Ej tilstrækkelig informeret om betalingskrav

Regionen kunne ikke opkræve betaling for behandling, da det ikke kunne lægges til grund, at patienten mundtligt var informeret om betalingskravet.

Sagsnummer:

23SFP105

Offentliggørelsesdato:

13. oktober 2023

Juridisk tema:

Betaling for sygehusbehandling

Kategori:

Patientrettigheder

Vi ændrer afgørelsen fra Region ████:

  • om betaling for sygehusbehandling.

Det betyder, at regionen ikke måtte kræve betaling for din behandling.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • du selv skulle betale for din behandling på HospitalA.

Sagsfremstilling

Vi har lagt vægt på oplysningerne i journalen, hvis der ikke står andet.

Den 4. april 2023 afgjorde regionen, at du selv skulle betale for din behandling på HospitalA.

Du har oplyst, at du er dansk statsborger, men at du bor i Spanien. Du blev indlagt på akutafdelingen på HospitalA den 15. februar 2023, efter du havde besøgt lægevagten. Du blev indlagt på grund af blodig diarré og høj feber.

Du har også oplyst, at da du ankom til akutafdelingen, var der en sygeplejerske, der kom med et stykke papir, som du skulle udfylde. De bad dig også om dit pas og dit blå sygesikringsbevis, så de kunne tage en kopi. Da du afleverede papirerne, spurgte din mor, om I skulle betale for din indlæggelse. Sygeplejersken svarede, at det troede hun ikke, da du er dansk statsborger og har et dansk pas. Din mor spurgte, om det var noget, som sygeplejersken ville undersøge. Sygeplejersken kom tilbage efter at have drøftet det med en kollega, som også havde svaret, at I ikke skulle betale. Sygeplejersken spurgte også nogle læger, som ikke vidste, om du skulle betale, men de havde aldrig hørt om, at man skulle betale for behandling.

Du har også oplyst, at din mor efter et vagtskifte spurgte en ny sygeplejerske, om du skulle betale for din behandling. Hun mente heller ikke, at du skulle betale, da du var dansk statsborger med dansk pas. Da din mor kom næste morgen, talte I igen med sygeplejerskerne om betalingen, da din mor havde læst på nettet, at man kunne risikere at skulle betale for indlæggelsen. Din mor oplyste, at hvis I virkelig skulle betale for din indlæggelse, ville din mor gerne have dig med hjem, da du ligeså godt kunne ligge hjemme og vente på svar på de prøver, der var taget. Personalet svarede, at de ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at du ville få en regning. Da I gentagne gange havde fået de samme svar fra personalet, tog I det mere roligt og fandt tryghed i disse svar. Du blev derfor meget rystet, da du fredag den 4. april 2023 modtog en regning på 28.691 kr.

Du har også oplyst, at da du havde modtaget regningen, kontaktede din mor en medarbejder fra ████ i regionen, som sagde, at du skulle betale for din indlæggelse. Din mor forklarede, at I gentagne gange havde spurgt personalet på akutmodtagelsen til råds vedrørende betalingen. Medarbejderen oplyste, at personalet er uddannet i at kunne informere om disse regler. Dette kan I på ingen måde genkende, da alle I spurgte på afdelingen intet anede og endda sagde det modsatte. Du mener, at I er blevet fejlinformeret. Du havde helt valgt at tage hjem til din mor, hvis du vidste, at dette ville give dig en så stor udgift. 

Regionen har oplyst, at det ikke fremgår at din journal, at sundhedspersonalet har oplyst dig om, at du ikke skulle betale for din behandling. Det fremgår af dit journalmateriale, at du til dagligt var bosiddende i Spanien, men at du var på ferie i Danmark. Det fremgår også, at du har modtaget og underskrevet et oplysningsskema. Regionen har sendt dette til sagen.

Det fremgår af oplysningsskemaet, at du i henhold til sundhedsloven vil blive opkrævet betaling for akut og fortsat sygehusbehandling, hvis du ikke har bopæl i Danmark. Det fremgår også, at du har skrevet under på, at du er indforstået med at kunne blive mødt med et betalingskrav i forbindelse med sygehusbehandling i Danmark.

Det fremgår også af sagens materiale, at du fremviste dit blå EU-sygesikringskort, som var udstedt i Danmark og som var udløbet den 9. januar 2023.

Begrundelse

Reglerne om betaling for behandling på et sygehus

Behandling på et sygehus er normalt gratis i Danmark. Personer, der har bopæl i Danmark, har ret til gratis behandling. Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregistret. Det betyder, at lovgivningen om folkeregistrering er afgørende for, om man kan anses for at have bopæl i sundhedslovens forstand.

Den grundlæggende betingelse for at have ret til sygehusbehandling er således bopæl her i landet. Adgangen til behandling er altså ikke afhængig af, om man betaler skat, opholder sig lovligt i Danmark, er statsborger i et bestemt land, er medlem af en sygekasse eller har tegnet sygeforsikring.

En person, der ikke bor i Danmark, har ret til akut behandling på et sygehus, hvis personen opholder sig midlertidigt i regionen. Personen har også ret til fortsat behandling, når det ikke er rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet. Det gælder også, hvis personen ikke kan tåle at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet.

Regionen opkræver betaling for akut og fortsat behandling til personer, som ikke bor i Danmark. Regionen kan dog undtagelsesvist give behandlingen gratis, hvis regionen vurderer, at det er rimeligt.

Det er regionen, der vurderer, om behandlingen skal være gratis eller ej.

Regionen skal oplyse patienten om, at regionen tager betaling for behandlingen. Det skal ske inden behandlingen starter. Informationen skal gives mundtligt og kan suppleres af skriftligt informationsmateriale. Regionen oplyser den endelige pris og opkræver betalingen efter behandlingen.

Vores resultat

Vi vurderer, at regionen ikke måtte kræve betaling for din behandling.

Vi har lagt vægt på, at:

  • du ikke havde bopæl i Danmark på det tidspunkt, du modtog behandling på HospitalA.
  • regionen derfor kan opkræve betaling for din behandling, hvis du blev informeret herom.
  • det fremgår af oplysningsskemaet, at regionen informerede dig om, at du i henhold til sundhedsloven ville blive opkrævet betaling for akut og fortsat sygehusbehandling, hvis du ikke havde bopæl i Danmark.
  • oplysningsskemaet med tilstrækkelig tydelighed angav, at du skulle betale for din sygehusbehandling.
  • du har skrevet under på, at du var indforstået med at kunne blive mødt med et betalingskrav i forbindelse med din sygehusbehandling i Danmark.
  • det ikke ud fra journalen eller sagens øvrige oplysninger kan lægges til grund, at du mundtligt blev informeret om, at du skulle betale for behandlingen.
  • regionen informerede dig således skriftligt om, at du skulle betale for din behandling.
  • regionen informerede dig imidlertid ikke mundtligt om, at du skulle betale for din behandling.
    Vi ændrer derfor regionens afgørelse af 4. april 2023 om betaling for sygehusbehandling.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • 6, stk. 1, nr. 3, om klager over regionens afgørelser om vilkår for en persons ret til sygehusbehandling efter § 81 i sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023 af sundhedsloven:

  • 7, stk. 2, om bopæl
  • 81, stk. 1, om at behandling på et sygehus normalt er gratis i Danmark

Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:

  • 5, stk. 1, om ret til akut behandling til personer, der ikke bor i Danmark
  • 5, stk. 2, om ret til fortsat behandling til personer, der ikke bor i Danmark
  • 5, stk. 3, om betaling for behandling i Danmark
  • 50 a, stk. 1, om regionens opkrævning af betaling
  • 50 a, stk. 4, om orientering om betalingen

Bekendtgørelse nr. 359 af 4. april 2019 om information og samtykke i forbindelse med behandling og ved videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v:

  • 5, stk. 1, om at informationen skal gives mundtligt

Vejledninger

Vejledning nr. 9503 af 25. juni 2021 om opkrævning af betaling for akut og fortsat sygehusbehandling af visse personer uden bopæl i Danmark

  • Punkt 2.5 om informeret samtykke