Klage over at en tumor i lårbenet ikke blev opdaget på et røntgenbillede

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge A for hans behandling af <****> den 12. januar 2001 på skadestuen, <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge <****> og afdelingslæge B for deres behandling af <****> den 12. januar 2001 på røntgenafdelingen, <****>.

På grund af smerter i venstre knæ gennem ca. 1 måned henvendte sig den 12. januar 2001 til skadestuen, sygehus A og blev undersøgt af afdelingslæge A. Han fandt let smertereaktion på indsiden af venstre knæ ved udadbøjning og indadbøjning af underbenet, men i øvrigt normale forhold. Han ordinerede røntgenundersøgelse af venstre knæ. Afdelingslæge A vurderede, at røntgenbilledet viste normale forhold og anbefalede smertestillende tabletter, støttebind, aflastning med krykkestokke og ved fortsatte gener henvendelse til egen læge.

Røntgenbilledet blev efterfølgende beskrevet af reservelæge og kontrasigneret af afdelingslæge B som normalt.

Den 7. februar 2001 blev overflyttet fra sygehus B til sygehus C, fordi der på sygehus B var fundet et brud af venstre lårben nedadtil. Bruddet var opstået i en sygelig proces i knoglen. En undersøgelse viste, at der var tale om en ondartet bindevævssvulst (sarcom) med spredning til lungerne.

fik fjernet en del af lårbenet og fik kemoterapeutisk behandling.

Klagen
Der er klaget over følgende:



at lægen overså en tumor på et røntgenbillede og dermed fejldiagnosticerede .


Nævnets afgørelse af klagen
Afdelingslæge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 12. januar 2001 på skadestuen, sygehus A.

Reservelæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin vurdering af røntgenbilledet den 12. januar 2001 på røntgenafdelingen, sygehus A.

Afdelingslæge B har ikke overtrådt lægeloven ved sin vurdering af røntgenbilledet den 12. januar 2001 på røntgenafdelingen, sygehus A. Det havde dog været hensigtsmæssigt, om afdelingslæge B havde været opmærksom på knoglestrukturen også i yderkanten af røntgenbilledet og tænkt på muligheden for en sjælden lidelse.

Begrundelse
Nævnet kan oplyse, at det initiale symptom i næsten alle tilfælde af knoglekræft (osteosarcom) er regionale smerter, som er relativt beskedne, og at der oftest går nogle måneder inden patienten opsøger egen læge. Hvis generne på dette tidspunkt stadig er moderate, vil også lægen være tilbøjelig til at mistolke de oftest ledrelaterede smerter, og diagnostikken kan således blive yderligere forsinket. Patienterne er i reglen upåvirkede. Den initiale røntgenundersøgelse giver som regel anledning til en eksakt diagnose. Samtidig fremgår det, at der i Danmark årligt nydiagnosticeres ca. 10-15 tilfælde af osteosarcomer.

Det er således nævnets opfattelse, at der er tale om en sjælden omend kendt lidelse, som har meget få karakteristiske initielle symptomer.

Af journalen fremgår, at afdelingslæge A ved sin undersøgelse af indhentede oplysninger om sygehistorien og fandt, at knæleddet havde normal bevægelighed, ingen ansamling og ingen løshed, men ømhed og smertereaktion på indre ledlinie. Der blev indhentet oplysninger om sygehistorien, og der blev gennemført en røntgenundersøgelse. Billederne blev tolket som normale, og det samme gjorde sig gældende ved røntgenafdelingens senere vurdering af billederne.

Efter undersøgelsen, som ikke gav nogen umiddelbar diagnose, blev ifølge journalen hjemsendt med et støttebind og information om at henvende sig til egen læge ved vedvarende gener.

Det er nævnets vurdering, at afdelingslæge A foretog en relevant klinisk undersøgelse inklusiv røntgenundersøgelse.

Af sagens materiale fremgår endvidere, at røntgenbillederne blev vurderet af reservelæge og afdelingslæge B på røntgenafdelingen, som heller ikke fandt noget abnormt.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at afdelingslæge A har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af den 12. januar 2001.

Af udtalelsen fra overlægen på røntgenafdelingen af 28. januar 2002 og journalen fremgår, at røntgenbillederne af venstre knæled efterfølgende blev beskrevet af reservelæge og kontrasigneret af afdelingslæge B. Der blev fundet normale forhold.

Nævnet kan oplyse, at der efter vanlige principper er foretaget et forfra- og et sidebillede af venstre knæled i god kvalitet. Knæleddets ledspalter er velfremstillede. Der er normale ledspalter, ingen ansamling og ingen brud eller bløddelsforkalkninger. I lårbensknoglen er der på sidebilledet - ca. 7 cm over knæets ledlinie - en let øget gennemskinnelighed af knoglemarven, men kun let udtynding af knoglebarken og mest udtalt fortil. På forfrabilledet er forandringen delvist skjult af det indstemplede navneskilt. Ved optagelse af røntgenbilleder blænder man ind på det område, der ønskes undersøgt, for at undgå unødig bestråling. Røntgenbillederne er optaget med henblik på knæleddet og er korrekt indblændede.

Nævnet kan endvidere oplyse, at en røntgenlæge vurderer røntgenbilleder i lyset af den sygehistorie, som fremgår af henvisningssedlen, og udfra en viden om den mest sandsynlige diagnose. Hos en kvinde på ca. 45 år, med langsomt opståede belastningssmerter i knæleddet uden kendt skademekanisme og ømhed på inderste ledlinie, er den mest sandsynlige diagnose slidgigt. Røntgenlægerne vil derfor naturligt fokusere på selve knæleddet. I dette tilfælde var forholdene i og lige omkring leddet normale, men nævnet kan oplyse, at røntgenbilleder på trods af begyndende slidgigt kan vise helt normale forhold, så slidgigt kunne fortsat have været forklaringen på s symptomer.

Endelig kan nævnet oplyse, at det er tiltagende svært at opdage de sygelige forandringer jo nærmere de ligger ved billedets yderkant, og at der altid er en risiko for at overse sjældne og uventede fund på et røntgenbillede. Det kræver stor erfaring at se sjældne og uventede fund. Hvis man ser på billederne med baggrund i det videre forløb, hvor pådrog sig et spontant brud på lårbensknoglen gennem det syge knogleområde, kan man se forandringen. At søge at afdække forandringerne på forhånd er ikke altid lige nemt. En uerfaren røntgenlæge vil have stor risiko for at overse uventede fund, og derfor er det vanlig procedure, at røntgenbillederne ses og kontrasigneres af en speciallæge i radiologi, hvilket også var den procedure, der blev anvendt på røntgenafdelingen på sygehus A.

Af sagens materiale fremgår imidlertid, at afdelingslæge B også overså de diskrete ændringer i knoglestrukturen fra den sjældne lidelse.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag at fastslå, at reservelæge og afdelingslæge B har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved vurderingen af røntgenbilledet fra den 12. januar 2001. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om afdelingslæge B havde været opmærksom på knoglestrukturen også i yderkanten af røntgenbilledet.