×

Klage over lægers afvisning af operation for fedme

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> i december 2004 på medicinsk afdeling på Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge B for hendes behandling af <****> i oktober 2005 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb


I december 2004 vurderede overlæge A fra medicinsk afdeling på Sygehus X, at det ikke var hensigtsmæssigt eller forsvarligt at tilbyde <****> en kirurgisk behandling af fedme.

Praktiserende læge B vurderede i oktober 2005 at <****> ikke opfyldte kravene til indstilling til en operation for overvægt.

Klagen


Der er klaget over følgende:

• At lægerne - egen læge og lægen på Sygehus X - ikke har fundet indikation for kirurgisk behandling af <****> overvægt i henholdsvis december 2004 og oktober 2005.

Det er herved anført, at <****> den 6. oktober 2005 modtog et afslag fra sin egen læge på kirurgisk behandling, og at dette var begrundet i en vurdering af en læge fra Sygehus X i december 2004.

Nævnets afgørelse af klagen


Overlæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af <****> i december 2004 på medicinsk afdeling på Sygehus X.

Praktiserende læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af <****> i oktober 2005 i sin klinik.

Begrundelse


Det fremgår af overlæge As udtalelse til sagen, at han på medicinsk afdeling på Sygehus X i december 2004 vurderede en henvendelse fra <****> praktiserende læge vedrørende kirurgisk behandling af fedme. Overlæge As holdning var, at han ikke fandt det hensigtsmæssigt eller forsvarligt at indstille <****> til kirurgisk behandling (gastrisk banding eller gastrisk bypass), blandt andet med henvisning til, at <****> led af skizofreni og var i medicinsk behandling på grund af tidligere sprøjtemisbrug.

Det fremgår af overlæge As udtalelse til sagen, at den operative behandling er forbundet med en betydelig risiko, nemlig en dødelighed på 1-2 % og reoperationsfrekvens på op til 20 %. Det fremgår endvidere, at de opererede patienter skal kunne overholde en nøje diætetisk forskrift, hvor det er vigtigt at patienterne indtager små måltider og ikke drikker uhæmmet, idet dette vil indebære risiko for sprængning af den nye lille mavesæk.

Det er nævnets opfattelse, at alkohol- og medicinmisbrug samt en række psykiatriske diagnoser udgør eksklusionsdiagnoser for den kirurgiske behandling.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at overlæge A på baggrund af oplysningerne fra egen læge vedrørende behandlingen for skizofreni, det tidligere medicin misbrug og udeblivelsen fra kontroller ikke tilbød <****> kirurgisk fedmebehandling i december 2004.

Det fremgår af praktiserede læge Bs udtalelse til sagen, at hun har været læge for <****> siden 1999. På grund af overvægt har <****> været til samtale hos læge B flere gange med henblik på råd og vejledning om diæt, og <****> var blevet sat til flere kontroller. <****> var blevet bedt om at føre liste over, hvad han spiste, så man kunne tage udgangspunkt i hans kost. Det fremgår videre af udtalelsen, at <****> dog ofte udeblev fra sine kontroller, hvorfor læge B ikke mente, at <****> kunne være kandidat til en operation, hvor man også skulle følge behandlinger og skulle kunne præsterer et vægttab inden eventuel indstilling til en operation.

Det fremgår videre af læge Bs udtalelse, at <****> lider af skizofreni, og at han på det pågældende tidspunkt var i behandling med Metadon på grund af tidligere sprøjtemisbrug, og at han tillige var i behandling med medicin (Zyprexa 20 mg, 2 gange i døgnet) mod sin psykiske lidelse (skizofreni).

Det er nævnets opfattelse, at kirurgisk fedmebehandling bør betragtes som en eksperimentel behandling. Der er videre nævnets opfattelse, at der er tale om et meget indgribende indgreb, og det er afgørende, at den pågældende person kan forstå, acceptere og efterleve de vilkår som følger med et sådant operativt indgreb. Det er endvidere nævnets opfattelse, at risikoen for ulemper og komplikationer ved den kirurgiske behandling skal afvejes med de fordele denne behandling ville kunne medføre.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet, at læge B behandlede <****> i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i oktober 2005.