Kritik til røntgenklinik og til praktiserende læge for ikke at orientere patient om resultatet af en røntgenundersøgelse
Der gives kritik til begge behandlingssteder, idet der manglede en aftale om, hvem der skulle give patienten besked om undersøgelsens resultat med den konsekvens, at ingen af dem orienterede patienten.
Sagsnummer:
20SFP125
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 17. december 2020
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger, Røntgen (radiologi)
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger, Øvrig privatpraksis
Type:
Behandling
Kategori:
Behandlingssager
Der gives kritik til:
-
Klinik A, for behandlingen den 2. april 2019.
-
Klinik B, for behandlingen den 1. april 2019 - 8. april 2019.
Det betyder, at behandlingen ikke var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Styrelsen for Patientklager har modtaget en klage fra .
1. KLAGEPUNKT
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling på Klinik A, den 2. april 2019.
Styrelsen har forstået, at det centrale i klagen er:
- at der ikke blev givet relevant og tilstrækkelig besked om resultatet af en røntgenundersøgelse af venstre hånd
SAGSFREMSTILLING
Styrelsen har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
på 31 år fik den 2. april 2019 taget røntgenbilleder af venstre hånd på Klinik A. Han var henvist af sin praktiserende læge, idet han en uge forinden havde beskadiget hånden ved klatring og fortsat havde smerter.
Undersøgelsen viste friskt brud, næsten uforskudt brud af venstre fjerde fingers mellemhåndsknogle. Derudover kunne man se, at havde en ældre udseende skade i hånden.
BEGRUNDELSE
Styrelsen for Patientklager træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 1, stk. 2.
Styrelsen tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”, hvilket er en norm, som fastlægges ved styrelsens praksis. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Styrelsen har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Det fremgår af klagen, at , inden han forlod Klinik A, fik oplyst, at der ikke var et brud i hånden, hvorefter han blev sendt hjem.
Det fremgår af Klinik A’s udtalelse til sagen, at efter undersøgelsen blev forespurgt om et ældre brud i hånden. Det fremgår videre af udtalelsen, at inden forlod Klinik A, var det kun de første billeder, hvor det tidligere brud var synligt, som var beskrevet. blev oplyst om, at den endelige billedbeskrivelse ville blive sendt til den henvisende læge samme eftermiddag.
Der foreligger således modstridende oplysninger fra og Klinik A om, hvorvidt havde fået en fuldstændig diagnose, da han forlod Klinik A.
Styrelsen har lagt vægt på:
- at der ikke foreligger yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden.
- at styrelsen ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da styrelsen træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.
Styrelsen finder på den baggrund ikke grundlag for at fastslå, at blev hjemsendt med oplysninger om en færdig diagnose, men at blev oplyst om, at den endelige billedbeskrivelse ville blive sendt til den henvisende læge.
Styrelsen vurderer, at der er grundlag for at kritisere Klinik A for behandlingen.
Styrelsen har lagt vægt på:
- at det fremgår af Vejledning om håndtering af parakliniske undersøgelser, VEJ nr. 9207 af 31/05/2011, at et behandlingssted skal have procedurer, der sikrer, hvordan en patient informeres rettidigt om uventede fund, der kræver behandling og sikring af opfølgning på undersøgelsesresultater.
- at der ikke blev givet relevant og tilstrækkelig besked om resultatet af en røntgenundersøgelse af venstre hånd, idet Klinik A ikke sikrede sig tilstrækkelig opfølgning enten ved opringning til eller til dennes praktiserende læge eller ved tydelig markering i beskrivelsen sendt til praktiserende læge om, at ikke var informeret, og at der ikke var sket viderehenvisning, da var gået, inden bruddet blev set.
- at styrelsen samtidig vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Klinik A for vurderingen af røntgenbillederne, idet Klinik A ved første vurdering af røntgenbillederne ikke fandt et brud, hvorfor det var i overensstemmelse med praksis at sende hjem. Det er ikke ualmindeligt, at man efterfølgende finder et brud på røntgenbillederne, når man endeligt skal vurdere og diktere beskrivelsen og dermed foretage den endelige vurdering af undersøgelsen.
Styrelsen finder på den baggrund, at den behandling, som modtog den 2. april 2019 på Klinik A, var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.
2. KLAGEPUNKT
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling på Klinik B, i perioden fra den 1. april 2019 tilden 8. april 2019.
Styrelsen har forstået, at det centrale i klagen er:
- at der ikke blev givet relevant og tilstrækkelig besked om resultatet af en røntgenundersøgelse af venstre hånd
Bemærkninger til klagepunkter
Styrelsen for Patientklager er opmærksom på, at klageperioden i klageskemaet er angivet til at
være fra den 27. marts 2019 til den 8. april 2019. Ved gennemgang af journalmaterialet ses det, at den relevante behandling, der er klaget over, foregik i perioden fra den 1. april 2019 den 8. april 2019. Styrelsen for Patientklager har derfor ændret klageperioden hertil.
SAGSFREMSTILLING
Styrelsen har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
blev den 1. april 2019 henvist af Klinik B til røntgenundersøgelse af venstre hånd, efter han en uge forinden havde beskadiget hånden ved klatring og fortsat havde smerter. Undersøgelsen blev foretaget den 2. april 2019, og Klinik A sendte resultatet til lægeklinikken samme dag. Undersøgelsen viste et akut brud.
Det fremgår af klagen, at den 8. april 2019 kontaktede lægeklinikken og herved erfarede, at røntgenundersøgelsen viste et brud i hånden.
BEGRUNDELSE
Styrelsen henviser til ovenstående afsnit vedrørende ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”.
Styrelsen vurderer, at der er grundlag for at kritisere Klinik B for behandlingen.
Styrelsen har lagt vægt på:
- at det fremgår af Vejledning om håndtering af parakliniske undersøgelser, VEJ nr. 9207 af 31/05/2011, at egen læge skal have procedurer, der sikrer, at patienten informeres om afvigende prøvesvar, hvor det er påkrævet, at patienterne behandles akut.
- at Klinik B burde have sikret sig, at der var taget hånd om det uventede svar på røntgenundersøgelsen, og at Klinik B burde have sikret sig, at blev informeret om behandlingsbehovet. Klinik B burde have skrevet i henvisningen, hvordan skulle have svar på røntgenundersøgelsen.
Styrelsen kan oplyse, at det er almindelig praksis, at praktiserende læge, som diagnosticerer en akut tilstand, reagerer herpå og varetager den videre behandling, herunder information til patienten.
Styrelsen kan videre oplyse, at det er almindelig praksis, at en privat røntgenklinik sender en henvisning om en behandlingskrævende tilstand til en skadestue og sender svar på røntgenundersøgelsen til den henvisende, praktiserende læge med svar på røntgenbillede og orientering om, at patienten er henvist til videre behandling i skadestuen.
- at det ikke fremgik af svaret fra Klinik A, at der var sendt en henvisning til en skadestue, og derfor burde Klinik B have reageret herpå.
Styrelsen finder på den baggrund, at den behandling, som modtog i perioden den 1. april 2019 til den 8. april 2019 på Klinik B, var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.
REGLER
Styrelsen har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2 om klager over sundhedsfaglig virksomhed