Lægevagt får kritik for utilstrækkelig vejledning
Lægevagten får kritik for at undlade at vejlede og indskærpe over for patienten, at han skulle opsøge en praktiserende læge ved fortsatte smerter og gener i hånden, idet skaden var sket i påvirket tilstand, og at det ved undersøgelsen ikke var udelukket, at patienten havde et brud i hånden.
Sagsnummer:
20SFP109
Offentliggørelsesdato:
mandag den 9. november 2020
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Behandlingssager
Der gives kritik til:
-
Lægevagten i Region for behandlingen den 14. april 2019.
Det betyder, at behandlingen var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Styrelsen for Patientklager har modtaget en klage fra .
KLAGEN
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling i Lægevagten i Region , den 14. april 2019.
Styrelsen har forstået, at det centrale i klagen er:
- at ikke blev tilstrækkeligt undersøgt og behandlet, herunder at han ikke blev henvist til en røntgenundersøgelse.
SAGSFREMSTILLING
Styrelsen har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
Den 14. april 2019 kontaktede 23-årige telefonisk Lægevagten i Region på grund af smerter i sit højre håndled. Smerterne var opstået, fordi han dagen forinden havde slået sin hånd mod en boksebold i forbindelse med en bytur. På baggrund af hans symptomer blev han henvist til en undersøgelse i Lægevagten.
Ved undersøgelsen i Lægevagten i Region den 14. april 2019 blev undersøgt, og han blev vejledt om RICE-behandling (ro, is, kompression og elevation).
BEGRUNDELSE
Styrelsen for Patientklager træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 1, stk. 2.
Styrelsen tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”, hvilket er en norm, som fastlægges ved styrelsens praksis. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Styrelsen har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Styrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Lægevagten i Region for undersøgelsen.
Styrelsen har lagt vægt på:
- at ved den telefoniske henvendelse oplyste, at han havde kraftige smerter i håndleddet, og at han ikke kunne bevæge hånden normalt, hvorfor det var relevant at henvise ham til en undersøgelse i Lægevagten
- at der ved den kliniske undersøgelse blev fundet direkte ømhed over håndrodsknoglerne og let hævelse, men at der ikke var indirekte ømhed ved undersøgelse af håndrodsknoglen, hvorfor det var relevant at mistænke, at han havde pådraget sig en forstuvning af sin hånd, og at der ikke var brud i håndrodsknoglerne. Der var på baggrund heraf ikke indikation for, at burde have været henvist til en røntgenundersøgelse af hånden, og han blev således undersøgt tilstrækkeligt.
- at det på baggrund af den kliniske mistanke om forstuvning af hånden var relevant at vejlede om at behandle hånden med ro, is, kompression og elevation, idet dette er den sædvanlige behandling ved denne type skade.
Styrelsen vurderer dog, at der er grundlag for at kritisere Lægevagten i Region for behandlingen.
Styrelsen har lagt vægt på:
- at blev vejledt om at behandle hånden med ro, is, kompression og elevation, hvilket var relevant. Det var imidlertid ikke var tilstrækkeligt, idet det yderligere burde have været oplyst og indskærpet over for , at han skulle kontakte sin praktiserende læge ved fortsatte smerter og gener i hånden, idet det ikke var udelukket, at der kunne være et brud i mellemhåndsknoglen, uagtet at der ved den kliniske undersøgelse ikke var tegn på det.
Styrelsen kan hertil oplyse, at et brud i mellemhåndsknoglen kan være vanskeligt at erkende udelukkende gennem en klinisk undersøgelse, hvorfor det bør sikres ved denne type skade, at patienten opsøger sin praktiserende læge ved fortsatte smerter og gener.
Styrelsen finder på den baggrund, at den behandling, som modtog den 14. april 2019 i Lægevagten i Region , var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.
REGLER
Styrelsen har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2 om klager over sundhedsfaglig virksomhed