×

Klage over behandling af mellemørebetændelse med præparatet Kenalog med salicylsyre.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme A for hans behandling af <****> den 10. december 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge A for hans behandling af <****> den 13. december 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 11. marts 2005 på øre-, næse- og halsafdelingen, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb
<****> havde som barn haft mange tilfælde af mellemørebetændelse og havde været opereret med ny trommehinde på venstre øre en gang. Hun havde på den seneste fået begyndende svimmelhedsanfald, hvorfor hun efter anbefaling fra sin praktiserende læge opsøgte speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme A.

Den 1. december 2004 var <****> til undersøgelse hos speciallæge A. Speciallægen fandt en del pusagtigt sekret i venstre øregang, som han sugede væk. Herefter kunne han se et lille hul i trommehinden. Gennem hullet kunne han se, at mellemøret var fyldt med rødt, nopret væv (granulationsvæv), som ses ved betændelsestilstande og sårheling. Speciallægen fandt normale forhold i højre øre.

Speciallægen ordinerede behandling med øredråber til drypning to gange dagligt i venstre øre. Desuden fik <****> recept på nogle næsedråber, da hun også havde gener fra næsen.

Den 10. december 2003 var <****> atter til undersøgelse hos speciallæge A. Hun medbragte øredråberne, men havde endnu ikke dryppet øret. Speciallægen fandt igen en del sekret i venstre øregang, som han sugede væk. Speciallægen fjernede en lille polyp bestående af granulationsvæv, som stak ud gennem trommehinden. Speciallægen lavede hullet i trommehinden større, hvorefter han sugede væske ud af mellemøret og dryppede øredråberne ind i mellemøret. <****> blev meget svimmel af denne behandling og fik endvidere kvalme med efterfølgende opkast. Hendes far blev tilkaldt med henblik på at ledsage hende hjem. Efter én time var hendes gener dog fortsat udtalte, hvorfor speciallægen indlagde hende akut på Sygehus Y. Hun fik det bedre efter et par timer og blev udskrevet.

Den 13. december 2004 kontaktede <****> atter speciallæge A, da det stadig flød fra venstre øre. Speciallægen ordinerede behandling med nogle andre øredråber, denne gang med antibiotika og de aftalte, at <****> blev henvist til øre-, næse- og halsafdelingen, Sygehus X med diagnosen kronisk mellemørebetændelse.

I midten af februar 2005 kontaktede <****> sekretæren på øre-, næse- og halsafdelingen med henblik på, hvornår hun ville blive indkaldt til undersøgelse. Det viste sig, at henvisningen fra den 13. december 2004 aldrig var modtaget. <****> fik derfor en tid hos speciallæge A den 17. februar 2005, hvor der blev skrevet en ny henvisning.

Den 11. marts 2005 blev <****> undersøgt af overlæge B, øre-, næse- og halsafdelingen, Sygehus X. Overlægen fandt, at <****>s venstre øre var tørt og med kun et ganske lille hul i trommehinden. Der var ingen tegn på betændelse i mellemøret, og hun havde næsten normal hørelse. Overlægen fandt derfor ikke indikation for operation, hvorfor der blev aftalt en ny tid seks måneder senere.

<****> mødte ikke op til den aftalte tid, hvorefter hun blev afsluttet fra Sygehus Y.

Klagen
Der er klaget over følgende:

1. at speciallæge A ikke foretog korrekt behandling af <****> den 10. december 2004.
Det er herved anført, at speciallægen ikke foretog korrekt behandling af <****>, idet han uden tilstrækkelig lokalbedøvelse anvendte nogle øredråber i hendes venstre øre, som ikke må anvendes ved hul i trommehinden. Det er endvidere anført, at speciallægen burde have diagnosticeret, at hendes symptomer efter drypning af venstre øre skyldtes søsyge. Det er endelig anført, at speciallægen ved sin behandling af <****>s venstre øre forårsagede, at hun mistede smagssansen permanent i venstre side af munden.

2. at læge A ikke foretog korrekt behandling af <****> den 13. december 2004.
Det er hertil anført, at lægen den 13. december 2004 ville henvise <****> til behandling på sygehus, men at han først efter hendes rykker henviste hende til sygehus i februar 2005.

3. at læge B ikke foretog korrekt behandling af <****> den 11. marts 2005 på øre-, næse- og halsafdelingen, Sygehus X.
Det er herved anført, at speciallægen ikke foretog korrekt behandling af <****>, idet han ikke fandt indikation for operation af hendes venstre øre.

Nævnets afgørelse af 1-3. klagepunkt
Speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af <****> den 10. december 2004.

Speciallæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 i forbindelse med fremsendelse af henvisning vedrørende <****> den 13. december 2004.

Overlæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af <****> den 11. marts 2005 på øre-, næse- og halsafdelingen, Sygehus X.

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 1. december 2004, at <****> som barn havde haft mange tilfælde af mellemørebetændelse og havde været opereret med ny trommehinde på venstre øre en gang. Der havde været langvarig episode med øreflåd op den aktuelle situation, og hun havde haft svimmelhedstilfælde op til undersøgelsen hos speciallæge A.

Det fremgår videre af journalen den 1. december 2004, at speciallægen ved undersøgelsen konstaterede, at der var hul på trommehinden med pussekretion samt granulation i mellemøret. Han ordinerede behandling med øredråberne Kenalog med salicylsyre til drypning 2 gange dagligt i venstre øre.

Det fremgår af journalen den 10. december 2004, at <****> oplyste, at hun ikke havde dryppet ørerne med de ordinerede øredråber. Speciallæge A konstaterede, at der var en polyp i øret, som stak ud gennem et hul i trommehinden. Han udvidede hullet og fjernede polyppen, og dryppede Kenalog med salicylsyre direkte ind i mellemøret. <****> blev meget svimmel og utilpas efter denne behandling og blev afhentet af sin fader. Generne svandt dog ikke, og <****> måtte indlægges akut på Sygehus Y. Her fik hun det bedre og kunne hurtigt udskrives.

Det fremgår af klagen, at <****> udover svimmelhedstilfældet bemærkede, at smagssansen blev nedsat på venstre side.

Det fremgår endvidere af klagen, at speciallægen burde have diagnosticeret, at <****>s symptomer efter drypning af venstre øre skyldtes søsyge.

Nævnet kan oplyse, at Kenalog med salicylsyre ifølge medicinfortegnelsen ikke er registreret som et middel til anvendelse mod mellemørebetændelse, og slet ikke i forbindelse med et hul på trommehinden. Det fremgår af medicinfortegnelsen under afsnittet om øremidler, at lokalbehandling af lidelser i mellemøreslimhinden er sjældent indiceret, og af hensyn til risikoen for toksisk påvirkning af det indre øre så vidt muligt bør undgås. Kenalog med salicylsyre bør derfor udelukkende anvendes på intakt hud, det vil sige i en øregang med intakt trommehinde.

Nævnet kan endvidere oplyse, at søsyge er en form for påvirkning af det indre øres balancecenter, der sker under sejlads, bilkørsel med videre, men at den påvirkning, der sker ved drypning med øredråber, er en anden form for påvirkning af balancecentret, der ikke betegnes som søsyge.

Det er nævnets opfattelse, at speciallægen var klar over, at øredråberne påvirkede det indre øres balancecenter med deraf følgende svimmelhed og kvalme, hvorfor han valgte at indlægge hende akut på den lokale øre-næse-hals-afdeling.

Det er videre nævnets vurdering, at speciallæge A ikke burde have anvendt øredråberne Kenalog med salicylsyre ved behandlingen den 10. december 2004, men at han i stedet for, burde have anvendt et andet lokalt middel, som for eksempel Ciproxin/Ciflox.

Nævnet finder på denne baggrund, at speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 10. december 2004.

Det fremgår af journalen den 13. december 2004, at speciallæge A ordinerede en anden type øredråber, Ciloxan, samt at han henviste <****> til øre-, næse- og halsafdelingen, Sygehus X under diagnosen kronisk mellemørebetændelse. Speciallægen anførte i henvisningen, at der var mulighed for benæder (kolesteatom) i øret.

Det fremgår af journalen den 17. februar 2005, at henvisningen ikke var modtaget på øre-, næse- og halsafdelingen, hvorfor speciallæge A udskrev en ny henvisning til <****>.

Det er nævnets opfattelse, at det ikke var speciallæge As opgave at kontrollere om øre-, næse- og halsafdelingen på Sygehus X havde modtaget henvisningen.

Nævne finder således, at speciallæge A ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 13. december 2004.

Det fremgår af journalen den 11. marts 2005, at overlæge B, øre-, næse- og halsafdelingen undersøgte <****>, hvor han fandt et ganske lille hul i trommehinden, og at øret i øvrigt var tørt samt, at hun havde næsten normal hørelse. Han fandt derfor ikke indikation for operation, men aftalte kontrol ½ år efter.

Det er nævnets vurdering, at der på undersøgelsestidspunktet var en ganske minimal trommehindeperforation, og at <****> i øvrigt havde et tørt øre samt, at hørelsen næsten var normal.

Det er på denne baggrund nævnets opfattelse, at der ikke var indikation for et otokirurgisk indgreb på det pågældende tidspunkt.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge B ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 11. marts 2005 på øre-, næse- og halsafdelingen, Sygehus X.