×

Overset brud på brystben

Reservelæge <***> har overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <***> den 16. februar 1999 på skadestuen, <***> Sygehus.

Vagtlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 16. februar 1999 i vagtlægekonsultationen.

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 18. februar 1999 ved telefonkonsultation.

De læger på intensiv afdeling, <***> Sygehus, der fra den 12. februar til den 14. marts 1999 var involveret i behandlingen af <***>, har ikke overtrådt lægeloven.

Den 16. februar 1999 var <***> involveret i et trafikuheld, hvor han slog brystkassen mod ratstammen. På grund af stærke smerter i brystet henvendte <***> sig samme dag ca. kl. 16 til modtagelsen, <***> Sygehus, hvorfra han blev visiteret til lægevagten og blev undersøgt af vagtlæge <***>, som henviste ham til skadestuen. På skadestuen blev han undersøgt af forvagten <***>, som konfererede med bagvagten <***>.

Den 17. februar 1999 blev der på en røntgenkonference konstateret, at røntgenbilleder af <***>s brystkasse, taget på skadestuen dagen før, viste, at der var et tværbrud af brystbenet mellem den øverste 1/3 og nederste 2/3 af brystbenet. Den øverste tredjedel af brystbenet var forskudt bagud, og bag brystbenet var der øget bløddelsfylde. Der var ikke luft i brysthulen eller blodansamling.

Den 18. februar 1999 blev praktiserende læge <***> ringet op af <***>s ægtefælle, som oplyste, at han havde stærke og tiltagende smerter samt vejrtrækningsbesvær og derfor anmodede om sygebesøg.

Den 20. februar 1999 blev <***> akut indlagt på <***> Sygehus på grund af tiltagende smerter og vejrtrækningsbesvær. <***> var stærkt smertepåvirket, træt og præget af dårlige vejrtrækning, og ved en røntgenundersøgelse blev der fundet lungebetændelsesforandringer specielt på højre side. Foruden bruddet på brystbenet blev der også fundet brud af flere ribben på højre side. Der var således tale om et såkaldt "løst" brystskelet. Der blev derfor anlagt epiduralkateter, gennem hvilket der blev indsprøjtet morfin i doser, der kunne holde <***> smertefri. Ved en ny røntgenundersøgelse af brystkassen samme dag blev der fundet, at der var begyndende luftansamling i højre brysthule.

Den 21. februar 1999 blev der lagt et dræn i højre brysthule, da luftansamlingen i højre brysthule tiltog, og <***> blev lagt i respirator. <***> blev herefter behandlet med respirator frem til den 7. marts 1999, idet hans evne til at ilte blodet var nedsat. I samme periode blev <***> antibiotisk behandlet for lungebetændelse.

Den 7. marts 1999 var tilstanden så god, at <***> blev taget ud af respiratoren. Der var nu ikke længere feber, men <***> havde fortsat vanskeligt ved at hoste igennem, og der var fortsat problemer med iltning af blodet.

Den 11. marts 1999 blev behandling med respirator genoptaget, da <***> var tiltagende udmattet. Den 12. marts 1999 fandt man, at det var nødvendigt at erstatte den tube, der var nedlagt gennem næsen i luftrøret, med et rør (trakealtube) indført gennem en kunstig luftrørsåbning fra halsens forside (perkutan dilatationstrakeostomi). Læge <***> foretog indgrebet.

Den 14. marts 1999 kl 20.30 døde <***>. Der blev efterfølgende afholdt retslægeligt ligsyn og retslig obduktion, hvor der blev fundet nedsuget blod i luftvejene, følger efter lungebetændelse, væskeansamling i brysthulen, brud af brystbenet og ribbenene 3 – 6 på højre side.

Der er klaget over, at <***> den 16. februar 1999 ikke blev undersøgt eller behandlet tilstrækkeligt og heller ikke fik stillet den korrekte diagnose, at <***> den 16. og 17. februar 1999 ikke blev informeret om, at der var brud på hans ribben, men kun at hans ribben var bøjede, at den praktiserende læge <***> ikke skønnede, at det var nødvendigt at aflægge <***> et sygebesøg den 2. februar 1999, og at <***> fra den 12. til den 14. marts 1999 ikke blev behandlet eller overvåget tilstrækkeligt.

For så vidt angår vagtlæge <***> har nævnet lagt vægt på, at han ved sin undersøgelse af <***> fandt, at der var udtalt ømhed af brystbenet (sternum), hvorfor han henviste <***> til skadestuen med henblik på røntgenundersøgelse af brystkassen (thorax) og brystbenet, samt en efterfølgende ortopædkirurgisk vurdering.

Patientklagenævnet finder, at vagtlæge <***> har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin undersøgelse af <***>.

For så vidt angår behandlingen på skadestuen har nævnet lagt vægt på, at forvagten <***> fandt, at <***> var smerteforpint, øm midt på brystbenet og i ribbenene, samt at der var fri vejrtrækning uden påvirkning af respirationslydene. Nævnet har tillige lagt vægt på, at røntgenbillederne blev beskrevet som værende uden tegn på brud og uden tegn på luftansamling i brysthulen.

Nævnet har videre lagt vægt på, at forvagten <***> konfererede med reservelæge <***>, som vurderede, at der var tale om et brud på brystbenet, men da der ikke var omkringliggende ansamling, mente han, at det var et brud af ældre dato, og <***> blev derfor sendt hjem med information om at kontakte egen læge ved symptomer på lungebetændelse og fik noget smertestillende medicin. Nævnet har tillige lagt vægt på, at det ikke af journalen fremgår, at der var overvejelser om, at bruddet på brystbenet var af ældre dato.

Nævnet kan oplyse, at ved brysttraumer, som den <***> var udsat for, er det kendt, at der kan forekomme alvorlige læsioner af de bagved brystbenet liggende strukturer.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at røntgenoptagelsen den 16. februar 1999 viser et brud cirka midt på brystbenet med en knoglebredddes forskydning. Bruddets øvre ende er således trykket ind i brysthulen. Bag om brudområdet ses en langstrakt og op til 1 cm tyk fortætning foreneligt med blodig ansamling, hvilket tyder på en frisk læsion. Forandringerne er tydeligere på specialoptagelsen af brystbenet, men bruddet og forskydningen kan ligeledes ses på sideoptagelsen af brysthulen. Der kan ikke med sikkerhed ses nogen brud på ribbenene, ligesom der ikke er tegn til sammenklapning af lungevævet eller blod i lungehulen.

Patientklagenævnet finder, at reservelæge <***> har handlet under almindelig anerkendt faglig standard ved sin vurdering og behandling af <***>, idet han ved en samtale med <***> burde have fået fastlagt, om der tidligere havde været et traume mod brystkassen, eftersom han havde en formodning herom, ligesom han ved egen vurdering selv burde have undersøgt <***>s tilstand.

Nævnet kan hertil oplyse, at uforskudte brud på brystbenet kan være besværlige at diagnosticere på almindelige røntgenoptagelser, men et tydeligt forskudt brud på specialoptagelse af brystbenet bør ikke overses.

For så vidt angår læge <***> har nævnet lagt vægt på, at den 18. februar 1999 modtog praktiserende læge <***> vagtlægenotatet og røntgenbeskrivelsen fra røntgenafdelingen, <***> Sygehus, som oplyste, at <***> havde brækket brystbenet, og at behandlingen var smertestillende, samt egen læges skulle kontaktes ved symptomer på lungebetændelse.

Nævnet har videre lagt vægt på, at det af læge <***>s oplysninger til sagen fremgår, at læge <***> under telefonsamtalen den 18. februar 1999 med <***>s ægtefælle foreslog, at <***> blev indlagt, hvilket han afslog. Læge <***> fandt på den baggrund ikke, at det var indiceret med et akut sygebesøg, men ordinerede i stedet smertestillende medicin (Panodil og Nobligan) for at formindske risikoen for lungebetændelse og forklarede <***>s ægtefælle vigtigheden af smertedæmpende behandling, idet det var væsentligt, at <***> blev i stand til at trække vejret godt igennem.

Nævnet kan oplyse, at behandlingen ved brud på ribben eller brystben i ukomplicerede tilfælde alene er smertestillende (symptomatisk). Smerter efter brud på ribben og brystben kan dog være meget generende og langvarige.

Patientklagenævnet finder, at læge <***> har handlet i overensstemmelse med almindelig faglig standard, idet det var korrekt at tilbyde indlæggelse og alternativt at tilbyde smertestillende medicin, da traumet mod brystkassen fra ortopædkirurgisk side var blevet vurderet som ukompliceret.

For så vidt angår information den 17. februar 1999 har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at patienten blev kontaktet telefonisk, og at han blev informeret om, at der på en røntgenkonference blev fundet, at der var brud på brystbenet, men at behandlingsregimet var uændret.

Patientklagenævnet finder det således godtgjort, at der den 17. februar 1999 blev informeret om, at der var brud på brystbenet.

For så vidt angår behandlingen på intensiv afdeling har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 12. marts fremgår, at anlæggelsen af en kunstig luftrørsåbning blev foretage under fuld bedøvelse suppleret med lokalbedøvelse i området over luftrøret. Luftrøret (trachea) blev lokaliseret ved indstik med en kanyle mellem 1. og 2. bruskning i luftrøret, og gennem et 1 - 1½ cm langt snit i huden blev vævet udvidet (dilateret) med en tang (pean) ned i luftrøret, så dette kunne føles med en finger. Der blev derefter via en special inføringskanyle indlagt en tynd bøjelig metalwire (en leder) i luftrøret, og over denne blev trådet et rør (dilatatorer) med stigende tykkelse. Efter en tilstrækkelig udvidelse blev et rør (trakealtube) nedført gennem den tildannede kanal uden problemer. Røret blev sikret med bændel omkring halsen og med et forbindelsesstykke af elastisk type forbundet med respiratoren for at minimere risikoen for træk i kanylen.

Nævnet kan oplyse, at en kunstig luftrørsåbning med indføring af et rør i luftrøret fra halsens forside er en vel gennemprøvet metode, og at den anvendes rutinemæssigt mange steder som alternativ til en kunstig luftrørsåbning ved en egentlig operation.

Nævnet har videre lagt vægt på, at ifølge obduktionserklæringen blev åbningen til luftrøret fundet at være placeret umiddelbart over skjoldbruskkirtlens nederste midterste del (isthmus), hvor der ikke var læsion eller blødning.

Patientklagenævnet finder, at lægerne <***> på intensiv afdeling har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, idet anlæggelsen af den kunstige luftrørsåbning ifølge beskrivelsen blev foretaget i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, og der er intet, der tyder på, at der skulle være begået fejl under proceduren.

Nævnet har lagt vægt på, at der ifølge journalen var klar fremgang i <***>s tilstand i dagene efter, at der var anlagt den kunstige luftrørsåbning. Han var således vågen og i stand til at samarbejde, så han en del af dagen var oppe at sidde i stol og kunne i lange perioder klare sig uden respirator.

Nævnet kan oplyse, at de fysiske afstande på en intensiv afdeling er små med sygestuerne placeret tæt omkring et kontrolrum. Elektroniske alarmsystemer vedrørende vitale parametre (hjerteaktion og respiratorfunktion m.v.) sikrer, at sygeplejersken øjeblikkeligt vil kunne komme til stede ved problemer. Afhængigt af patientens tilstand vil der desuden være regelmæssige tilsyn eller konstant tilstedeværelse af plejepersonale på sygestuen. En sådan organisation anvendes på mange intensiv afdelinger og kan ikke anses for uforsvarlig.

Nævnet har videre lagt vægt på, at læge <***> den 14. marts 1999 kl. ca. 19.00 blev tilkaldt, fordi sygeplejersken havde observeret let sivning af blod fra <***>’s kunstige luftrørsåbning, og <***> havde været noget urolig. Der blev givet beroligende/sløvende medicin (Dormicum), og siveblødningen blev standset efter let kompression af den kunstige luftrørsåbning. Nævnet har tillige lagt vægt på, at eftersom <***> fortsat var noget urolig, blev han konstant overvåget og søgt beroliget af plejepersonale på sygestuen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ca. en halv time efter den første blødning, blev der atter observeret blødning fra den kunstige luftrørsåbning, og der blev derfor igen forsøgt kompression og indgivet Cyclocapron.

Nævnet kan oplyse, at Cyclocapron i visse situationer kan medvirke til at bremse blødning.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at blødningen tiltog, blodtrykket steg og <***> fik besværet vejrtrækning, hvorfor der blev forsøgt at sikre tilstrækkelig ilttilførsel ved med en ventilationspose at indblæse ren ilt i lungerne gennem det kunstige luftrør, idet man samtidig gav mere sløvende medicin (Dormicum og Haldid). Der kom imidlertid hurtigt så stor modstand, at indblæsning af ilt ikke var mulig, og sugning gennem det kunstige luftrør blev derfor forsøgt, uden at det hjalp.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at der derefter var udtalte tegn på iltmangel i form af blåfarvning og udsættende hjertefunktion, hvorfor det kunstige luftrør blev fjernet og i stedet indsat på sædvanligvis gennem munden for at sikre, at modstanden mod indblæsning ikke skyldtes mekaniske forhold som følge af displacering eller tillukning af røret. Det var imidlertid fortsat ikke muligt at indblæse tilstrækkeligt ilt i lungerne, og genoplivningsbehandling med hjertemassage og kredsløbsstimulerende medicin (Adrenalin og Atropin) var forgæves.

Patientklagenævnet finder, at overlæge <***> og sygeplejepersonale var konstant til stede på sygestuen fra starten af den anden blødning, og nævnet finder videre, at der blev foretaget relevant behandling, som levede op til almindelig anerkendt faglig standard.

Det er Patientklagenævnet opfattelse, at <***> blev ramt af en velkendt, men meget sjælden komplikation i form af blødning til lungerne fra den kunstige luftrørsåbning, og det er nævnets vurdering, at det tragiske forløb er et eksempel på, at når denne komplikation optræder, kan forløbet være så voldsomt, at selv en hurtigt indsat, korrekt behandling ikke er tilstrækkelig.