En patient bosat i et EU/EØS-land, men som ønsker sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land, skal søge den seneste danske bopælsregion om refusion.

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder med ændret begrundelse Region s afgørelse af 3. oktober 2016 om afslag på refusion af s udgifter til speciallægebehandling i Spanien. har ikke ret til refusion fra Region for denne del af behandlingen. Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder med ændret begrundelse Region s afgørelse af 3. oktober 2016 om afslag på refusion af s udgifter til sygehusbehandling i Spanien, Luxembourg og Belgien for så vidt angår perioden fra marts til 25. oktober 2013. har ikke ret til refusion fra Region for denne del af behandlingen. Styrelsen for Patientsikkerhed hjemviser Region s afgørelse af 3. oktober 2016 om afslag på refusion af s udgifter til sygehusbehandling i Luxembourg og Belgien i perioden fra den 25. oktober 2013 til juni 2014. Region skal træffe en ny afgørelse i sagen.

Sagsnummer:

18SPS06

Offentliggørelsesdato:

20. marts 2018

Juridisk tema:

Tilskud til behandling i udlandet

Kategori:

Patientrettigheder

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder med ændret begrundelse Region s afgørelse af 3. oktober 2016 om afslag på refusion af s udgifter til speciallægebehandling i Spanien.

har ikke ret til refusion fra Region for denne del af behandlingen.

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder med ændret begrundelse Region s afgørelse af 3. oktober 2016 om afslag på refusion af s udgifter til sygehusbehandling i Spanien, Luxembourg og Belgien for så vidt angår perioden fra marts til 25. oktober 2013.

har ikke ret til refusion fra Region for denne del af behandlingen.

Styrelsen for Patientsikkerhed hjemviser Region s afgørelse af 3. oktober 2016 om afslag på refusion af s udgifter til sygehusbehandling i Luxembourg og Belgien i perioden fra den 25. oktober 2013 til juni 2014.

Region skal træffe en ny afgørelse i sagen.

KLAGEN

blev i perioden fra februar 2012 til juni 2014 behandlet i Spanien, Luxembourg og Belgien. Efterfølgende søgte hendes mand, Region om refusion. Regionen afviste den 3. oktober 2016 at yde tilskud til behandlingen. Han klagede herefter til Styrelsen for Patientsikkerhed.

BEGRUNDELSE

Hændelsesforløb

Den 8. maj 2012 modtog daværende Patientombuddet s klage over Region s afslag på refusion af behandlinger, som hun havde modtaget hos gynækolog og psykiater i Spanien, henholdsvis den 29. februar og den 1. marts 2012. Patientombuddet oprettede en sag med sagsnummer 12/6512.

Den 2. maj 2013 lukkede Patientombuddet imidlertid sagen, da i CPR-registeret var registeret som ”forsvundet”. Patientombuddet havde således ikke mulighed for at kommunikere med hende om sagen.

Den 6. august 2014 genåbnede Patientombuddet sagen, idet havde rettet henvendelse til Patientombuddet i anden anledning og i den forbindelse oplyst en kontaktadresse.

Den 29. august 2014 modtog Patientombuddet fra Region en anmodning fra s mand om refusion af udgifterne til s speciallægebehandling, ophold, befordring m.v. i et andet EU-land. Refusionen vedrørte umiddelbart behandlinger i perioden den 1. august 2013 til den 1. maj 2014. Ansøgningen fyldte i alt 189 sider. Det fremgår heraf, at ansøgningen først var indgivet til Region den 18. august 2014. Regionen havde imidlertid returneret ansøgningen til med vejledning om, at hun skulle sende den til Patientombuddet, som behandlede sagen under sagsnummer 12/6512.

Den 2. september 2014 returnerede Patientombuddet sagsakterne til Region og oplyste om, at det var Region , der havde kompetencen til at behandle ansøgningen. Patientombuddet behandlede alene spørgsmålet om refusion for klagers regninger vedrørende den 29. februar og den 1. marts 2012. Disse regninger var ganske vist også i den nye ansøgning, men der var også ansøgt om refusion for behandlingsudgifter m.v. vedrørende en række senere datoer. For god ordens skyld oplyste Patientombuddet, at sagen med sagsnummer 12/6512 behandledes under et nyt sagsnummer, 14/8578.

Den 2. september 2014 traf Patientombuddet afgørelse vedrørende den behandling, som havde modtaget den 29. februar 2012 hos en speciallæge i gynækologi i Spanien samt den 1. marts 2012 hos en speciallæge i psykiatri i Spanien. Patientombuddet fandt, at hun ikke var berettiget til tilskud og lagde vægt på, at hun ikke var henvist til speciallægebehandling.

Den 25. juli 2016 genoptog styrelsen ovennævnte sag til behandling under sagsnummer 16/8017, da styrelsen havde modtaget kopi af to henvisninger fra s daværende alment praktiserende læge. Styrelsen fandt, at hun var berettiget til tilskud for behandlingen hos en speciallæge i psykiatri i Spanien den 1. marts 2012 på baggrund af henvisningerne dateret den 15. december 2011 og den 24. januar 2012. Styrelsen fandt fortsat, at hun ikke var berettiget til tilskud til behandling hos speciallæge i gynækologi, da henvisningen hertil var udfærdiget, efter hun konsulterede speciallægen i Spanien.

Den 14. september 2016 var styrelsen i telefonisk kontakt med Region . Styrelsen oplyste, at styrelsen havde oversendt ansøgningen om refusion af behandlinger i udlandet til regionen den 2. september 2014, da ansøgningen vedrørte andre datoer end den 29. februar og den 1. marts 2012. Det var derfor regionen, som skulle tage stilling til anmodningen om refusion. Den 15. september 2016 oplyste styrelsen til s mand, at det var regionen, som skulle behandle anmodningen om refusion som første instans, og at han på baggrund af den netop fremsendte aktindsigt fra styrelsen på ny kunne anmode regionen om refusion for s behandlinger i udlandet.

Den 4. oktober 2016 genoptog styrelsen ovennævnte sag under sagsnummer 16/9814, da styrelsen havde modtaget yderligere henvisninger til speciallæge i gynækologi. Styrelsen fandt dog, at fortsat ikke var berettiget til tilskud til behandling hos praktiserende speciallæge i gynækologi i Spanien. Styrelsen lagde vægt på, at de pågældende henvisninger fra den 4. januar og den 10. februar 2010 ikke længere var aktuelle og gyldige på det tidspunkt, hvor hun blev behandlet i Spanien.

Dagen inden, den 3. oktober 2016, traf Region afgørelse vedrørende s mands oprindelige ansøgning af 18. august 2014, som han havde genfremsendt den 20. september 2016. Det fremgår af afgørelsen, at var udrejst af Danmark i perioden fra den 22. maj 2012 til den 26. juni 2015. Regionen kunne derfor ikke imødekomme ansøgningen om refusion, da hun, jf. sundhedslovens § 7, skal have bopæl i Danmark på behandlingstidspunktet, for at kunne søge tilskud til disse speciallægebehandlinger. Videre oplyste regionen, at regionen ikke havde hjemmel til at yde tilskud til blandt andet opholds- og transportudgifter.

Den 4. oktober 2016 skrev til Region , at hun ifølge Indenrigsministeriets CPR-kontor var registreret i CPR med alle rettigheder frem til og med den 11. juni 2014, hvor Kommune 1 uretmæssigt erklærede hende for udrejst. Hun bad samtidigt om, at sagen blev fremsendt som en klage til styrelsen. Samme dag svarede Region , at regionen kun kunne behandle ansøgningen ud fra de foreliggende oplysninger. Regionen var ikke i besiddelse af en skrivelse fra Indenrigsministeriet, men hun var velkommen til at fremsende materialet til regionen, som så ville se på sagen igen. Regionen vejledte om, at hun selv skulle indsende en digital klage til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den 4. oktober 2016 klagede s mand på vegne af til styrelsen over Region s afgørelse af 3. oktober 2016. Han vedhæftede i den forbindelse s 337 siders lange brev af 2. juni 2016 til et medlem af kommunalbestyrelsen i Kommune 2. Hun har heri redegjort for blandt andet fejlregistreringer i Folkeregisteret, herunder Kommune 2s sagsbehandling i forbindelse hermed. Det er anført, at der verserer en diskussion med myndigheden om karakteren af opholdet i Spanien og andre medlemsstater fra 22. maj 2012 til 2. maj 2014.

s mand har den 7., 12., 14. og 15. oktober 2016 indsendt diverse materiale til sagen, som styrelsen kvitterede for den 14. og 24. oktober 2016. Styrelsen understregede heri, at styrelsen tidligere havde oplyst ham om, at styrelsen ikke fremover ville besvare hans henvendelser, når de handler om s registrering i Folkeregisteret, medmindre de indeholdt væsentlige, nye oplysninger af betydning for styrelsen afgørelse om at afvise at behandle dette forhold. Den 22. og 23. december 2016 har s mand fremsendt diverse materiale til styrelsen, som blandt andet også vedrører registrering i Folkeregisteret.

s ret til refusion

Det fremgår af s mands oprindelige ansøgning af 18. august 2014, at der er tale om: ”Anmodning om refusion af speciallægebehandling i andet EU land”. Desuden anmoder han om: ”….dækning af transport og ophold efter finansministeriets takster, samt ophold for ledsager.” Perioden er angivet som værende fra den 1. august 2013 til den 1. maj 2014. Ansøgningen tæller i alt 187 sider, herunder er der vedlagt kopi af betalte fakturaer.

Fakturaerne vedrører behandling i Spanien, Luxembourg og Belgien. Perioden strækker sig fra februar 2012 til august 2014, herunder behandling hos praktiserende speciallæge i psykiatri på Sygehus 1, Spanien, på klinik for assisteret reproduktion , Spanien, på Sygehus 1, Spanien, på Sygehus 2, Luxembourg og på Sygehus 3, Belgien.

Det fremgår på side 5/189 under overskriften ”Beskrivelse fra det udenlandske behandlingssted af den behandling, som patienten har modtaget”, at har modtaget behandling følgende steder: Sygehus 1 (Fondsejet sygehus med offentlig støtte samt privat praksis), Praktiserende speciallæge i psykiatri , (privat praksis), klinik for assisteret reproduktion , Sygehus 2 (offentligt sygehus i Luxembourg med brugerbetaling), Sygehus 3 (offentligt sygehus i Belgien).

Som beskrevet har således modtaget såvel speciallægebehandling som sygehusbehandling i perioden fra februar 2012 til august 2014.

Styrelsen kan oplyse, at reglerne om retten til refusion af udgifter til behandling i et andet EU- eller EØS-land dels er fastsat ved dagældende bekendtgørelse nr. 1098 af 19. november 2008 1660 om adgang til tilskud efter sundhedsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land (ydelsesbekendtgørelsen), udstedt med hjemmel i sundhedslovens § 168, dels ved §§ 31-41 i dagældende bekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v. (sygehusbekendtgørelsen), udstedt med hjemmel i sundhedslovens § 89 a.

Ydelsesbekendtgørelsen regulerer blandt andet retten til refusion af udgifter til behandling i blandt andet praksissektoren, mens §§ 31-41 i sygehusbekendtgørelsen regulerer retten til refusion af udgifter til sygehusbehandling.

Det afgørende for, hvilke regler der skal anvendes, er, om behandlingen i Danmark ville være foregået i praksissektoren eller på sygehus. Det er altså ikke afgørende, hvor behandlingen foregik i det andet medlemsland.

Speciallægebehandling i Spanien

Det fremgår af fakturaerne medsendt i den oprindelige ansøgning, at har modtaget behandling på klinik for assisteret reproduktion , i perioden fra 29. februar til 24. september 2012 (side 35/189).

Ifølge klager fik dog også behandling hos klinik for assisteret reproduktion i juni 2012 (side 28/189), i oktober 2012 (side 38/189) og i januar 2013 (side 41/189).

Det fremgår af fakturaerne medsendt i den oprindelige ansøgning, at har modtaget behandling hos psykiater, praktiserende speciallæge i psykiatri , den 24. maj 2012 (side 31/189) samt på Sygehus 1, i juni 2013 (side 60/189). Af s mands ansøgning (side 59/189) fremgår det, at behandlingen på Sygehus 1 foregik hos speciallæge i fertilitet .

Styrelsen kan oplyse, at det fremgår af sundhedslovens § 168, stk. 1, om tilskud til ydelser købt eller leveret i et andet EU/EØS-land, at Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om og vilkår for, at regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen yder tilskud til varer efter loven, der købes i et andet EU/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der leveres i et andet EU/EØS-land.

Af sundhedslovens § 7, stk. 1, fremgår at personer, der har bopæl her i landet, har ret til lovens ydelser. Ifølge stk. 2, forstås ved bopæl tilmelding til Folkeregisteret. Styrelsen kan hertil oplyse, at Danmark siden 1968 har registreret alle folk, der bor eller har boet i Danmark. Dette register hedder Det Centrale Personregister (CPR). Formålet med CPR er at registrere grundlæggende personoplysninger om personer og sikre, at personerne er registreret i CPR på den adresse, hvor de faktisk bor eller opholder sig.

Det fremgår af CPR-registeret, at var udrejst fra 22. maj 2012 til 26. juni 2015. I registeret er det angivet, at hun var udrejst til USA.

Det fremgår af s brev af 2. juni 2016, at ovenstående oplysning efter begæring er ændret fra USA til Spanien/USA, og at der var tale om, at opholdt sig midlertidigt i anden medlemsstat (Spanien) for at modtage bedre medicinsk behandling.

Styrelsen skal hertil bemærke, at styrelsen ikke har kompetence til at tage stilling til, om registreringen i CPR-registret er korrekt, og om der er sket ulovligheder i forbindelse med denne. Styrelsen må af denne årsag lægge den eksisterende registrering om udrejse til grund ved behandlingen af klagen.

Da det fremgår af CPR-registeret, at var udrejst af Danmark i perioden fra den 22. maj 2012 til den 26. juni 2015, var hun følgeligt ikke berettiget til tilskud efter sundhedslovens § 168, jf. § 7, stk. 1, til den behandling, som hun modtog hos privatpraktiserende speciallæger i Spanien i den pågældende periode.

På baggrund af oplysningerne i den oprindelige ansøgning og s brev af 2. juni 2016, har styrelsen lagt til grund, at hun var bosat i Spanien i den periode, hvor hun var udrejst. Styrelsen bemærker, at det fremgår af brevet, at hun har opholdt sig delvist i USA i perioden 2014 – 2015, herunder i forbindelse med hendes søns fødsel den 12. oktober 2014 og i forbindelse med vielse den 23. december 2014.

Det fremgår videre af sundhedslovens § 8, stk. 2, at Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte regler om, at lovens ydelser helt eller delvis skal tilkomme personer, der ikke har bopæl her i landet.

Det fremgår således af § 16, stk. 2, i den dagældende ydelsesbekendtgørelse, at der ikke kan ydes tilskud (styrelsens understregning red.) til varer og tjenesteydelser købt eller leveret i bopælslandet (styrelsens understregning red.) til en person, der i medfør af reglerne i den i stk. 1 nævnte EF-forordning eller nordisk konvention, er dansk socialt sikret (styrelsens understregning red.), men bosat og offentligt syge(for)sikret i et andet EU-/EØS-land, principielt til udgift for Danmark.

Videre fremgår det af § 4, stk. 1, nr. 1, i den senere gældende bekendtgørelse nr. 1660 af 27. december 2013 om tilskud til sundhedsydelser uden for sygehusvæsenet købt i eller leveret fra andre EU/EØS-lande, som afløste ovenstående, at personer, der har bopæl i et andet EU/EØS-land, har ret til tilskud efter denne bekendtgørelse, hvis vedkommende er dansk sygesikret efter regler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer eller Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen.

Det fremgår imidlertid af ydelsesbekendtgørelsen § 18, som er en undtagelse til § 4, stk. 1, nr. 1, at der ikke ydes tilskud (styrelsens understregning red.) til varer og tjenesteydelser købt eller leveret i bopælslandet (styrelsens understregning red.) til en person, der har ret til sundhedsydelser i bopælslandet til udgift for Danmark (styrelsens understregning red.) i medfør af reglerne i Europa-Parlaments og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, med senere ændringer, samt personer omfattet af Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen.

Forordningen gælder for personer, der er statsborgere i en medlemsstat.

Det fremgår af forordningens artikel 2, stk. 1.

En person som er omfattet af forordningen kan alene være omfattet et ét medlemslands lovgivning om social sikring ad gangen.

Det fremgår af forordningens artikel 11, stk. 1.

En person, der modtager en kontantydelse i stedet for en erhvervsindtægt, ligestilles med personer, der udøver lønnet beskæftigelse eller selvstændig beskæftigelse. Dette er eksempelvis tilfældet for personer, der modtager sygedagpenge, barselspenge, arbejdsløshedsdagpenge eller efterløn, men ikke personer der eksempelvis modtager kontanthjælp, pension eller arbejdsskadeerstatning.

Det fremgår af artikel 11, stk. 2.

Kommune 1 har i forbindelse med sagens behandling i styrelsen oplyst, at Kommune 2 den 4. august 2017 har truffet afgørelse om, at havde ret til sygedagpenge i perioden fra den 10. juni 2012 til den 12. oktober 2014.

(forsikringstager, jf. artikel 1 c) var således sygesikret i Danmark (det kompetente land, jf. artikel 1 s). Det følger af grundforordningen, at en forsikringstager, der modtager sygedagpenge fra ét medlemsland (det kompetente land), men har valgt at bosætte sig i et andet medlemsland, skal optages i bopælslandets sygeforsikring til udgift for det medlemsland, som udbetaler sygedagpenge. Forsikringstageren har ret til sygehjælp i bopælslandet på samme vilkår som sygesikrede i dette land, og udgifterne til sygehjælpen skal betales af det kompetente land via mellemstatslig refusion af udgifter efter reglerne i EU-forordning 883/2004. Hvis der er en vis egenbetaling for de forsikrede i bopælslandet, skal denne egenbetaling også betales af den forsikrede.

Selv om styrelsen ikke er bekendt med, om havde søgt om optagelse i den spanske sygeforsikring, er det herefter styrelsens opfattelse, at var omfattet af forordningen i perioden fra den 10. juni 2012 og fremefter, hvor hun var berettiget til sygedagpenge, og hvor hun modtog speciallægehjælp i Spanien. Som følge af ydelsesbekendtgørelsens § 16, stk. 2, senere § 18, ydes der ikke tilskud hertil efter de danske regler.

Styrelsen kan vejlede om – såfremt hun ikke allerede har gjort det - at søge de spanske myndigheder om tilskud til den behandling, som hun har modtaget hos henholdsvis klinik for assisteret reproduktion , i juni, september og oktober 2012 samt i januar 2013, hos psykiater, praktiserende speciallæge i psykiatri , den 24. maj 2012 og hos speciallæge på Sygehus 1, i juni 2013.

Styrelsen bemærker, at det fremgår af den oprindelige ansøgning af 18. august 2014, at modtog behandling hos klinik for assisteret reproduktion - udover den 29. februar 2012 som styrelsen allerede har forholdt sig til i afgørelsen med sagsnr. 14/8578 - i maj 2012 (det er ikke muligt at se en eksakt dato på fakturaen). Det er således muligvis før, hun er registreret som udrejst i CPR-registeret, og med sikkerhed før hun var berettiget til sygedagpenge.

Da det af den oprindelige ansøgning side 28/189 fremgår, at ankom til Spanien den 22. maj 2012, har styrelsen lagt til grund, at behandlingen hos klinik for assisteret reproduktion , først fandt sted, efter hun var registreret som udrejst.

Videre fremgår det af fakturaen side 31/189, at hun modtog behandling hos praktiserende speciallæge i psykiatri den 24. maj 2012 - udover den 1. marts 2012, som styrelsen allerede har forholdt sig til i afgørelsen med sagsnr. 14/8578. Dette er ligeledes efter hun er registreret som udrejst, og før hun var berettiget til sygedagpenge.

var på disse tidspunkter således ikke sygesikret i eller via Danmark. Styrelsen må derfor henvise hende til at rette henvendelse til de spanske myndigheder. Det kan hertil oplyses, at hun på dette tidspunkt var omfattet af lovgivningen i Spanien, og at hun som udgangspunkt var berettiget til hjælp hos speciallæge på samme vilkår som sikrede i Spanien, hvis hun opfyldte betingelserne for at blive optaget i en sygeforsikring i Spanien.

Styrelsen tiltræder derfor med ændret begrundelse Region s afgørelse af 3. oktober 2016 om afslag på refusion af s udgifter til speciallægebehandling i Spanien.

Sygehusbehandling i Spanien

Det fremgår af de til ansøgningen af 18. august 2014 vedlagte fakturaer, at modtog behandling på Sygehus 1 fra marts til juni 2013 (side 48-54/189) i forbindelse med en operation for polypper i næsen. Det fremgår af journaludskriften side 48/189, at hun var bosat i Spanien.

Styrelsen kan oplyse, at det fremgår af § 37, stk. 1, nr. 1, i sygehusbekendtgørelsen, der implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (patientmobilitetsdirektivet), at regionsrådet skal refundere udgifter efter § 31, til personer, der har bopæl i et andet EU/EØS-land og som er dansk sygesikrede efter regler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer eller Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen. Det fremgår dog af samme bestemmelses stk. 3, at refusion efter stk. 1 ikke omfatter udgifter til sygehusbehandling, der er ydet i det EU/EØS-land, hvor de pågældende personer er bosat.

Sygehusbekendtgørelsen, som trådte i kraft den 1. januar 2014, afløste bekendtgørelse nr. 1439 af 23. december 2012 om ret til sygehusbehandling, som trådte i kraft 1. januar 2013. Der findes ikke heri en tilsvarende bestemmelse som i den senere bekendtgørelses § 37, stk. 1, nr. 1, jf. § stk. 3.

Der var således ikke før patientmobilitetsdirektivets implementering regler i dansk ret om de nærmere rettigheder for personer, som bor i et EU/EØS-land, men som er offentligt sygeforsikret i et andet EU/EØS-land, hvis vedkommende bliver behandlet i bopælslandet.

Det var således Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som regulerede s forhold, for så vidt angår den behandling, som hun modtog på sygehus i Spanien i perioden fra marts til juni 2013.

Som nævnt var berettiget til sygedagpenge i perioden fra den 10. juni 2012 til den 12. oktober 2014. Hun var således sygesikret i Danmark og havde ret til sygehjælp i bopælslandet til udgift for det kompetente land. Hun skulle derfor have søgt optagelse i den spanske sygeforsikring til udgift for Danmark.

Styrelsen må derfor også i denne forbindelse henvise til at rette henvendelse til de spanske myndigheder, herunder den spanske sygesikring. Styrelsen gør opmærksom på, at hun rettelig skulle have søgt om optagelse, inden behandlingen fandt sted, og at optagelse alene berettiger til sygehjælp på offentlige sygehuse. Styrelsen kan ikke oplyse om, hvordan sagens behandling ved de spanske myndigheder vil udmønte sig.

Styrelsen tiltræder derfor med ændret begrundelse Region s afgørelse af 3. oktober 2016 om afslag på refusion af s udgifter til sygehusbehandling i Spanien.

Sygehusbehandling i Luxembourg og Belgien

Det fremgår videre af den oprindelige ansøgning, at modtog behandling i Luxembourg på Sygehus 2 i perioden fra august 2013 til februar 2014 (side 70-71, 73, 76, 79, 81, 83, 89, 93-94, 96-97, 99, 111, 120, 122-123, 125, 127, 131, 133-134, 137, 139, 145 og 148/189 i den oprindelige ansøgning af 18. august 2014).

Videre fremgår det, at modtog behandling på Sygehus 3, Belgien, i perioden fra oktober 2013 til juni 2014 (side 84, 86, 101, 103, 106, 113, 129-130, 155, 162/189 i den oprindelige ansøgning af 18. august 2014). Styrelsen bemærker hertil, at en del af sidstnævnte fakturaer fra Sygehus 3 delvist vedrører medicinske præparater.

Som også tidligere nævnt, kan styrelsen oplyse, at det fremgår af § 37, stk. 1, nr. 1, i sygehusbekendtgørelse nr. 1661 af 27. december 2013, der implementerede Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (patientmobilitetsdirektivet), at regionsrådet skal refundere udgifter efter § 31, til personer, der har bopæl i et andet EU/EØS-land og som er dansk sygesikrede efter regler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer eller Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen. Det fremgår dog af samme bestemmelses stk. 3, at refusion efter stk. 1 ikke omfatter udgifter til sygehusbehandling, der er ydet i det EU/EØS-land, hvor de pågældende personer er bosat.

Ovennævnte sygehusbekendtgørelse, som trådte i kraft den 1. januar 2014, afløste bekendtgørelse nr. 1439 af 23. december 2012 om ret til sygehusbehandling, som trådte i kraft 1. januar 2013. Der findes ikke heri en tilsvarende bestemmelse som i den senere bekendtgørelses § 37, stk. 1, nr. 1, jf. § stk. 3.

Der var således ikke før patientmobilitetsdirektivets implementering regler i dansk ret om de nærmere rettigheder for personer, som bor i et EU/EØS-land, men som er offentlig sygeforsikret i et andet EU/EØS-land, hvis vedkommende vælger at blive behandlet i et andet EU/EØS-land end bopælslandet.

Der er således Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, som regulerede s forhold, for så vidt angår den behandling, som hun modtog på sygehus i Luxembourg og i Belgien i de perioder, som ligger før ikrafttræden af sygehusbekendtgørelse nr. 958 af 29. august 2014.

Styrelsen bemærker, at der var tale om fertilitetsbehandling, hvilket styrelsen finder er planlagt sygehusbehandling, idet behandlingen fra et medicinsk synspunkt ikke var nødvendig under s ophold i Luxembourg og Belgien. Styrelsen har herved lagt vægt på oplysningerne i den oprindelige ansøgning (side 68/189), hvoraf det fremgår, at hun blev relokeret til Luxembourg for IVF behandling, at hun blev henvist fra Luxembourg til behandling i Belgien (side 4/189), og at det fremgår, at ansøgningen tillige vedrører transport fra Spanien til Luxembourg t/r med henblik på IVF behandling samt kørsel fra Luxembourg til Belgien t/r med henblik på scanning samt ophold i henholdsvis Luxembourg og Belgien. Efter styrelsens opfattelse kan der derfor ikke være tale om behovsbestemt sygehjælp. Styrelsen kan hertil oplyse, at behovsbestemt sygehjælp - ud over ret til akut sygehjælp - indebærer retten til sygehjælp, der relaterer sig til en bestående eller kronisk lidelse, der bliver nødvendig under et ophold. Behovet for en given behandling skal opstå, mens man opholder sig i et andet land end bopælslandet.

Det er derfor som udgangspunkt Styrelsen for Patientsikkerhed, International Sygesikring, der skal træffe afgørelse om udstedelse af blanket E 112/S2 til personer, der er bosat i andre EU/EØS-lande/Schweiz, og som ønsker tilladelse til behandling i et andet EU/EØS-land end bopælslandet. Styrelsen gør opmærksom på, at der er tale om en forhåndstilladelse, som skal søges forud for den planlagte behandling, jf. artikel 26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (gennemførelsesforordningen).

I de tilfælde, hvor en dansk forsikringstager er bosat i et land, hvor udgifterne til sundhedsydelser i bopælslandet refunderes via årlige faste beløb, jf. gennemførelsesforordningens bilag 3, skal tilladelse til behandling i udlandet dog gives af myndighederne i bopælslandet. Det omfatter blandt andet Spanien.

Styrelsen må derfor også i denne forbindelse henvise til at rette henvendelse til de spanske myndigheder. Styrelsen gør opmærksom på, at hun rettelig skulle have søgt om forhåndstilladelse, og at en sådan alene kan gives til offentlige sygehuse. Styrelsen kan derfor ikke oplyse om, hvordan sagens behandling ved de spanske myndigheder vil udmønte sig.

For så vidt angår den behandling, som modtog efter den 1. januar 2014, er det således Region , som den seneste danske bopælsregion, inden hendes udrejse til Spanien, der skal behandle hendes ansøgning om refusion, jf. § 37, stk. 1, nr. 1, i den dagældende sygehusbekendtgørelse. Det er i denne sammenhæng uden betydning, at hun i den pågældende periode ikke havde bopæl i Danmark, sådan som Region har anført i sin begrundelse i afgørelse af 3. oktober 2016.

Styrelsen bemærker, at patientmobilitetsdirektivet skulle have været implementeret i dansk ret den 25. oktober 2013. Dette skete imidlertid først med virkning fra den 1. januar 2014. Med henvisning til præmis 22 i EU-domstolens dom i sag 148/78 (anklagemyndigheden mod Tullio Ratti) og præmis 12-15 i EU-domstolens dom i sag 41/74 (Yvonne van Duyn v. Home Office), kan styrelsen oplyse, at direktiver kan påberåbes af borgeren direkte over for staten i medlemsstaten, hvis direktivets bestemmelser i øvrigt er tilstrækkeligt klare og præcise. Dette gælder også, selvom staten ikke har gennemført direktivet inden for implementeringsfristen. Uanset af patientmobilitetsdirektivet i et vist omfang kodificerer allerede gældende ret fastlagt af EU-domstolen, jf. præmis 6 og 8 i direktivet, finder styrelsen, at der på dette område er tale om nye regler, der præcist definerer, hvilken myndighed, som har som har kompetence til at træffe afgørelse om tilskud til personer, der har bopæl i et EU/EØS-land, søger behandling i et andet EU/EØS-land, og som samtidigt er sygesikrede i Danmark.

På denne baggrund finder styrelsen, at et tilsvarende princip som beskrevet i § 37, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, finder anvendelse på den behandling, som modtog i perioden fra den 25. oktober 2013 og frem til den 1. januar 2014.

På denne baggrund hjemviser styrelsen Region s afgørelse af 3. oktober 2016 om afslag på refusion af s udgifter til behandling i Luxembourg og Belgien i perioden fra den 25. oktober 2013 til juni 2014.

Region skal træffe en ny afgørelse i sagen, hvor regionen inddrager det, som styrelsen har anført. Herunder skal regionen tage stilling til, om den behandling modtog i Luxembourg og Belgien var samme behandling eller lignende behandling, som hun ville være blevet tilbudt i det offentlige sygehusvæsen i Danmark, om hun var i besiddelse af en henvisning, om hun rettelig skulle have haft en forhåndsgodkendelse, og om behandlingen kunne ydes rettidigt i Danmark.

Befordringsgodtgørelse

s mand søgte den 18. august 2014 også Region om at få sine rejse- og opholdsomkostninger refunderet.

Det fremgår ikke af Region s afgørelse af 3. oktober 2016, at regionen har forholdt sig nærmere til dette. Det er dog styrelsens opfattelse, at regionen skal inddrage forholdet, når regionen træffer fornyet afgørelse vedrørende den del af s behandling i Luxembourg og Belgien, som fandt sted efter 25. oktober 2013.

Styrelsen kan hertil oplyse, regionsrådet yder godtgørelse til patienter, som i medfør af regler fastsat med hjemmel i sundhedslovens § 89 a, modtager refusion fra regionsrådet til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land. Regionsrådet yder godtgørelse af befordringsudgifter som minimum svarende til det behandlingssted i Danmark, hvortil vedkommende ville være berettiget til befordring eller befordringsgodtgørelse. Det følger af 16, stk. 4, i dagældende bekendtgørelse nr. 1662 af 27. december 2013 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 89 a. Regionsrådet yder refusion af patienters udgifter til behandling på et sygehus i et andet EU-/EØS-land.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om og vilkår for regionsrådets refusion af udgifter i medfør af stk. 1. Ministeren fastsætter desuden regler om begrænsning af retten til refusion i medfør af stk. 1 som følge af tvingende almene hensyn m.v.

§ 168. Sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om og vilkår for, at regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen yder tilskud til varer efter loven, der købes i et andet EU/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der leveres i et andet EU/EØS-land.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren kan endvidere fastsætte de regler, der er nødvendige for at sikre anvendelsen af en aftale indgået mellem Fællesskabet og et andet land om forhold omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Afgørelse om regionsrådets tilskud til lægemidler, der er købt i et andet EU-/EØS-land i medfør af regler fastsat efter stk. 1, træffes af Lægemiddelstyrelsen. Lægemiddelstyrelsen afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Ansøgning om tilskud til et lægemiddel købt i et andet EU-/EØS-land skal være indgivet inden 1 år fra det tidspunkt, hvor lægemidlet blev købt. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, den 24. eller den 31. december, forkortes fristen til den sidste hverdag inden fristens udløb. Er ansøgningen ikke indgivet inden for den i 1. pkt. angivne frist, anses kravet for forældet.

Bekendtgørelse nr. 1098 af 19. november 2008:

§ 1. Der kan ydes tilskud til visse varer efter loven, der købes i et andet EU-/EØS-land, og tjenesteydelser efter loven, der leveres i et andet EU-/EØS-land.
Stk. 2. Tilskud kan gives til følgende varer og tjenesteydelser:

3) Almenlægehjælp til gruppe 2-sikrede, jf. sundhedslovens § 60, stk. 2.
4) Speciallægehjælp til gruppe 1- og 2-sikrede, jf. sundhedslovens § 64, stk. 1 og 2.


§ 16. Såfremt der søges om tilskud til varer og tjenesteydelser, som helt eller delvist vil kunne refunderes efter den offentlige rejsesygesikrings regler eller efter reglerne i EF-forordning 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl. eller i Nordisk Konvention om Social Sikring, må den sikrede selv afgøre, efter hvilke regler en ansøgning om tilskud eller refusion skal behandles, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Der kan ikke ydes tilskud til varer og tjenesteydelser købt eller leveret i bopælslandet til en person, der i medfør af reglerne i den i stk. 1 nævnte EF-forordning eller nordisk konvention, er dansk socialt sikret, men bosat og offentligt syge(for)sikret i et andet EU-/EØS-land, principielt til udgift for Danmark.

Bekendtgørelse nr. 1660 af 27. december 2013 om tilskud til sundhedsydelser uden for sygehusvæsenet købt i eller leveret fra andre EU/EØS-lande:

§ 1. Der kan efter ansøgning ydes tilskud til visse varer, der købes i et andet EU/EØS-land, og tjenesteydelser, der leveres fra et andet EU/EØS-land, som svarer til varer og tjenesteydelser efter sundhedsloven.
Stk. 2. Tilskud kan gives til følgende varer og tjenesteydelser:

4) Almenlægehjælp til gruppe 1- og 2-sikrede personer, jf. sundhedslovens 59, stk. 1, og § 60, stk. 2.
5) Speciallægehjælp til gruppe 1- og 2-sikrede personer, jf. sundhedslovens § 64, stk. 1 og 2.


§ 4. Følgende personer, der har bopæl i et andet EU/EØS-land, har ret til tilskud efter denne bekendtgørelse, jf. dog § 18:
1) Personer, der er dansk sygesikrede efter regler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer eller Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen.
2) Pensionister og deres familiemedlemmer som har ret til sundhedsydelser i bopælslandet til udgift for Danmark efter regler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer eller Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen, jf. dog § 5. Tilskud gives på samme vilkår som til gruppe 1-sikrede.
3) Grænsearbejderes familiemedlemmer som har ret til sundhedsydelser i bopælslandet til udgift for Danmark efter regler i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger med senere ændringer eller Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen. Tilskud gives på samme vilkår som til gruppe 1-sikrede.

§ 18. Der kan ikke ydes tilskud til varer og tjenesteydelser købt eller leveret i bopælslandet til en person, der har ret til sundhedsydelser i bopælslandet til udgift for Danmark i medfør af reglerne i Europa-Parlaments og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, med senere ændringer, samt personer omfattet af Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 76/2011 af 1. juli 2011 om ændring af bilag VI (social sikring) og protokol 37 til EØS-aftalen.

Bekendtgørelse nr. 1439 af 23. december 2012 om ret til sygehusbehandling m.v.:

§ 24. Regionsrådet skal refundere patienters udgifter til behandling på et sygehus i et andet EU- eller EØS-land, hvis regionsrådet ikke kan tilbyde patienten rettidig behandling på egne sygehuse, andre offentlige sygehuse, samarbejdssygehuse eller aftalesygehuse.
Stk. 2. Regionsrådet skal dog kun refundere udgifter til samme behandling eller lignende behandling, som patienten ville være blevet tilbudt i det offentlige sygehusvæsen her i landet.
Stk. 3. Regionsrådet refunderer et beløb, der svarer til, hvad samme eller lignende behandling koster i det offentlige sygehusvæsen her i landet. I de tilfælde, hvor der er fastsat takster for den pågældende behandling i bekendtgørelse om betaling for sygehusbehandling ved en anden regions sygehusvæsen, anvendes disse takster.

§ 25. Ansøgning om refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU- eller EØS-land efter § 24 skal rettes til regionsrådet i bopælsregionen inden behandlingen.
Stk. 2. Regionsrådet træffer afgørelse om refusion senest 2 uger efter ansøgningen er modtaget af regionen, og i øvrigt under hensyntagen til patientens behov for fremskyndet behandling. Såfremt patienten ikke med ansøgningen har indsendt alle de i § 26, stk. 1, anførte oplysninger, kan regionsrådet anmode patienten herom og udsætte afgørelsen med det antal dage, det tager patienten at fremsende de manglende oplysninger til regionsrådet.
Stk. 3. § 32 om journaloplysninger finder tilsvarende anvendelse, når et regionsråd træffer afgørelse om at refundere en patients udgifter til sygehusbehandling efter stk. 2.
Stk. 4. Har patienten ikke fået regionsrådets godkendelse af refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU- eller EØS-land forud for behandlingen, refunderer regionsrådet dog patientens udgifter efter ansøgning, såfremt det efter omstændighederne ikke skønnes rimeligt at afslå refusion.

§ 26. Ved en ansøgning om refusion efter § 25 skal der medfølge følgende oplysninger:
1) kopi af lægehenvisning til sygehusbehandling, lægeerklæring eller lignende,
2) patientens tilladelse til, at regionsrådet kan indhente yderligere oplysninger om helbredsforhold m.v., som er nødvendige for vurdering af ansøgningen,
3) beskrivelse fra det udenlandske sygehus af den behandling, som ansøgningen omfatter,
4) pristilbud fra det udenlandske sygehus, og
5) dato for behandlingen på det udenlandske sygehus.
Stk. 2. For at få udbetalt refusionen, skal patienten indsende følgende oplysninger til regionsrådet:
1) beskrivelse fra det udenlandske sygehus af den behandling, som patienten har modtaget,
2) specificeret og kvitteret regning, og
3) oplysninger til brug for udbetalingen.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 anførte oplysninger skal foreligge på et sprog, herunder engelsk, tysk eller fransk, som forstås af regionsrådet.

Bekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
12) tilskud til ydelser i et andet EU/EØS-land efter § 168 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,

15) refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land efter regler fastsat med hjemmel i §§ 76 og 89 a i sundhedsloven eller.
….