Region tilsidesatte det udvidede frit sygehusvalg

Regionen skulle have tilbudt udredning på et privathospital, da hverken regionen eller et samarbejdssygehus kunne udrede patienten inden for 30 dage. Der var en aftale mellem Danske Regioner og privathospitaler om den udredning, der skulle foretages.

Sagsnummer:

23SFP14

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 9. februar 2023

Juridisk tema:

Frit og udvidet frit sygehusvalg

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Kategori:

Patientrettigheder

Region har handlet i strid med reglerne om retten til udvidet frit sygehusvalg.

Det betyder, at regionen har tilsidesat din ret til at vælge et privathospital.

Du kan læse mere på de næste sider.

KLAGEN

Du har klaget over:

  • at din ret til at vælge et privathospital blev tilsidesat.

SAGSFREMSTILLING

Den 11. august 2021 blev du henvist fra egen læge til vurdering af en knude i brystet på Hospital A.

Den 11. august 2021 sendte Hospital A dig et brev, hvor der stod, at de ikke havde kapacitet til at indkalde dig rettidigt. De videresendte dig derfor til undersøgelse hos deres samarbejdspartner Hospital B. Udredningsretten ville fortsat ikke blive overholdt, men du ville blive indkaldt tidligere på Hospital B. Der stod også i brevet, at du på baggrund af dine symptomer i henvisningen ikke var visiteret til et kræftpakkeforløb.

Den 12. august 2021 sendte Hospital B et indkaldelsesbrev med en tid til undersøgelse den 4. november 2021.

Den 13. august 2021 kontaktede du for at benytte dig af din ret til udvidet frit sygehusvalg. Du bad om at blive henvist til Hospital C, da de havde en ventetid på to uger. Du blev oplyst om, at du ikke kunne blive henvist til , men kun kunne vejledes i frit sygehusvalg.

Den 14. august 2021 modtog du en mail fra en patientvejleder i regionen, der oplyste, at fastholdte, at du ikke kunne benytte retten til udvidet frit sygehusvalg. Begrundelsen var, at regionen havde indgået en samarbejdsaftale med Hospital B om at udrede mamma-patienter. Ifølge indeholdte den udredning/undersøgelsespakke, du var sendt videre til, nogle ydelser, som ikke var omfattet af de aftaler, der er indgået i forhold til det udvidede frie sygehusvalg.

Den 16. august 2021 skrev du en mail til patientvejlederen, da du ikke kunne forstå, hvorfor du ikke kunne benytte din ret til udvidet frit sygehusvalg, når Hospital C’s afdeling i fremgår af listen over aftalesygehuse med Danske Regioner.

Du har oplyst, at du ikke har modtaget svar.

Du har også oplyst, at du på grund af den sene indkaldelse til undersøgelse selv har fundet listen over aftalesygehuse, hvor du kan se, at Hospital C har under to ugers ventetid på den samme undersøgelse, som du var indkaldt til. Du kontaktede derfor regionens med det samme og bad om at benytte din ret til udvidet frit sygehusvalg, hvilket du blev nægtet. Du kontaktede derefter din patientvejleder, som vendte tilbage med svaret om, at den undersøgelse, du var henvist til, ikke var omfattet af de aftaler, der var indgået, om udvidet frit sygehusvalg.

Regionen har oplyst, at der i den periode, hvor du ønskede omvisitering, var begrænset kapacitet indenfor mamma-området, og der var lange ventetider både på regionens egne afdelinger, på andre offentlige afdelinger og hos private leverandører.

Regionen har også oplyst, at der var indgået en særaftale mellem regionens mamma-afdelinger og to privathospitaler i Region s optageområde (Hospital B i og Hospital D). De to privathospitaler lever op til de faglige krav, der stilles til regionens offentlige afdelinger.

Regionen har også oplyst, at patienter, hvor der ikke er mistanke om kræft, tilbydes mulighed for udvidet frit sygehusvalg. De kan kontakte . De patienter, der kontaktede i august 2021 kunne kun vejledes i muligheden for at få flyttet deres forløb til andre offentlige afdelinger/hospitaler, fordi al ledig kapacitet hos private blev brugt af den offentlige afdeling i forbindelse med afsøgning af undersøgelse til patienter med mistanke om kræft.

Regionen har efterfølgende oplyst, at der i august 2021 ikke var indgået en aftale med Danske Regioner om den undersøgelse, du var henvist til.

Danske Regioner har modsat oplyst, at der er indgået en aftale om klinisk mammografi med fem privathospitaler.

BEGRUNDELSE

Reglerne om udvidet frit sygehusvalg

En patient kan nogle gange vælge at blive udredt på et privathospital eller en privat klinik, når patienten er henvist til udredning på et sygehus. Det gælder, hvis regionen ikke kan tilbyde patienten endelig udredning inden for 30 dage efter, at de har modtaget en henvisning. Det gælder dog kun, hvis det er på grund af kapacitet, og regionerne har en aftale med private behandlingssteder om behandlingen.

Vores resultat

Vi vurderer, at du havde ret til at blive udredt på et privathospital.

Vi har lagt vægt på:

  • at hverken Hospital A eller Hospital B kunne tilbyde dig en tid til udredning inden for 30 dage.
  • at du ønskede at blive omvisiteret til et privathospital.
  • at Danske Regioner havde indgået en aftale med et privathospital eller privatklinik om den udredning, du var henvist til.
  • at regionen derfor godt kunne have omvisiteret dig til et privathospital.

Regionen har derfor handlet i strid med reglerne om retten til udvidet frit sygehusvalg.

REGLER

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 6, stk. 1, nr. 4, om udvidet frit sygehusvalg efter § 87

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:

  • § 87, stk. 1, om udvidet frit sygehusvalg til udredning
  • § 87, stk. 4-6, om aftaler og vilkår

Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:

  • § 14, stk. 2, om udvidet frit sygehusvalg til udredning
  • § 19, stk. 3, om henvisning til det aftalesygehus, patienten ønsker
  • § 20, stk. 1, 3. og 4. pkt., om beregning af tidsfristen
  • § 23 om oversigt over samarbejdssygehuse og aftalesygehuse

Vejledninger

Vejledning nr. 9988 af 22. september 2016 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter

  • Pkt. 3.0 om det udvidede frie sygehusvalg.