×

Region var berettiget til at anvende alternativ rute ved beregning af afstanden fra bopæl til behandlingssted

Styrelsen tiltræder afgørelsen fra Region <****>:

  • om kørselsgodtgørelse.

Det betyder, at du ikke havde ret til kørselsgodtgørelse.

Du kan læse mere på de næste sider.

KLAGEN

Du har klaget over:

  • at du fik afslag på kørselsgodtgørelse til sygehusbehandling.

SAGSFREMSTILLING

I perioden fra den 15. maj til den 20. december 2019 var du 53 gange til behandling på <****>. Du indgav efterfølgende en ansøgning om kørselsgodtgørelse.

Regionen traf afgørelse den 13. februar 2020 om afslag på kørselsgodtgørelse, da det beregnede tilskud ikke oversteg beløbsgrænsen for pensionsmodtagere, som var på 43 kr. Regionen anvendte Kraks ”alternative rute” ved beregning af afstanden fra din bopæl til behandlingsstedet.

Du oplyste i din klage, at du siden 2005, hvor du kom ud for en ulykke og blev lam fra brystet og ned, at du har været fast kørestolsbruger, at du har været igennem mange operationer og derfor ikke kunne tage offentlige transportmidler. Du oplyste videre, at under køreture kan din ryg ikke tåle hårde rystelser, derfor er der specialbyggede luftpuder under sæderne i din handicapbus.

Du skrev videre, at du ikke kunne køre den alternative rute, som regionen havde lagt til grund for deres afgørelse, da der i ruten var mange vejbump, hvilket ikke er godt for din ryg, og du derfor prøver at undgå vejbump, at den alternative rute var dyr i brændstof, og at den hurtigste rute var den mest skånsomme for din ryg. Du oplyste også, at den alternative rute tit var spærret på grund af vejarbejde.

Du skrev endeligt, at den alternative rute tager en del længere tid end den hurtigste rute, og at hvis du ikke modtager kørselsgodtgørelse, vil det ende med, at du ikke kan få din behandling, da du som pensionist vil have svært ved at afholde udgiften.

BEGRUNDELSE

En person har ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse til og fra sygehus, hvis man opfylder én af betingelserne herfor, blandt andet hvis man modtager social pension.

Man kan som pensionist kun få kørselsgodtgørelse til læge, hvis udgiften frem og tilbage er over 43 kr. i alt.

En region må ikke afholde en udgift, hvis der ikke er hjemmel til at afholde udgiften.

Vi vurderer derfor, at du ikke havde ret til kørselsgodtgørelse til sygehusbehandling.

Vi har lagt vægt på:

  • at du modtager social pension og dermed opfylder en af betingelserne for at få kørselsgodtgørelse.
  • at det er fast praksis ved beregningen af afstanden at bruge den korteste rute i Kraks afstandsberegner. Det gælder dog ikke, hvis der vises en rute med veje, hvor det ikke er tilladt at køre. Kraks afstandsberegner viser normalt den hurtigste rute, men man kan indstille den til at vise korteste rute ved at vælge funktionen ”Alternativ rute”.
  • at dine beregnede kørselsudgifter ikke overstiger beløbsgrænsen på 43 kr. for pensionister.
  • at du ikke kan få kørselsgodtgørelse til en længere rute, fordi den er mere praktisk at bruge, eller fordi den er hurtigere eller mere benzinøkonomisk.
  • at beregningen af kørselsgodtgørelsen er en teknisk beregning, hvorfor der ikke tages hensyn til, om der er vejbump på ruten, som du helst vil undgå at køre over.
  • at der ikke er forelagt nærmere dokumentation for, at den alternative rute har været spærret, og du derfor ikke kunne tage den alternative rute.

Derfor tiltræder vi regionens afgørelse af 13. februar 2020 om kørselsgodtgørelse til sygehusbehandling.

REGLER

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 6, nr. 13, om regionens afgørelser om kørsel og kørselsgodtgørelse

Bekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 af sundhedsloven:

  • § 171 om kørsel eller kørselsgodtgørelse til sygehusbehandling

Bekendtgørelse nr. 816 af 18. juni 2018 om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

  • § 31, stk. 1, om udgiftens størrelse

Cirkulære nr. 10051 af 9. december 2018 om regulering for 2019 af beløbsgrænser ved befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven