Utilstrækkelig undersøgelse af finger
Sygehus får kritik for ikke at undersøge nerve-, sene- og karforhold i en skadet finger tilstrækkeligt på en akutafdeling.
Sagsnummer:
23SFP101
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 7. november 2023
Speciale:
Sygepleje
Faggruppe:
Sygeplejersker
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Hospital A får kritik for behandlingen på Akutafdelingen den 26. januar 2023.
Du kan læse mere på de næste sider.
Klagen
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling på Akutafdelingen, Hospital A, den 26. januar 2023.
Vi har forstået, at det centrale i klagen er, at:
- ████s finger ikke blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 26. januar 2023 blev 36-årige ████ tilset på Akutafdelingen, Hospital A. Han havde vredet 2. finger på højre hånd bagover og havde nu smerter og hævelse. Der blev foretaget en objektiv undersøgelse af fingeren, hvor den blev undersøgt for indirekte og direkte ømhed samt rotationsfejlstilling. Der blev også foretaget en røntgenundersøgelse. På baggrund af undersøgelserne blev 2. og 3. finger på højre hånd bundet sammen med bandage. ████ blev oplyst om, at han skulle henvende sig til sin praktiserende læge, hvis hans gener fortsatte.
Det fremgår af klagen, at fingeren nu sidder i 45 grader, og at den ikke kan strækkes eller bukkes. Det fremgår videre af klagen, at ████ har været hos en ergoterapeut, som mener, at Akutafdelingen, Hospital A, har lavet en fejl.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Hospital A for behandlingen på Akutafdelingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- ████ ikke blev undersøgt på sundhedsfaglig forsvarlig vis, da nerve-, sene- og karforholdene i fingeren ikke blev undersøgt tilstrækkeligt. Vi har herved lagt til grund, at de sædvanlige undersøgelser af nerve-, sene- og karforhold ikke blev foretaget, da det alene er beskrevet i journalen, at der var let nedsat aktiv bevægelighed svarende til grundleddet. Nerve- og karforhold i fingeren skal altid undersøges, når der er sket en skade. Disse kan for eksempel undersøges ved en test af puls, fingerens følesans (sensibilitet) samt test af, om blodforsyningen til fingeren er intakt (kapillærrespons). Ligeledes skal seneforholdene i fingeren undersøges blandt andet ved aktiv test af bøje- og strækkesener i fingrene (profundus- og superficialisflexorsener samt ekstensorsener) samt eventuelt ved en undersøgelse, hvor man passivt bøjer og strækker patientens håndled (tenodese grebet).
Hospital A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af ████ den 26. januar 2023 på Akutafdelingen.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed