×

Kommunen havde ikke oplyst sagen tilstrækkeligt, inden de traf afgørelse om kørselsgodtgørelse

Styrelsen hjemviser afgørelsen fra <****> Kommune:

  • om kørselsgodtgørelse.

Det betyder, at kommunen skal behandle din sag igen og træffe en ny afgørelse i sagen.

Du kan læse mere på de næste sider.

KLAGEN

Du har klaget over:

  • at du fik delvist afslag på kørselsgodtgørelse til speciallæge.

SAGSFREMSTILLING

Den 11. juni 2019 var du til laserbehandling for efterstær hos speciallæge. Du bad i den forbindelse kommunen om kørselsgodtgørelse.

Kommunen udbetalte den 14. juni 2019 64 kr. i kørselsgodtgørelse til dig.

Kommunen udbetalte kørselsgodtgørelse svarende til nærmest boende speciallæge, da du havde fået behandling hos en speciallæge, som ikke var den, der havde konsultationssted nærmest ved dit opholdssted.

Kommunen udbetalte et beløb svarende til billetprisen med det billigste offentlige transportmiddel til nærmeste speciallæge.

Du oplyser, at du ikke er blevet henvist af egen læge, men af en anden speciallæge. Du oplyser, at du ikke kan tage offentlig transport på grund af KOL og dårlig ryg og knæ. Du oplyser, at du er blevet bevilliget handicapkørsel af kommunen.

Vi har spurgt kommunen, om de har forholdt sig til dine oplysninger om, at du ikke kan benytte offentlig transport.

Kommunen oplyser hertil, at da du ikke er i stand til at tage offentlig transport, kan du benytte Flextrafik, som kan hente dig ved din bopæl.

Kommunen oplyser, at Flextrafik er et tilbud som kommunen har, fordi der er langt mellem busstoppestederne. Kommunen oplyser, at alle borgere kan benytte Flextrafik på lige fod med offentlig transport, men at det koster lidt mere.

Kommunen oplyser, at en enkelttur med Flextrafik koster 144 kr.

Kommunen oplyser, at det er deres praksis altid at udbetale svarende til billigste offentlige transportmiddel.

BEGRUNDELSE

En person, som får social pension, har ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse til speciallæge. Det samme gælder for andre personer, hvis afstanden til og fra speciallægens konsultationssted er over 50 km. Man har dog kun ret til kørselsgodtgørelse svarende til afstanden til den nærmeste speciallæge, som kan give den nødvendige behandling.

En person kan få kørselsgodtgørelse svarende til udgiften for det efter forholdene billigste, forsvarlige transportmiddel.

Det skal dog være praktisk muligt at benytte sig af det transportmiddel, der gives kørselsgodtgørelse til. Der skal derfor være en rimelig afstand fra bopælen til nærmeste offentlige transportmiddel, og fra nærmeste offentlige transportmiddel til speciallægen.

Det er kommunen, der har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt.

Vi vurderer, at kommunen ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt, inden der blev truffet afgørelse.

Vi har lagt vægt på:

  • at kommunen ikke har foretaget en konkret og individuel vurdering, fordi kommunen har udbetalt svarende til billigste offentlige transportmiddel uden at undersøge, om du var i stand til at benytte offentlig transport.
  • at oplysningerne om at du ikke er i stand til at benytte offentlig transport, er oplysninger, som kommunen som førsteinstans i første omgang bør tage stilling til.

Derfor hjemviser vi kommunens afgørelse af 14. juni 2019 om kørselsgodtgørelse til speciallæge.

Kommunen skal behandle din sag igen og træffe en ny afgørelse i sagen, hvor kommunen inddrager oplysninger om, hvorvidt du helbredsmæssigt er i stand til at benytte offentlig transport, og hvilket transportmiddel der er det billigste forsvarlige transportmiddel.

Det påhviler kommunen at undersøge hver enkelt sag tilstrækkeligt til at kunne fastlægge, hvad der efter forholdene er det billigste forsvarlige transportmiddel.

Afsluttende bemærkninger

Når en sag bliver hjemvist, skal kommunen træffe ny afgørelse i sagen.

Kommunen skal kun sende den nye afgørelse til borgeren, ikke til os, da sagen ved os bliver afsluttet med hjemvisningen.

Når kommunen træffer en ny afgørelse i en hjemvist sag, gælder den i stedet for den tidligere afgørelse. Borgeren skal i forbindelse med kommunens nye afgørelse oplyses om, at der er mulighed for at klage over den nye afgørelse til Styrelsen for Patientklager inden for den sædvanlige frist på 4 uger.

Det fremgår af kommunens afgørelse af 14. juni 2019, at hvis klager ønsker at klage over afgørelsen, skal der senest fire uger fra det tidspunkt, hvor afgørelsen modtages, indgives en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientklager blev oprettet den 1. juli 2018 og har overtaget al klagesagsbehandling fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det betyder, at klager over patientrettigheder omfattet af klage- og erstatningsloven ikke længere skal indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kommunen skal fremover henvise til rette klageinstans.

REGLER

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 5, nr. 10, om kommunens afgørelser om kørsel og kørselsgodtgørelse

Bekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven:

  • § 170, stk. 1-3, om kørsel eller kørselsgodtgørelse til og fra læge og speciallæge

Bekendtgørelse nr. 816 af 18. juni 2018 om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

  • § 5 om ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse til og fra speciallæge
  • § 6 om afstanden mellem bopæl og speciallægens konsultationssted
  • § 7 om nærmest beliggende speciallæge
  • § 30 om billigst forsvarlige transportmiddel