Ulovlig begrænsning i psykiatrisk patients adgang til frit sygehusvalg

Patientombuddet finder, at Psykiatrien i <****> har overtrådt sundhedslovens § 86, stk. 3, jf. stk. 1, ved i sommeren 2011 at begrænse <****> ret til at benytte det frie sygehusvalg.

Klagen

har den 14. november 2011 klaget over, at Psykiatrien i i sommeren 2011 begrænsede hans hustru, s ret til frit sygehusvalg, for så vidt angår fremtidige indlæggelser.

Patientombuddets afgørelse

Det var i strid med sundhedsloven, at Psykiatrien i begrænsede adgang til behandling på afdeling 1, når regionen samtidig kun tilbød behandling på afdeling 2.

Det var i strid med sundhedsloven, at Psykiatrien i udelukkede al fremtidig indlæggelse af på afdeling 1.

 

Begrundelse

havde i 12 år været patient på afdeling 1, Psykiatrien i . Aktuelt havde hun været indlagt siden august 2010.

Den 24. juni 2011 havde som har diagnoserne emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse og PTSD, en samtale med en overlæge på afdeling 1. var på dette tidspunkt tvangstilbageholdt, da hun dagen før under frivillig indlæggelse havde indtaget en overdosis af tablet Stilnoct.

Det fremgår af journalen, at siden 2005 havde været indlagt på afdelingen 35 gange, herunder nogle meget lange indlæggelser. havde været vanskelig at behandle, og hun havde ikke ønsket en tilbudt ’second opinion’ på Sygehus , da hun ikke ønskede, at hendes journal skulle sendes dertil. Det fremgår også af journalen, at man den 11. april, den 13. maj og den 20. juni 2011 havde tilbudt at blive flyttet til en anden afdeling, hvilket havde afvist, samtidig med at hun devaluerede personalet på afdelingen.

Det blev den 24. juni 2011 konkluderet, at man ikke længere havde noget relevant behandlingstilbud til på afdeling 1, blandt andet fordi hun ikke længere tålte neuroleptika og ikke ønskede ambulant behandling for sin personlighedsforstyrrelse. Det var vurderingen, at skulle behandles på et andet sygehus, herunder aktuelt med overflytning mod hendes vilje. For så vidt angår fremtidige indlæggelser havde afdeling 2 indvilliget i at modtage . og blev samme dag orienteret om beslutningen.

Den 25. juni 2011 er det noteret i journalen, at aldrig igen ville kunne blive indlagt på afdeling 1. Dagen efter forlod – trods tvangstilbageholdelse – afdelingen, hvorefter hun gik under jorden. Hun blev udskrevet den 3. juli 2011.

Den 22. september 2011 blev der afholdt et møde med deltagelse af og og personale fra afdeling 1, en patientvejleder samt den praktiserende speciallæge i psykiatri, hos hvem gik i et ambulant, kognitivt forløb. og gav udtryk for bekymring over, at fremover ville skulle indlægges på afdeling 2, hvis hun fik brug for indlæggelse. mente selv, at hun havde haft god gavn af behandlingen på afdeling 1, hvor man imidlertid fastholdt, at hun ikke længere kunne indlægges dér.

Patientombuddet kan oplyse, at det fremgår af sundhedslovens § 86, stk. 1, og § 11, stk. 1, i dagældende bekendtgørelse nr. 62 af 20. januar 2010 om ret til sygehusbehandling m.v., at en person, der henvises til sygehusbehandling, kan vælge mellem bopælsregionens sygehuse, andre regioners sygehuse og de private specialsygehuse m.fl., der er nævnt i § 79, stk. 2, uanset bopælsregionens behandlingstilbud og kriterier for sygehusbehandling i sit sygehusvæsen.

Det fremgår af sundhedslovens § 86, stk. 3, og § 13, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse, at adgangen til at vælge sygehus efter stk. 1 for psykiatriske patienter kan begrænses, hvis hensynet til den pågældende taler herfor.

har gjort gældende, at afdeling 2 ikke – ligesom afdeling 1 – har regionsfunktion til døgnbehandling af personlighedsforstyrrelser, men kun til ambulant behandling.

Psykiatrien i har i en udtalelse til Patientombuddet oplyst, at både afdeling 1 og afdeling 2 har regionsfunktion til behandling af personlighedsforstyrrelser i forhold til ambulant behandling, men ikke i forhold til døgnbehandling. 

Patientombuddet har i et brev af 25. februar 2013 spurgt Psykiatrien i , om beslutningen truffet i sommeren 2011 indebar, at fremover kun kunne blive indlagt på afdeling 2, eller om det også var en mulighed, at hun kunne indlægges på én af de øvrige afdelinger i Psykiatrien i .

Psykiatrien i svarede den 12. marts 2013, at det i juni 2011 blev vurderet, at ikke ville have gavn af flere indlæggelser på afdeling 1, men at behandlinger fremover skulle foregå på afdeling 2.

Det er Patientombuddets vurdering, at lider af en kompliceret personlighedsforstyrrelse, idet hendes tilstand svarer til mange af de symptomer og problematikker, som er beskrevet i WHO’s diagnoseklassifikationssystem ICD-10, og at hendes symptomer er fremtrædende. Behandlingen kan bestå af mange forskellige terapiformer, bl.a. rådgivning, information, undervisning, psykoterapi, kognitiv terapi, såvel som medicinsk behandling. Indlæggelse kan være nødvendig, men vil ikke altid være det mest hensigtsmæssige valg, idet indlæggelse direkte kan komplicere et behandlingsforløb.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens specialevejledning for psykiatri af 15. juni 2011, som var gældende på tidspunktet for beslutningen om at begrænse s ret til frit sygehusvalg, at belastningsreaktioner og personlighedsforstyrrelser kan behandles på hovedfunktionsniveau, det vil sige på en almen psykiatrisk afdeling. Det fremgår endvidere, at komplicerede personlighedsforstyrrelser behandles på regionsfunktionsniveau, mens behandling af svær PTSD er en højt specialiseret funktion.

Det fremgår også af specialevejledningen, at regionsfunktion til behandling af komplicerede personlighedsforstyrrelser i 2011 i Region fandtes på afdeling 1 og afdeling i , men ikke afdeling 2.

Patientombuddet har på denne baggrund lagt til grund, at afdeling 2 ikke havde regionsfunktion til behandling af patienter med komplicerede personlighedsforstyrrelser.

Det er Patientombuddets vurdering, at Afdeling 1 under den aktuelle tvangsindlæggelse havde grundlag for at anse behandlingsmulighederne af for udtømte.

Patientombuddet har lagt vægt på, at havde været forsøgt behandlet for sin lidelse på afdeling 1 igennem mange år, aktuelt under flere måneders indlæggelse. Der opstod usikkerhed om diagnosen under indlæggelsen. Man forsøgte derfor at overbevise om, at der kunne være fornuft i at lade sig vurdere ved en ’second opinion’, eventuelt under indlæggelse på en anden psykiatrisk afdeling. Dette ønskede ikke. Det fremgår endvidere, at hun afviste ambulant behandling for patienter med hendes diagnose. Det blev vurderet, at der trods det langvarige behandlingsforløb var tvivlsom effekt, og at der var bekymring for, om fortsat behandling på afdeling 1 ville være direkte skadelig for . Det stod efterhånden klart at behandlingsmulighederne var udtømte såvel terapeutisk som medikamentalt.

Patientombuddet finder på denne baggrund, at der under den aktuelle indlæggelse i udgangspunktet var grundlag for at begrænse s ret til frit sygehusvalg, da det var væsentligt for helbred at forsøge behandling på en anden afdeling. Efter Patientombuddets opfattelse må det imidlertid også indgå i vurderingen af, om patientens ret til frit sygehusvalg kan begrænses efter sundhedslovens § 86, stk. 1, hvorvidt patienten – når denne fortsat har et behandlingsbehov – kan tilbydes en relevant behandling på et andet behandlingssted. Det er i den forbindelse Patientombuddets opfattelse, at ikke kunne behandles relevant på afdeling 2, idet hun lider af en kompliceret personlighedsforstyrrelse, der efter specialevejledningen skal behandles på regionsfunktionsniveau.

Patientombuddet finder herefter, at det var i strid med sundhedslovens § 86, stk. 3, jf. stk. 1, at Psykiatrien i i sommeren 2011 begrænsede adgang til behandling på afdeling 1, når regionen samtidig kun tilbød behandling på afdeling 2.

Endvidere finder Patientombuddet, at det var i strid med sundhedslovens § 86, stk. 3, jf. stk. 1, at Psykiatrien i udelukkede al fremtidig indlæggelse af på Afdeling 1. Det bemærkes hertil, at adgangen til at begrænse en patients ret til frit sygehusvalg efter Patientombuddets opfattelse må forudsætte, at regionen foretager en konkret vurdering af, om hensynet til patienten selv giver grundlag for dette på det aktuelle tidspunkt. En patients ret til frit sygehusvalg kan derfor ikke generelt begrænses med hensyn til fremtidige indlæggelser.

Patientombuddet har bemærket, at Psykiatrien i i en udtalelse til Patientombuddet har oplyst, at man på afdeling 1 i efteråret 2012 indvilligede i at holde et møde med , og den praktiserende speciallæge i psykiatri, som gik hos, med henblik på at drøfte eventuel fremtidig behandling på afdeling 1. Det er endvidere oplyst, at udeblev fra dette møde, såvel som senere tilbudt møder.