Klage over psykologs brud på tavshedspligten

Autoriseret psykolog <***>, børneafdelingen, <***>, har overtrådt sin tavshedspligt, jf. lov om patienters retsstilling § 23 stk. 1, da hun den 11. marts 1999 ringede til en skolepsykolog.

Efter straffelovens § 152b jf. § 152 henhører den endelige vurdering af brud på tavshedspligten under domstolene.

Efter to tidligere traumer havde <***> siden 1996 haft smerter, specielt i ryggen. Behandlinger hos blandt andet fysioterapeut og kiropraktor havde kun haft forbigående effekt. Den 1. marts 1999 blev <***>undersøgt på børneafdelingen, <***>, på grund af rygsmerter samt nyere smerter i ankler og håndled. Der blev fundet ømhed i nakke- og skulderområdet, men ingen hævelse af hverken håndled eller ankler. Røntgenoptagelser samt en neurologisk undersøgelse viste intet unormalt. <***>blev herefter henvist til behandlinger hos en fysiurg og en fysioterapeut.

Den 8. marts 1999 blev <***>indlagt på børneafdelingen, <***>, fordi hun den forudgående dag havde haft svære smerter i begge ankelled, i venstre skulder, i albue- samt fingerled. Under indlæggelsen fandt sundhedspersonalet det påfaldende, at <***>viste en kraftig smertereaktion ved berøringer, men at hun alligevel uden problemer kunne stå og gå, også på tæer. Ifølge journalen oplyste hendes far, som var psykiater, den 9. marts 1999 til børneafdelingen, at familien ikke følte sig overbevist om, at <***> var legemlig syg, og ligeledes oplyste hendes mor den 10. marts 1999 om læsevanskeligheder i skolen samt om kontakter til skolepsykologen. Lægerne overvejede derfor den 10. marts 1999 en vurdering hos en børnepsykiater og en neuropsykolog, såfremt de igangværende undersøgelser ikke resulterede i en afklaring af symptomerne. Efter aftale med <***>s mor, <***>, blev det dog denne dag besluttet at se tiden an.

Efter en afdelingskonference den 11. marts 1999 indvilligede moderen i, at børneafdelingen, <***>, kunne få nærmere oplysninger om <***> fra skolen og skolepsykologen, men det blev aftalt, at moderen selv ville tage kontakt til skolen og foranledige oplysningerne oversendt. Senere denne dag ringede <***>, børneafdelingen, <***>, til <***>s skolepsykolog. Da skolepsykologen ikke kunne træffes, lagde <***> en telefonbesked til skolepsykologen. Under en senere telefonsamtale spurgte skolepsykologen til sagen, men <***> ønskede drøftelsen udskudt, fordi hun i mellemtiden var kommet i tvivl om, hvilken form for samarbejde med skolen der konkret var ønsket.

Der er klaget over, at <***> gennem sin telefoniske henvendelse til skolepsykologen den 11. marts 1999 uberettiget har videregivet fortrolige oplysninger, og at henvendelsen fandt sted i strid med en aftale, der var indgået samme dag.

Et flertal i Patientklagenævnet (<***>, <***> og <***>) finder, at <***> har overtrådt lov om patienters retsstilling i forbindelse med sin opringning til skolepsykologen den 11. marts 1999.

Flertallet har herved lagt vægt på, at <***> den 11. marts 1999 kontaktede skolepsykologen i strid med en aftale, der var indgået mellem moderen og afdelingen.

Det er flertallets opfattelse, at den blotte henvendelse til skolepsykologen udgjorde en overtrædelse af tavshedspligten.

Et mindretal i Patientklagenævnet ( <***> og <***> ) finder, at <***> ikke har tilsidesat sin tavshedspligt i forbindelse med sin opringning til skolepsykologen den 11. marts 1999.

Mindretallet har herved lagt vægt på, at <***> den 11. marts 1999 ikke traf skolepsykologen, og at det må lægges til grund, at hun ved sin telefonbesked ikke oplyste andet, end at henvendelsen vedrørte <***>.

<***> har i sin udtalelse til sagen blandt andet anført, at hun efterfølgende godt kan se, at hun var for hurtig til at ringe op. Da opringningen ikke førte til en kontakt med skolepsykologen, finder mindretallet i nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at henvendelsen skete i strid med en aftale med<***>.

Mindretallet har endvidere lagt vægt på, at <***> under den senere telefonsamtale med skolepsykologen trak sin henvendelse vedrørende <***>tilbage, og at det må lægges til grund, at der i den forbindelse ikke blev videregivet yderligere oplysninger.

Mindretallet finder, at en forespørgsel vedrørende en navngiven person ikke i sig selv udgør en overtrædelse af tavshedspligten, selv om forespørgslen kan give mistanke om, at den navngivne person har taget kontakt med sundhedsvæsenet med henblik på undersøgelse eller behandling.

Mindretallet finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at <***> har overtrådt sin tavshedspligt.
Der træffes afgørelse i overensstemmelse med Patientklagenævnets flertal.