×

Goddag til 51 nye medarbejdere

15. august 2019

Mandag den 2. september starter 51 nye medarbejdere, heraf 7 studentermedhjælpere, hos Styrelsen for Patientklager.

Dermed er den relativt nyetablerede styrelse oppe på ca. 230 medarbejdere.

Mange ansøgere

- Vi glæder os rigtigt meget til at byde velkommen til endnu et hold nye medarbejdere. Etableringen af en helt ny styrelse, der oven i købet arbejder med et højt specialiseret fagområde som patientklager, tager tid. Nu har vi været i gang i godt et år, og selvom vi ikke er i mål endnu, har vi dog en volumen, der begynder at matche vores kerneopgaver, siger direktør Lizzi Krarup Jakobsen.

De fleste medarbejdere, der tidligere arbejdede med patientklager i København, har valgt ikke at følge med til Aarhus:

- Som ved andre udflytningsprojekter har vi skullet ansætte rigtig mange nye medarbejdere, siden vi startede. Eventuelle bekymringer om rekrutteringsudfordringer er heldigvis blevet gjort til skamme. Vi har fået mange ansøgninger og har både i denne og tidligere runder kunnet ansætte ene højt kvalificerede medarbejdere. Så alt i alt har vi et rigtigt godt hold til det videre arbejde, siger hun.

Alle nyansatte kommer til at indgå i et struktureret onboardingforløb, hvor de får en grundig introduktion til arbejdsopgaverne fra de indledende faser til selve afgørelsen.

Om styrelsen

Styrelsen for Patientklager blev etableret i Aarhus d. 1. juli 2018, da Styrelsen for Patientsikkerhed i København blev delt i to som led i regeringens anden runde af udflytning af statslige arbejdspladser ”Bedre Balance II”.