a.

Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om godtgørelse efter stk. 3.

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 11. Personer har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:

1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.

2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter Regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.

3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

§ 17. Regionsrådet afgør, om patienten efter reglerne i §§ 11 og 14 skal tilbydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

§ 23. En ledsager til en patient, der modtager befordring eller befordringsgodtgørelse efter reglerne i kapitel 1-3, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, når ledsagelsen er nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand.

Stk. 2. Nødvendiggør ledsagelsen mere end 12 timers fravær fra hjemmet, har ledsageren også ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til ud- eller hjemrejse uden ledsagelse af patienten.

Stk. 3. En ledsager, der har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, har ved rejser, der nødvendiggør, at ledsageren overnatter uden for hjemmet, også ret til overnatning eller overnatningsgodtgørelse (hoteldispositionsbeløb) og time- og dagpenge efter laveste sats i Finansministeriets cirkulære om time- og dagpenge m.v.

Bekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6.Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører

…..

14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

…..