Besked på hjemmeside var ikke tilstrækkelig ved ferie
Ferielukning kunne begrunde en fravigelse af syv dages fristen ved behandling af et ønske om aktindsigt. Klinikken havde meldt ferielukning ud på deres hjemmeside, hvilket ikke var tilstrækkelig besked til patienten om fravigelse af fristen.
Sagsnummer:
23SFP09
Offentliggørelsesdato:
fredag den 27. januar 2023
Juridisk tema:
Aktindsigt
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Håndtering af anmodning om aktindsigt
Kategori:
Patientrettigheder
Vi behandler din sag igen.
Vi giver kritik til:
- (CVR.nr.: ) for håndteringen af dit ønske om aktindsigt den 22. juli 2022.
Det betyder, at der er kommet nye væsentlige oplysninger, der kan begrunde, at vi behandler sagen igen.
Det betyder også, at lægeklinikken ikke har behandlet dit ønske om aktindsigt efter reglerne.
Du kan læse mere på de næste sider.
VORES TIDLIGERE AFGØRELSE
Den 19. december 2022 afgjorde vi din sag om aktindsigt. Vi gav kritik til (CVR.nr.: ) for deres måde at håndtere dit ønske om aktindsigt den 28. juli 2022.
LÆGEKLINIKKENS ØNSKE OM GENOPTAGELSE
Den 20. december 2022 bad lægeklinikken os om at behandle sagen igen.
Lægeklinikken har oplyst:
- at klinikken var ferielukket fra den 29. juli til den 22. august 2022.
- at dette var meldt ud på klinikkens hjemmeside og på sundhed.dk.
- at du fik udleveret din journal på e-mail den 22. august 2022, som var klinikkens første åbningsdag efter ferien.
BEGRUNDELSE FOR GENOPTAGELSE
Reglerne om genoptagelse
Vi kan behandle en sag igen, hvis der er kommet nye og væsentlige oplysninger. Oplysningerne er kun nye, hvis vi ikke havde dem, da vi afgjorde sagen. Oplysningerne skal også være så væsentlige, at sagen måske kan få et andet resultat.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er kommet nye og væsentlige oplysninger, der kan begrunde en ny behandling af sagen.
Vi har lagt vægt på:
- at der er tale om nye og væsentlige oplysninger, der har betydning for sagen.
- at vi ikke havde oplysningerne, da vi afgjorde sagen.
- at oplysningerne derfor ikke indgik i vores tidligere vurdering af sagen.
Vi kan derfor behandle din sag igen.
Vores nye afgørelse gælder i stedet for den afgørelse, vi traf den 19. december 2022.
VORES NYE BEHANDLING AF SAGEN
KLAGEN
Du har klaget over:
- at du ikke fik aktindsigt i din journal inden for fristen.
SAGSFREMSTILLING
Vi har lagt vægt på oplysningerne i journalen, hvis der ikke står andet.
Den 22. juli 2022 bad du lægeklinikken om en kopi af din journal.
Den 28. juli 2022 skrev du til lægeklinikken, at du ønskede journalen sendt på e-mail.
Den 22. august 2022 sendte lægeklinikken journalen til dig som pdf-fil.
Lægeklinikken har oplyst, at klinikken var ferielukket fra den 29. juli til den 22. august 2022, og at du den 22. august 2022 fik udleveret din journal på e-mail. Ferielukningen var meldt ud på både klinikkens hjemmeside og på sundhed.dk.
Du har hertil oplyst, at du alene brugte App’en ”Min Læge” i den tid, hvor du ventede på din journal, da det var her, kommunikationen med klinikken foregik.
BEGRUNDELSE
Reglerne om aktindsigt
En patient har ret til aktindsigt i sin journal.
En patient har ret til aktindsigt i den form, som patienten ønsker. Hvis patienten ikke har ønsket en bestemt form i forbindelse med ønsket om aktindsigt, kan behandlingsstedet selv vælge hvilken form, aktindsigten udleveres i.
Et behandlingssted skal behandle et ønske om aktindsigt inden syv arbejdsdage. Lørdage, søndage og helligdage indgår ikke i beregning af fristen. Lukkedage over en længere periode, fx ved ferielukning, indgår i beregning af fristen, men betragtes som en udsættelsesgrund. Det betyder, at fristen i disse situationer kan fraviges. Selvom der foreligger en udsættelsesgrund, skal behandlingsstedet stadig prioritere behandlingen af ønsket om aktindsigt.
Behandlingsstedet skal give patienten besked, hvis fristen overskrides. Patienten skal også have besked om grunden til fristoverskridelsen og hvornår behandlingsstedet forventer at afgøre sagen. En generel information om ferielukning på behandlingsstedets hjemmeside udgør ikke en tilstrækkelig besked til patienten om overskridelse af fristen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere lægeklinikken for den måde, de har behandlet dit ønske om aktindsigt på.
Vi har lagt vægt på:
- at du den 22. juli 2022 bad om aktindsigt i din journal.
- at klinikken var lukket fra den 29. juli til den 22. august 2022.
- at der dermed var tale om en udsættelsesgrund, der kunne begrunde en fravigelse af fristen.
- at lægeklinikken derfor skulle give dig besked om grunden til fravigelsen, og hvornår du kunne forvente at få journalen udleveret.
- at lægeklinikken kun havde meldt ferielukningen ud på klinikkens hjemmeside og på sundhed.dk.
- at lægeklinikkens generelle information om ferielukning ikke var tilstrækkeligt til, at du fik besked om fravigelse af fristen for aktindsigt.
- at lægeklinikken allerede den 22. juli 2022 var bekendt med, at du ønskede aktindsigt, og derfor burde have givet dig information om fristoverskridelsen, inden klinikken holdt ferielukket.
Lægeklinikken har derfor handlet i strid med fristerne for aktindsigt.
REGLER
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over aktindsigt
Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:
- § 37, stk. 1, om retten til aktindsigt
- § 38, stk. 1, om tidsfristen for aktindsigt
Vejledning nr. 9118 af 26. januar 2022 om aktindsigt i patientjournaler og om videregivelse af helbredsoplysninger til afdødes nærmeste pårørende:
- Punkt 6 om frister for behandling af aktindsigtssagen