Klage over underretning til en børn- og ungdomsrådgivning

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at praktiserende læge den 16. maj 2000 har videregivet oplysninger om til Børn- og Ungdomsrådgivningen i .Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 16. maj 2000 til Børn- og Ungdomsrådgivningen i om .

Sagsnummer:

0231303

Offentliggørelsesdato:

20. september 2002

Juridisk tema:

Tavshedspligt

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at praktiserende læge <****> den 16. maj 2000 har videregivet oplysninger om <****> til Børn- og Ungdomsrådgivningen i <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 16. maj 2000 til Børn- og Ungdomsrådgivningen i <****> om <****>.

Hændelsesforløb

Praktiserende læge har siden december 1997 været læge for s ægtefælle, og den 15. december 1997 talte læge første gang med . I april 1998 blev tilsluttet det lægehus, hvor læge tillige praktiserede. fik i 1986 en søn, .

Den 16. maj 2000 foretog læge en underretning til Børn- og Ungdomsrådgivningen i om familieforholdene, idet han var bekymret for sønnen. Som følge heraf blev , hendes ægtefælle og sønnen indkaldt til et møde den 27. november 2000 med en socialrådgiver og læge . Læge skrev efterfølgende et resume af mødet.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At læge har brudt sin tavshedspligt ved at underrette kommunen om s familieforhold, uden først at have indhentet samtykke dertil.

2. At læge har udarbejdet en underretning, som indeholder urigtige og usaglige vurderinger og forhold.

Det er herved anført, at læge i sin underretning har skrevet om hypoteser, som ikke er bekræftet, samt at man ikke ud af underretningen kan se, fra hvem oplysningerne kommer, og hvornår de er fra.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Praktiserende læge har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin underretning af Børn- og Ungdomsrådgivningen i den 16. maj 2000.

Begrundelse

Det fremgår af s journal den 6. maj 1998, at der var personlige problemer i form af alkoholproblemer hos ægtefællen. Der er endvidere i hendes journal indført et vagtlægenotat fra den 20. september 1999, som gengav ægteskabelige problemer. s ægtefælle var ifølge hende råbende og udskældende, men ifølge vagtlægen var han helt rolig og ræsonnabel. Samtalen blev pludselig afbrudt.

Nævnet kan oplyse, at s ægtefælles journal har været tilgængelig for nævnet ved vurderingen af sagen.

Det fremgår af læge s udtalelse til sagen, at han fra en bekendt til familien havde oplysninger, idet denne rystet havde ringet til ham. Familiens bekendte var således bekymret for , som var angst og grædende. Han indberettede derfor familieforholdet på baggrund af sit egen kendskab til forholdet, på opfordring af en vagtlæge samt på baggrund af de oplysninger, han havde fået af familiens bekendte.

Nævnet kan oplyse, at det af lov om patienters retsstilling § 26 fremgår, at en sundhedsperson med en patients samtykke kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. Videregivelsen er således til andre formål end behandling. Imidlertid kan oplysningerne videregives uden samtykke, når det af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov følger, at oplysningen skal videregives, og at oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Nævnet kan endvidere oplyse, at en læge i henhold til lov om social service (serviceloven) § 36 har en underretningspligt i forhold til kommunen, såfremt han får kendskab til, at et barn eller ung under 18 år af forældre eller andre opdragers side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare.

Nævnet kan videre oplyse, at det af Vejledning 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og videregivelse af helbredsoplysninger samt af forarbejderne til lov om patienters retsstilling fremgår, at videregivelse efter § 26 uden en patients samtykke forudsætter, at en sundhedsperson i almindelighed, forinden videregivelsen finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke, medmindre der foreligger særlige grunde.

Det er nævnets opfattelse, at læge havde grund til at antage, at ikke ville give sit samtykke til underretningen af Børn- og Ungdomsrådgivningen i og det er videre nævnets opfattelse, at det var relevant at foretage underretningen med de oplysninger læge havde om familien.

På denne baggrund finder nævnet, at læge den 16. maj 2000 var berettiget til foretage en underretning af de sociale myndigheder, og han har således ikke overtrådt sin tavshedspligt ved at foretage denne.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at indberetningspligten i servicelovens § 36 er en særlig grund til at undlade at indhente patientens samtykke.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Læge har ikke overtrådt lægeloven i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 16. maj 2000 til Børn- og Ungdomsrådgivningen i om sønnen.

Begrundelse

Det fremgår af læge s udtalelse til sagen, at han gennem havde fået oplyst, at der var problemer i familien, blandt andet på grund af ægtefællens alkoholforbrug.

Det fremgår endvidere af et i s journal indført vagtlægenotat af 20. september 1999, at der var ægteskabelige problemer, idet s ægtefælle var råbende og udskældende.

Ifølge journalen vurderede læge den 12. maj 2000, at forældrene var præget af psykisk ustabilitet og ubeskriveligt had med gensidig terror. På baggrund af sine observationer og sin bekymring for familiens søn samt i henhold til underretningspligten overfor kommunen, underrettede læge derfor familieforholdet til Børn- og Ungdomsrådgivningen i den 16. maj 2000. I erklæringen anførte han blandt andet, at han havde stærk mistanke til, at familiens barn led skade.

Nævnet kan oplyse, at en læge ved afgivelse af en lægeerklæring skal anføre sin vurdering af patienten samt medtage de forhold, som han finder relevant med henblik på at opfylde erklæringens formål.

Som det fremgår af ovenstående vedrørende lov om social service (serviceloven) § 36, er lægens underretningspligt i forhold til kommunen alene baseret på det kendskab han får til forholdene.

Nævnet finder samlet, at læge foretog en relevant vurdering af forholdene i sagen, og på baggrund heraf udfærdigede erklæringen af 16. maj 2000, der var relevant i forhold til det aktuelle formål, nemlig at underrette kommunen om sagen og overlade det til de sociale myndigheder at belyse problemerne yderligere.