Manglende overdragelse af kritiske fund

Afdelingslæge får kritik for ikke at sikre, at modificeret beskrivelse af en røntgenundersøgelse med kritisk fund og anbefaling af videre undersøgelse ikke blev overdraget til forløbsansvarlige speciale mhp. opfølgning og information til patienten.

Sagsnummer:

23DNU20

Offentliggørelsesdato:

31. maj 2023

Speciale:

Lungesygdomme, Røntgen (radiologi)

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives kritik til:

  • Afdelingslæge A (aut. ID ), Afdeling A, , for behandlingen den 17. november 2020.

Der gives ikke kritik til:

  • Afdelingslæge B (aut. ID ), Afdeling B, , og afdelingslæge C (aut. ID ), Afdeling A, , for behandlingen.

Det betyder, at afdelingslæge A ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Det betyder videre, at afdelingslæge B og afdelingslæge C udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

Klagen

Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling af afdelingslæge B på Afdeling B, afdelingslæge C og afdelingslæge A på Afdeling A, , i perioden fra den 9. til den 17. november 2020.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er, at:

  • s scanning ikke blev tilstrækkeligt undersøgt, da det ikke blev opdaget, at han havde en knude i spiserøret.
  • der ikke blev reageret relevant på ændringen af scanningsbeskrivelsen.

Sagsfremstilling

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 9. november 2020 fik 64-årige pga. tiltagende lungesymptomer med trykken bag brystbenet, kortåndethed og vægttab, på mistanke om en ukendt kræftsygdom, foretaget en CT-scanning af lunger og mave med intravenøs kontrast. Beskrivelsen blev foretaget af afdelingslæge B på Afdeling B, , som ikke fandt nogen synlig kræft på scanningen.

Den 10. november 2020 gav afdelingslæge C på Afdeling A, , telefonisk svar til om, at der ved scanningen den 9. november 2020 ikke var mistanke om et ondartet fund.

Senere den 10. november 2020 var s CT-scanning på lægefaglig konference, og der blev lavet en tilføjelse til beskrivelsen af en radiolog, som fandt vægfortykkelse af midterste 1/3 af spiserøret, væskeniveau i spiserøret samt en grænseforstørret lymfeknude på samme niveau. I tilføjelsen blev anbefalet yderligere udredning.

Det er oplyst til sagen, at blev afsluttet fra Afdeling A efter telefonkonsultationen med afdelingslæge C den 10. november 2020.

Det er oplyst i en udtalelse til sagen fra afdelingslæge A på Afdeling A, , at han den 17. november 2020 kvitterede for s scanning den 9. november 2020, og at han ikke reagerede som vanligt i forhold til, om der var billeder, som der ikke tidligere var reageret på.

Det fremgår af klagen, at den 12. juli 2021 i forbindelse med en undersøgelse på et andet sygehus blev oplyst om ændringen af scanningsbeskrivelsen.

Begrundelse

Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet har til brug for afgørelsen indhentet CT-scanning af den 12. marts 2020 og CT-scanning af den 9. november 2020.

Afdelingslæge B

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere afdelingslæge B.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • afdelingslæge B i overensstemmelse med sædvanlig praksis foretog en beskrivelse af CT-scanningen af lunger og mave af den 9. november 2020 kronologisk oppe fra og ned og sammenlignede med en tidligere CT-scanning af den 12. marts 2020.
  • det er disciplinærnævnets vurdering, at s spiserør ser sædvanligt ud, og kun på enkelte snit måler væggen mere end 5 mm. Det er i øvrigt nævnets vurdering, at de øvrige fund på CT-scanningen af den 9. november 2020 er normale, herunder når der sammenlignes med CT-scanningen af den 12. marts 2020.
  • afdelingslæge B på baggrund af CT-scanningen ikke burde have haft mistanke om, at forandringerne i spiserøret skyldtes kræft, eller at der var tegn på betændelse, henset til at kræft i spiserøret på en CT-scanning sædvanligvis ses som en lokaliseret eller omkransende eller kontrastforstærket vægfortykkelse af spiserøret, som måler over 5 mm. I værre tilfælde ses gennemvækst af væggen i spiserøret og ud i det omkringliggende væv samt forstørrede lymfeknuder i området med kort akse på mindst 10 mm. Senere i forløbet ses spredning til andre organer, eksempelvis mellemgulvsmusklen. Betændelse i spiserøret ses derimod som vægfortykkelse over et længere stykke med optagelse af kontrast i væggen.
  • afdelingslæge B desuden ikke burde have reageret på tilføjelsen på konferencen og ikke burde have skrevet i beskrivelsen, at CT-scanningen kom på konference dagen efter, da det ikke følger af sædvanlig praksis at gøre opmærksom på, at et scanningssvar kan blive ændret, eller at der kan komme en tilføjelse.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at afdelingslæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 9. november 2020 på Afdeling B, .

Afdelingslæge C

Disciplinærnævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere afdelingslæge C for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • afdelingslæge C ikke burde have forudset, at CT-scanningen skulle drøftes på konference den efterfølgende dag, hvorfor hun ikke burde have reageret på ændringen af beskrivelsen den 10. november 2020. Ofte vil den enkelte læge dagligt godkende mange undersøgelser, og det er ikke muligt at blive adviseret direkte som godkender af et givent scanningssvar, såfremt dette bliver ændret ved en senere lejlighed.
  • udredningsforløbet på relevant vis blev afsluttet den 10. november 2020 uden yderligere plan for opfølgning, da den oprindelige beskrivelse uden tilføjelse er gengivet i notatet fra telefonkonsultationen den 10. november 2020. Disciplinærnævnet kan oplyse, at en beskrivelse uden tegn på kræft eller anden alvorlig og behandlingskrævende sygdom efter sædvanlig praksis bliver godkendt i løbet af få dage i henhold til lokale retningslinjer, og patienten vil herefter blive informeret i henhold til aftale mellem patienten og den rekvirerende afdeling omkring afgivelse af svar, enten ved fremmøde, over telefon eller via brev.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at afdelingslæge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 10. november 2020 på Afdeling A, .

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere afdelingslæge A på Afdeling A, for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:

  • der altid bør være lokale procedurer, der sikrer, at vigtige undersøgelsessvar og ændringer hertil ikke overses, herunder i forbindelse med udredningsforløb, der involverer flere afdelinger. Dette sker ofte ved hjælp af såkaldte prøvesvarslister, der fungerer som opsamling for ikke godkendte eller ændrede prøvesvar. Hvis der tilkommer ændret beskrivelse af en tidligere besvaret undersøgelse, vil dette f.eks. være markeret som ”modificeret”, ”ændret” i den elektroniske patientjournal. Det ændrede indhold vil oftest være tilføjet øverst eller nederst som tillæg til den oprindelige beskrivelse. Når først et givent svar er godkendt, vil det ikke længere figurere på ovenfornævnte prøvesvarsliste.
  • afdelingslæge A’s blotte godkendelse af ændringen af beskrivelsen medførte, at andre læger ikke efterfølgende havde mulighed for at blive gjort opmærksom på behovet for yderligere undersøgelse af s spiserør. I tilfælde af en ændring af en beskrivelse er det essentielt, at den læge, som godkender det modificerede scanningssvar og derfor påtager sig ansvaret for indholdet, orienterer sig grundigt i ændringen og afgør behovet for yderligere tiltag som følge heraf, hvilket afdelingslægen ikke gjorde.
  • afdelingslæge A den 17. november 2020 ikke reagerede relevant på ændringen af beskrivelsen, da han kvitterede for det reviderede svar af den 10. november 2020 uden at informere om den ændrede beskrivelse eller henviste til den anbefalede videre undersøgelse.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at afdelingslæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 17. november 2020 på Afdeling A, .

Regler

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed