Reoperation på smerteindikation
Det var relevant at foretage ny operation på grund af smerter, trods stabilt brud på lårbenshals.
Sagsnummer:
23SFP07
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 19. januar 2023
Speciale:
Ortopædkirurgi
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives ikke kritik til:
- , for behandlingen på Ortopædkirurgisk Afdeling.
Det betyder, at behandlingen var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
KLAGEN
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling på Ortopædkirurgisk Afdeling, , i perioden fra den 29. november til den 7. december 2019.
Styrelsen har forstået, at det centrale i klagen er:
- at ikke blev reopereret på relevant og tilstrækkelig vis, idet indsat femurstem var løstsiddende efter kunstig hoftereoperation
- at det var sundhedsfagligt uforsvarligt at udskrive til hjemmet.
SAGSFREMSTILLING
Styrelsen har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
70-årige var kendt med en nylig foretaget hofteoperation grundet slidgigt i hofteleddet. Der blev efterfølgende påvist fissur i proksimal femur, som er en revne i lårbensknoglen nærmest legemets midte. Hun havde i den henseende været indlagt grundet smertebehandling.
Den 29. november 2019 kontaktede Ortopædkirurgisk Afdeling, , da hun oplevede smerteforværring. Hun blev indlagt med henblik på yderligere udredning for brud i lårbenet efter den tidligere operation med isættelse af hofteledsprotese. Der blev ordineret en CT-scanning og en røntgenundersøgelse af højre hofte.
Den 1. december 2019 viste svar fra CT-scanningen fortsat synlig revne (fissur) omkring femurstemmet. Der fandtes ikke dislokation, som er en ledskade, hvor knogleenderne er tvunget ud af den normale position. Ligeledes var stemmet uændret placeret. Der blev ikke fundet indikation for osteosyntese, som er en operativ sammenføring af knoglebrud, og behandlingsplanen var fortsat aflastning af højre ben samt udskrivelse, når hendes hjemlige plejebehov kunne tilgodeses.
Den 2. december 2019 ønskede en reoperation grundet fortsatte smertegener, og idet hun fandt konservativ behandling uholdbar, hvorfor hun bad om en second opinion. Reoperation i form af skift af lårbenskomponent og stabilisering af brud blev planlagt til dagen efter. Reoperationen blev foretaget som planlagt den 3. december 2019.
I dagene efter reoperationen oplevede hun indledningsvis bedring af smerteproblematikken, dog med fortsatte belastningsrelaterede smerter midt på låret. Der blev ved klinisk undersøgelse fundet normale neurovaskulære forhold. Videre viste en røntgenkontrol velplacerede protesekomponenter, ligesom en røntgenundersøgelse af bækken og højre hofte efter operationen blev set og godkendt ved en faglig konference. Ligeledes fandtes der god bevægelighed over alle led. var velbefindende fraset lidt utilpashed ved anstrengelser. Hun blev smertebehandlet, kunne selvstændigt udføre de fleste øvelser og var selvstændigt mobiliseret med to albuestokke. Der blev fundet lavt hæmoglobin, hvilket er er lav blodprocent, og fik blodtransfusion.
Den 7. december 2019 blev udskrevet til eget hjem, og der blev i den forbindelse udarbejdet en opdateret genoptræningsplan.
Det fremgår af klagen, at selv måtte bede om at blive reopereret på grund af ulidelige smerter og mistanke om løshed af stem. Videre fremgår det af klagen, at senere og efter forløbet oplevede smerter, som var tiltagende i 2021 og 2022, samt at hun i 2022 blev opereret på et andet behandlingssted, da der blev fundet indikation for revision af stemmet som følge af mistanke om løsning af stemmet.
Det fremgår af en udtalelse fra Ortopædkirurgisk Afdeling, , at der ikke blev bemærket nogle komplikationer i forhold til reoperationen, før operationen blev foretaget. Videre fremgår det, at blev fulgt siden det operative indgreb med en omfattende paraklinisk udredning, herunder billeddiagnostiske undersøgelser og flere second opinions på grund af vedvarende smerter. Endelig fremgår det, at der først viste sig paraklinske tegn til mulig årsag til s smerter ved løst femurstem/cementkappe i august 2022.
BEGRUNDELSE
Styrelsen for Patientklager træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 1, stk. 2.
Styrelsen tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”, hvilket er en norm, som fastlægges ved styrelsens praksis. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Styrelsen har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Styrelsen gør opmærksom på, at der til brug for sagens oplysning er indhentet billeddiagnostisk materiale af undersøgelser foretaget den 2. december og 4. december 2019.
Styrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Ortopædkirurgisk Afdeling, , for behandlingen.
Styrelsen har lagt vægt på:
- at det var relevant og tilstrækkeligt i første omgang at forsøge med konservativ behandling, idet en uforskudt revne i lårbenet efter isættelse af en hofteledsprotese vanligvis vil hele af sig selv, og smerterne sædvanligvis mindskes, hvorfor det var relevant og tilstrækkeligt at se tiden an i forhold til effekt af aflastning
- at det var relevant og tilstrækkeligt den 3. december 2019 at foretage en reoperation med skift af lårbenskomponent, idet gav udtryk for, at den konservative behandling ikke havde effekt, og smerterne var tiltagende. Afdelingen vurderede på den baggrund, at hendes smerteproblematik var uholdbar, hvorfor der var indikation for på det tidspunkt at foretage en reoperation. Dertil kommer, at det var relevant ikke at iværksætte en reoperation på et tidligere tidspunkt, da en uforskudt revne i lårbenet efter isættelse af en hofteledsprotese sædvanligvis vil hele inden for de første 4-6 uger, og hvor det i den periode er sædvanlig praksis at behandle konservativt som nævnt ovenfor
- at reoperationen blev foretaget på relevant og tilstrækkelig vis, idet den tidligere isatte lårbenskomponent blev fjernet, brudområdet blev stabiliseret med et kabel, og der blev isat en lårbenskomponent med knoglecement. Dertil kommer, at der med prøveprotesekomponenter og endelige protesekomponenter blev sikret god stabilitet og bevægelighed. Endelig blev der planlagt mobilisering, røntgenkontrol og genoptræning. Det foretagne er i overensstemmelse med sædvanlig praksis og er en sædvanlig procedure og operationsmetode, hvorfor operationen blev foretaget på relevant og tilstrækkelig vis
- at det var sundhedsfagligt forsvarligt at udskrive til eget hjem den 7. december 2019 med oplysning om, at afdelingen kunne kontaktes ved behov. Dette skyldes, at ikke havde nogen indlæggelseskrævende tilstand. Hun var blevet mobiliseret til selvstændigt niveau med hjælpemidler inden udskrivelsen, og der var relevant givet blodtransfusion som følge af lav blodprocent. Endvidere var smerterne aftagende ved belastning, og der var ikke tegn på eller mistanke om komplikationer efter operationen. Der var således ikke behov eller grundlag for yderligere indlæggelse.
Den omstændighed, at fik foretaget en senere operation i 2022 på et andet behandlingssted som følge af mistanke om løstsiddende stem, er ikke ensbetydende med, at behandlingen på Ortopædkirurgisk Afdeling, , ikke var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Dette skyldes, at der blev udført en relevant og tilstrækkelig behandling af på Ortopædkirurgisk Afdeling, , henset til typen af skaden, de objektive fund og den udførte operation, herunder operationsmetode, som blev udført efter sædvanlig praksis. Videre blev der inden udskrivelsen på relevant og tilstrækkelig vis sikret mobilisering til selvstændigt niveau, smerterne oplevedes aftagende, og der var ikke tegn på komplikationer.
Styrelsen finder på den baggrund, at den behandling, som modtog i perioden fra den 29. november til den 7. december 2019 på Ortopædkirurgisk Afdeling, , var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.
REGLER
Styrelsen har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed