Klage over mangelfuld behandling i forbindelse med genoplivning

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 25. september 2011 på Sygehus 1, da overlægen har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·         At ikke modtog en korrekt behandling på , Sygehus 1, den 25. september 2011.

Klager har blandt andet anført, at fik hjertestop i akutmodtagelsen på Sygehus 1. Han fik adrenalin i hjertet, hvorefter den behandlende læge meddelte, at han ikke ville yde intensiv hjælp, fordi s IQ var på 50. Det er endeligt anført, at døde hurtigt herefter.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

var multihandikappet med en delvis lammelse (cerebral parese), og havde top-kateter, som er et specielt kronisk blærekateter. Sidstnævnte disponerer til blærebetændelse og i værste fald urosepsis, som er en infektion i blodet som følge af betændelse i urinvejene. s seneste forudgående indlæggelse på Sygehus 1 var den 25. maj 2010.

Begrundelse for afgørelsen

Den 25. september 2011 klokken 16.30 blev indbragt til Sygehus 1 med ambulance henvist af vagtlægen, fordi han gennem tre til fire timer havde været tiltagende dårlig med hurtig, overfladisk vejrtrækning (påskyndet respiration) samt klam og koldtsvedende.  Undervejs til hospitalet havde man i ambulancen forgæves forsøgt at anlægge drop (etablere i.v. adgang). Ved ankomsten havde fri respiration med en vejrtrækningsfrekvens på 30. havde en iltmætning på 96 % ved tilførsel af to liter ilt på maske. Ved ankomsten til modtagelsen blev s blodtryk målt til 66/45 mmHg og pulsen 130. Også i modtagelsen havde man vanskeligt ved at få anlagt drop, hvorefter overlæge blev tilkaldt. Overlæge anbefalede indgift af Voluven, som er et bloderstatningsprodukt og efterfølgende saltvand (NaCl). Der forelå nu hjertekardiogram (ekg), som viste en hurtig og uhensigtsmæssig hjerterytme med en frekvens på 130 (ventrikel-takykardi).

Kl. 16.45 var det lykkedes at få anlagt drop (perifer veneadgang), og der blev påbegyndt infusion af Voluven, mens endnu et drop med Voluven blev anlagt.

Kl. 16.53 lå s blodtryk på 50-70/40 mmHg, og hans puls var 40, og overlæge blev atter tilkaldt, mens der blev gjort klar til at give ham et antibiotikum (cefuroxim 1,5 g).

Kl. 16.57 ankom overlæge atter, og i samme øjeblik fik hjertestop. Der blev straks påbegyndt genoplivning med hjertemassage, og defibrillator blev klargjort.  I første omgang blev der givet et mg Adrenalin, derefter hjertemassage og check af hjerterytmen, som viste pulsløs elektrisk aktivitet (PEA). Efterfølgende blev der givet yderligere et mg Adrenalin med fortsat hjertemassage og ventilation.

Kl. 17.07 havde atter spontan vejrtrækning og puls. Der blev opsat 1,5 g Cefuroxim til hurtigt indløb, blodtrykket steg til 120/55 mmHg og pulsen var 100. Der blev taget en blodprøve, som viste øget syreproduktion i kroppen (metabolsk acidose), hvilket ofte ses ved hjertestop. Endelig blev der givet 10 ml Calcium Sandoz, og der blev opsat yderligere 2 liter NaCl.

Trods ovennævnte behandling faldt s blodtryk og puls langsomt. Overlæge vurderede, at der ikke var indikation for intensiv behandling af og heller ikke indikation for yderligere forsøg på genoplivning af . Herefter fik atter hjertestop og døde klokken 17.33.

Det fremgår af klagen, at overlæge i forbindelse med beslutningen om ikke at gøre yderligere forsøg på genoplivning af udtalte, at s IQ kun var 50. Det fremgår yderligere, at klager flere gange gjorde opmærksom på, at s IQ faktisk var på 66, og at klager ikke mente, s IQ var det rette grundlag for at træffe afgørelsen om ikke at gøre yderligere genoplivningsforsøg.

Overlæge har i sin udtalelse til sagen anført, at han ganske rigtigt havde fremsat en bemærkning om s IQ, og at han straks i situationen overfor både pårørende og personale tog afstand fra den. Overlægen har endeligt anført, at beslutningen om ikke at foretage yderligere genoplivningsforsøg blev taget på baggrund af forløbet på stuen efter blev indbragt på hospitalet, samt hans generelle kliniske tilstand, herunder at han var i septisk shock.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at ifølge de generelle anbefalinger vedrørende genoplivning bør forsøg på genoplivning ikke indstilles, så længe der er stødbar rytme.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at behandling kan indstilles, hvis der trods pågående avanceret genoplivning, og uden at der samtidigt foreligger ukorrigeret reversibel årsag, ikke er hjerteslag i mere end 20 minutter (asystoli).

Disciplinærnævnet kan endvidere oplyse, at urosepsis er en potentielt reversibel tilstand. Behandling af en patient med urosepsis indebærer hurtigst mulig transport til et intensiv-afsnit, så patienten kan få den optimale overvågning og behandling.

Overlæge har i sit partshøringssvar af 13. juli 2012 anført, at der ikke er et intensivt afsnit på Sygehus 1, og at kritisk syge patienter normalt vil blive kørt direkte til Sygehus 2 med henblik på mulighed for intensiv behandling. Overlægen har i sit partshøringssvar tillige anført, at han ved indlæggelsen vurderede, at patienten var for kritisk syg til overflytning til andet hospital og måtte stabiliseres på Sygehus 1 før ny vurdering med henblik på overflytning.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at der i journalnotaterne fra den 25. maj 2011 ikke er anført, at var for kritisk syg til overflytning til andet hospital. Det fremgår derimod, at overlæge ikke fandt indikation for hverken intensiv behandling eller yderligere forsøg på genoplivning af .

Disciplinærnævnet har videre lagt vægt på, at der på Sygehus 1 i weekenderne er en anæstesilæge i tilkaldevagt med 30 minutters responstid.

Disciplinærnævnet har endvidere lagt vægt på, at havde responderet gunstigt på behandling af det første hjertestop, herunder opnåelse af egen respiration og pænt blodtryk.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at tilstedeværelsen af en anæstesilæge kunne have optimeret mulighederne for at stabilisere , hvorefter han kunne være blevet overført til et hospital med et intensivt afsnit.

Det er videre disciplinærnævnets opfattelse, at den udløsende årsag til s klinisk dårlige tilstand var mest sandsynligt urosepsis, som endnu ikke var korrigeret.

Det er herefter disciplinærnævnets vurdering, at overlæge burde have tilkaldt en anæstesilæge.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at overlæge ikke burde have indstillet behandlingen af , da hans blodtryk og puls igen faldt.

Disciplinærnævnet finder herefter, at overlæge s behandling af den 25. september 2011 på Sygehus 1 var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.