×

Klage over manglende reaktion over symptomer på betændelse i hjerteklapperne, samt manglende supervision af uddannelseslæge.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> den 11. og den 25. april 2007 i sin klinik, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge B for hans behandling af <****> den 23. maj 2007 i sin klinik, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> den 19. marts og den 10. april 2007 i sin klinik, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge B for hans behandling af <****> den 19. og den 30. marts 2007 i sin klinik, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere uddannelseslæge C for hendes behandling af <****> den 11. april 2007 i en lægepraksis i <****>, jf. autorisationslovens § 17.

Hændelsesforløb


Den 19. marts 2007 henvendte <****> sig telefonisk til egen læge, idet han havde tør hoste, og han fik ordineret hostestillende medicin.

Den 30. marts 2007 blev <****> undersøgt af praktiserende læge B, idet han fortsat havde tør hoste. Ved undersøgelsen fandt praktiserende læge B, at <****>s almentilstand var upåvirket, og ved svælginspektion og stetoskopi af lunger blev der fundet normale forhold. Praktiserende læge B vurderede, at <****>s tilstand skyldtes en virus luftvejsinfektion.

Den 10. april 2007 henvendte <****> sig telefonisk til egen læge, idet han fortsat havde hoste og var utilpas, og dette havde nu varet en måneds tid.

Den 11. april 2007 blev <****> undersøgt af uddannelseslæge C. <****> led fortsat af hoste, træthed og nattesved. Ved undersøgelsen fandt uddannelseslæge C, at <****> var upåvirket, og ved lungestetoskopi blev der fundet normale forhold. Ved hjertestetoskopi fandt uddannelseslæge C kraftig mislyd ved hjertets sammentrækning over hele den del af brystkassens væg, som ligger lige foran hjertet, med netop bevaret 2. hjertelyd, og EKG viste normale forhold. Uddannelseslæge C henviste <****> til blodprøveundersøgelse, som viste tegn på let infektion, og det blev vurderet, at dette kunne skyldes følge af virusinfektion. Uddannelseslæge C henviste <****> til speciallæge i kardiologi med henblik på udredning af den påviste systoliske mislyd. Uddannelseslæge C konfererede <****>s oplysninger med praktiserende læge A.

14 dage senere – den 25. april 2007 henvendte <****> sig på ny til praktiserende læge A, der iværksatte behandlingen for mistanke om atypisk infektion.

Den 23. maj 2007 blev <****> undersøgt af praktiserende læge B, idet han fortsat havde det dårligt. Praktiserende læge B tolkede <****>s tilstand som mulig urinvejsinfektion.

Den 25. maj 2007 blev <****> undersøgt af speciallæge i kardiologi, som akut indlagde <****> på kardiologisk afdeling, <****>, for betændelse i hjerteklapper.

To dage senere – den 27. maj 2007 fik <****> indsat hjerteklap proteser med godt resultat.

Klagen


Der er klaget over følgende:

• At <****> ikke modtog en korrekt behandling hos <****> i perioden fra december 2006 til maj 2007.

Det er hertil anført, at lægerne trods gentagne undersøgelser fejldiagnosticerede <****>s symptomer på endokardit på en uerkendt defekt aortaklap.

Nævnets afgørelse af klagen


Praktiserende læge A har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af <****> den 11. og den 25. april 2007 i sin klinik.

Praktiserende læge B har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af <****> den 23. maj 2007 i sin klinik.

Praktiserende læge A har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af <****> den 19. marts og den 10. april 2007 i sin klinik.

Praktiserende læge B har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af <****> den 19. og den 30. marts 2007 i sin klinik.

Uddannelseslæge C har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af <****> den 11. april 2007 i en lægepraksis i <****>.


Begrundelse


Ved sagens oplysning fremgår det, at behandlingen af praktiserende læge A og praktiserende læge B blev foretaget i perioden fra den 19. marts til den 23. maj 2007, hvorfor Patientklagenævnet ved sin afgørelse alene tager stilling til denne periode.

Det fremgår af praktiserende læge As og praktiserende læge Bs udtalelse til sagen, at <****> den 19. marts 2007 henvendte sig telefonisk med helbredsklager i form af tør hoste. <****> havde ingen feber eller opspytning fra luftvejene (expectoration). <****> angav, at han var alment upåvirket, og han var ikke sygemeldt. Der blev ordineret præparatet Kodein.

Det fremgår ikke af praktiserende læge As og praktiserende læge Bs udtalelse til sagen, hvem af de to læger, der havde telefonkonsultation med <****> den 19. marts 2007.

Det er dog nævnets opfattelse, at telefonkonsultationen den 19. marts 2007 var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår af journalen den 30. marts 2007, at <****> blev undersøgt af praktiserende læge B, idet han havde tør hoste. Ved lungestetoskopi fandt praktiserende læge B normale forhold (stp. i.a.), og svælget viste normale forhold (fauses i.a.).

Det fremgår af praktiserende læge Bs udtalelse til sagen, at fundene ved undersøgelsen og <****>s symptomer, den 30. marts 2007, blev tolket som en viral luftvejsinfektion.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at praktiserende læge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 30. marts 2007.

Det fremgår af journalen den 10. april 2007, at <****> telefonisk kontaktede praktiserende læge A, idet han på dette tidspunkt havde haft hoste, utilpashed og nattesved gennem en måneds tid. Det blev aftalt, at <****> skulle komme til nærmere undersøgelse og blodprøver.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at praktiserende læge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 10. april 2007.

Det fremgår af journalen den 11. april 2007, at <****> blev undersøgt af <****>.

Det fremgår af praktiserende læge As udtalelse til sagen, at <****> er en uddannelseslæge.

Nævnet kan oplyse, at <****> står for C.

Det fremgår videre af journalen den 11. april 2007, at <****> havde hostet i cirka en måned på dette tidspunkt, og han havde samtidig udtalt træthed og led af nattesved. <****> havde ikke målt sin temperatur i løbet af denne periode, men han havde haft lidt fornemmelse af lidt feber, og en enkelt temperaturmåling havde viste 37,6 grader. <****> var ellers upåvirket, og han var ikke hæmmet på nogen måde i sine fysiske udfoldelser.

Det fremgår endvidere af journalen den 11. april 2007, at ved undersøgelsen var <****> helt upåvirket, og han var hverken akut eller kronisk medtaget. Ved lungestetoskopi blev der fundet normale forhold (st.p. i.a.), men ved hjertestetoskopi (st. c.) fandt uddannelseslæge C kraftig mislyd under hjertets sammentrækningsfase (systolisk mislyd) over hele den del af brystkassens væg, som ligger lige foran hjertet (prækordiet). Uddannelseslæge C ordinerede optegnelse af hjertets elektriske aktivitet (EKG), som viste normale forhold, og <****> blev henvist til blodprøveundersøgelse (rp lab). <****> blev videre henvist til anden speciallæge. Foreløbige blodprøveundersøgelser viste at CRP var 48, og uddannelseslæge C vurderede, at dette kunne skyldes en virusinfektion. Uddannelseslæge C konfererede <****>s (pt) oplysninger med praktiserende læge A.

Nævnet har noteret sig, at uddannelseslæge C konfererede <****>s oplysninger og sine objektive fund med sin tutorlæge praktiserende læge A.

Det er nævnets opfattelse, at uddannelseslæge C reagerede relevant ved undersøgelsen af <****> den 11. april 2007 ved at konferere sagen med en mere erfaren kollega.

Det er videre nævnets opfattelse, at det således er praktiserende læge A, som er senior læge, der har ansvaret for behandlingen af <****> den 11. april 2007.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at uddannelseslæge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 11. april 2007.

Det fremgår af praktiserende læge As partshøringssvar, at hun først efter konsultationen fik overleveret <****>s oplysninger, og at hun således ikke havde personlig kontakt med <****> den 11. april 2007.

Det fremgår videre af praktiserende læge As udtalelse til sagen, at der ved hjertestetoskopi den 11. april 2007 blev fundet kraftig systolisk mislyd over hele præcordiet, med bevaret 2. hjertelyd. Sidstnævnte blev tolket som et tilfældigt bifund, og <****> blev henvist til udredning hos speciallæge i kardiologi. Fundene hos <****> blev vurderet som en viral infektion.

Nævnet kan oplyse, at der optræder cirka 450 tilfælde af lidelsen bakterie infektion svarende til hjerteklapperne (infektiøs endocarditis).

Det er nævnets opfattelse, at ved mistanke om bakterie infektion svarende til hjerteklapperne bør der henvises til akut vurdering og afklaring, idet prognosen vil afhænge af sygdommens varighed.

Det er nævnets opfattelse, at symptomerne ofte vil være snigende og ukarakteristiske i starten.

Det er videre nævnets opfattelse, at optræden af mislyd, svingende feber og tiltagende træthed, samt blodprøver, som tyder på en infektion, samt eventuel blodmangel (anæmi), i et forløb på over en måned, bør medføre indlæggelse.

Nævnet har noteret sig, at <****> ved konsultationen den 11. april 2007 havde haft symptomer i en måned, og at der ved undersøgelsen blev fundet kraftig mislyd ved hjertestetoskopi.

Det er nævnets opfattelse, at selvom <****>s symptomer, den 11. april 2007, ikke var ganske oplagte, indikerede de muligheden for, at der kunne være tale om bakterieinfektion svarende til hjerteklapperne.

Det er videre nævnets opfattelse, at idet <****>, den 30. marts 2007 af praktiserende læge B, var stetoskoperet uden fund af mislyd, er det nævnets vurdering, at det ikke var tilstrækkeligt, at <****> blev henvist til vurdering af den fundne mislyd på en almindelig henvisning uden sikkerhed for, hvornår en vurdering ville blive foretaget.

Det fremgår af journalen den 25. april 2007, at <****> telefonisk kontaktede praktiserende læge A, idet han nu havde haft uændret hoste i seks uger. På mistanke om atypisk infektion ordinerede praktiserende læge A præparatet Zitromax 500 mg x 1 i tre dage.

Nævnet kan oplyse, at præparatet Zitomax anvendes ved infektioner forårsaget af azithromycinfølsomme bakterier, for eksempel ved øvre- og nedre luftvejsinfektioner.

Det er nævnets opfattelse, at praktiserende læge A på baggrund af <****>s lange og uafklarede forløb burde have insisteret på, at <****> mødte til en klinisk undersøgelse før end hun udskrev præparatet Zitromax ved den telefoniske konsultation den 25. april 2007.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at praktiserende læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sit manglende initiativ til behandling af <****> den 11. og den 25. april 2007.

Det fremgår af journalen den 23. maj 2007, at <****> blev undersøgt af praktiserende læge B, idet han havde tilbagevendende lettere feber (subfebrilia) oftest med nattesved. Blodprøve viste, at CRP var 50. Ved undersøgelse af urinen (urinstix) blev der fundet spor af blod, og ved mikroskopi af urinen blev der fundet enkelte bakterie. Praktiserende læge B vurderede, at undersøgelsen skulle gentages om en uge, og at der skulle foretages nærmere undersøgelse af urinvejene.

Det fremgår af praktiserende læge Bs udtalelse til sagen, at <****>s sygdomsbillede syntes uklart. Der var mistanke om bakteriel infektion i nyrebækkenet og nyrevævet (pyelonefrit). Praktiserende læge B informerede <****> om de diagnostiske overvejelser.

Det er nævnets opfattelse, at praktiserende læge B den 23. maj 2007 burde have overvejet at muligheden for optræden af blod i <****>s urin, sammen med de øvrige symptomer, herunder nattesved, svingende feber og mislyd, kunne skyldes en bakterieinfektion i <****>s hjerteklapper.

Det er nævnets opfattelse, at praktiserende læge B, den 23. maj 2007, burde have henvist <****> til akut vurdering.

Det fremgår af journalen fra <****> den 27. maj 2007, at <****> blev indlagt via speciallæge i kardiologi på grund af mistanke om betændelse i hjerteklapper (endokardit).

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at praktiserende læge B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af <****> den 23. maj 2007.