Regionen tilbød ikke rettidig operation for kræft

Fristen på 28 dage løber som udgangspunkt fra tidspunktet for konferencebeslutningen om et konkret behandlingstilbud, selv om der skal udføres en diagnostisk kikkertoperation for at klarlægge omfanget af spredning inden en operation for tarmkræft.

Sagsnummer:

24SFP01

Offentliggørelsesdato:

9. januar 2024

Juridisk tema:

Hurtig behandling af kræft- og hjertesygdomme

Kategori:

Patientrettigheder

Kritik

Region A har ikke overholdt reglerne om maksimale ventetider.

Du kan læse mere på de næste sider.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • ████ ikke blev tilbudt en operation inden for de maksimale ventetider.

Vi tager ikke stilling til den sundhedsfaglige vurdering. Denne klage bliver behandlet på sagen med sagsnummer ████.

Sagsfremstilling

Vi har lagt vægt på oplysningerne i journalen, hvis der ikke står andet.

Den 30. marts 2022 blev ████ opereret akut på Hospital A på grund af tarmstop med fund af en knude i tyktarmen med spredning. Analyser af den fjernede knude viste efterfølgende, at der var tale om kræft i tyktarmen.

I april blev ████ henvist til Afdeling A på Hospital B med henblik på operation med fjernelse af spredt kræft kombineret med lokal kemoterapi (cytoreduktiv kirurgi og HIPEC). Ved den efterfølgende konference på Hospital B anbefalede man, at han først blev henvist til kemoterapi i 3 måneder samtidig med, at forandringer fundet i lunger og lever skulle vurderes. Derefter kunne der sendes en ny henvisning med henblik på endelig stillingtagen til operationen.

I juli 2022 blev ████ henvist fra Afdeling B på Hospital C til en ny vurdering på Hospital B med henblik på operationen.

Den 2. august 2022 blev det vurderet på en multidisciplinær teamkonference (MDT) på Hospital B, at han på baggrund af den seneste CT-skanning nu kunne henvises, hvis han var interesseret i dette. Man ville da starte med at foretage en kikkertoperation i bughulen (diagnostisk laparoskopi) for at vurdere omfanget af spredningen inden eventuel cytoreduktiv kirurgi og HIPEC. Yderligere skulle han drøftes på en levertumorkonference på grund af forandringen i leveren, som var spredning af kræften (levermetastase).

Den 9. august 2022 blev ████ henvist til Afdeling A på Hospital B med henvisning til konferencen.

Den 10. august 2022 blev han kontaktet af Afdeling A angående den videre plan. Ved samtalen blev han kort orienteret om, at han skulle have foretaget en diagnostisk kikkertoperation og senere en eventuel HIPEC-operation, hvis dette blev vurderet muligt. Han blev også oplyst om, at man kunne tilbyde en tid til kikkertoperationen den 18. august 2022, men at tiden blev udsat til den 1. september 2022, fordi han havde fået kemobehandling den 9. august 2022. Han accepterede planen og blev samme dag indkaldt til samtale den 31. august 2022 og kikkertoperation den 1. september 2022.

Den 11. august 2022 blev det vurderet på en levertumorkonference, at levermetastasen enten kunne behandles lokalt med radiofrekvens-behandling (RFA) under HIPEC-operationen eller fjernes under HIPEC-operationen.

Den 31. august 2022 mødte ████ som planlagt til information og samtale forud for kikkertoperationen. Han gav her udtryk for, at han troede, at det var HIPEC-operationen, han skulle have udført næste dag. Hertil fik han forklaret, at man var nødt til først at lave kikkertoperationen for at undersøge, hvor udbredt sygdommen var, inden man endeligt kunne tage stilling til, om han kunne få foretaget HIPEC-operationen.

Den 1. september 2022 blev kikkertoperationen gennemført som planlagt, og på baggrund af denne blev det vurderet, at ████ kunne gå videre til HIPEC-operationen. Han blev samme dag informeret om dette og om, at han blev indkaldt ved tid.

Den 6. september 2022 blev han indkaldt til samtale og forberedelse til operation den 12. oktober 2022 og til operation den 13. oktober 2022. Det fremgik af brevene, at afdelingen desværre ikke kunne tilbyde ham en tid til behandling inden for de maksimale ventetider. Hvis han ønskede at få undersøgt, om han kunne få en hurtigere tid på et andet hospital, skulle han kontakte afdelingen.

Den 12. oktober 2022 mødte ████ til information om operationen næste dag, og han gav sit samtykke denne. Samme dag fik han foretaget en fornyet præoperativ CT-skanning med henblik på vurdering af muligheden for fjernelse af levermetastasen. På baggrund af skanningen blev det vurderet, at metastasen kunne fjernes ved næste dags operation.

Den 13. oktober 2022 blev operationen gennemført.

████ oplyste i sin klage, at han officielt blev tilbudt operationen den 1. september 2022, hvorefter operationen blev fastlagt til den 13. oktober 2022. Det betød, at han først modtog operationen seks uger efter tilbuddet om operation og ikke 14 dage efter.

Regionen har oplyst, at yderligere udredning var nødvendig inden stillingtagen til cytoreduktiv kirurgi og HIPEC. Derfor blev ████ indkaldt til diagnostisk laparoskopi. Ved denne blev det afklaret, at han skulle tilbydes cytoreduktiv kirurgi og HIPEC. Operationen blev udført den 13. oktober 2022, og han blev dermed ikke tilbudt operation inden for de maksimale ventetider.

Vi har lagt til grund, at det ikke var muligt at gennemføre den diagnostiske laparoskopi tidligere end den 1. september 2022 på grund af ████s igangværende behandling med kemoterapi.

Begrundelse

Reglerne om maksimale ventetider

Der er maksimale ventetider for behandling af patienter, der er henvist til undersøgelse eller behandling for en livstruende kræftsygdom.

En patient skal have besked om muligheden for behandling inden for de maksimale ventetider senest 8 hverdage efter, at sygehuset har modtaget en henvisning. Patienten skal have en tid til behandling, hvis sygehuset kan overholde ventetiden.

Kan sygehuset ikke overholde ventetiden, skal regionen med patientens samtykke tilbyde henvisning til et andet sygehus, som kan overholde ventetiden. Det kan være et sygehus i en anden region, et privat sygehus her i landet eller et offentligt eller privat sygehus i udlandet. Hvis dette ikke er muligt, skal regionen straks oplyse dette til Sundhedsstyrelsen, hvis patienten ønsker det.

Det er ikke tilstrækkeligt, at patienten vejledes om muligheden for selv at kontakte regionen for at få undersøgt, om det er muligt at få en tid inden for fristen på et andet sygehus.

Hvis bopælsregionen har indgået aftale med en anden region om, at patienter skal henvises dertil til behandling, er det den behandlende region, der har ansvaret for at tilbyde behandling inden for den fastsatte maksimale ventetid.

Reglerne om maksimale ventetider handler om ventetiden på bestemte dele af undersøgelsen og behandlingen. Reglerne handler derimod ikke om længden af det samlede undersøgelses- og behandlingsforløb. Den samlede ventetid før den egentlige kræftbehandling er derfor ikke omfattet af reglerne om maksimale ventetider. Reglerne svarer heller ikke altid til de mål for ventetider, som findes i Sundhedsstyrelsens kræftpakker. Det er fordi et kræftpakkeforløb ikke er en patientrettighed. Pakkeforløbet er en lægefaglig målsætning for, hvordan behandlingen af en kræftpatient bør være.

Operation

En operation for kræft skal ske inden for 14 dage, fra patienten har givet samtykke til operationen. Operationen skal også tilbydes senest 28 dage, fra sygehuset har modtaget henvisningen. Dette gælder, medmindre patientens helbredstilstand gør, at behandlingen ikke kan begynde.

En beslutning ved en multidisciplinær teamkonference om et konkret behandlingstilbud til en patient skal sidestilles med modtagelse af en henvisning til behandling. Det gælder også, hvis konferencen finder sted på et sygehus i en anden region, som tilbyder patienten behandling.

Når der er truffet en konferencebeslutning om tilbud om operation, løber fristen på 28 dage, selv om der efterfølgende skal foretages et diagnostisk indgreb eller en undersøgelse for at afklare, om der stadig er grundlag for at gennemføre den tilbudte operation.

Hvis det på baggrund af en supplerende eller afklarende undersøgelse ikke længere er muligt at gennemføre behandlingsplanen på grund af patientens helbred, gælder de maksimale ventetider ikke længere. En ny frist på 28 dage vil herefter begynde at løbe fra tidspunktet for en eventuel ny konferencebeslutning om et konkret behandlingstilbud eller en ny henvisning til behandling.

Vores resultat

Operation

Vi vurderer, at ████ ikke blev tilbudt operation inden for de maksimale ventetider.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det på konferencen den 2. august 2022 blev besluttet, at ████ skulle have et konkret behandlingstilbud i form af en operation med cytoreduktiv kirurgi og HIPEC, hvis denne var mulig. Dette sidestilles med modtagelse af en henvisning til behandling.
  • han derfor som udgangspunkt skulle have tilbudt operationen inden for 28 dage fra den 2. august 2022.
  • det ikke havde betydning for beregning af fristen, at det på en levertumorkonference skulle vurderes, hvordan spredningen til leveren skulle behandles under operationen.
  • det heller ikke havde betydning for beregning af fristen, at han skulle have foretaget en diagnostisk kikkertoperation med henblik på at klarlægge omfanget af spredningen inden operationen.
  • det ikke var muligt at udføre den diagnostiske kikkertoperation før den 1. september 2022 på grund af hans igangværende behandling med kemoterapi.
  • fristen på 28 dage derfor først begyndte at løbe fra den 1. september 2022, fordi hensynet til hans helbred gjorde, at det ikke var muligt at starte behandling tidligere.
  • han derefter blev indkaldt til operation den 13. oktober 2022. I indkaldelsen blev han oplyst om, at sygehuset ikke kunne tilbyde behandling inden for de maksimale ventetider.
  • han ikke samtidig blev oplyst om, hvor han konkret kunne få en tid inden for de maksimale ventetider, men alene om, at han kunne kontakte afdelingen, hvis han ønskede at få undersøgt, om der var andre muligheder.
  • han gav samtykke til operationen den 12. oktober 2022.
  • han blev opereret den 13. oktober 2022. Det er mindre end 14 dage, fra han gav samtykke. Det er mere end 28 dage fra den 1. september 2022, hvor hans helbredstilstand muliggjorde behandling.

Regionen har derfor ikke overholdt reglerne om maksimale ventetider.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • 6, stk. 1, nr. 5, om maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme efter § 88 i sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 248 af 8. marts 2023 af sundhedsloven:

  • 88 om maksimale ventetider

Bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme:

  • 1, stk. 1, om den omfattede patientgruppe
  • 2, stk. 1, om hensynet til patientens helbredstilstand
  • 2, stk. 1, nr. 1-5, om tidsfristerne for iværksættelse af forundersøgelse eller behandling
  • 4 om patientens fremmøde og tidsfrister
  • 7, stk. 1, om bopælsregionens ansvar for at tilbyde behandling
  • 7, stk. 2, om regionen kan tilbyde patienten behandling inden for den maksimale ventetid
  • 8, stk. 1, om regionens henvisningspligt til en anden region eller udlandet
  • 8, stk. 2, om behandling i en anden region end bopælsregionen
  • 10 om meddelelse til Sundhedsstyrelsen

Vejledninger

Vejledning nr. 9259 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmisk hjertesygdomme

  • Afsnittet om definition af patientgruppe
  • Afsnittet om henvisning og opgørelse af maksimale ventetid
  • Afsnittet om hensyn til patientens helbredstilstand og ønsker
  • Afsnittet om procedure såfremt der ikke findes behandlingssted

Offentliggjorte afgørelser

Vi har også brugt en eller flere af vores offentliggjorte afgørelser som vejledning ved vurderingen af din sag. Du kan finde vores offentliggjorte afgørelser på vores hjemmeside stpk.dk:

  • 23SFP05, offentliggjort den 18. januar 2023
  • 23SFP17, offentliggjort den 14. februar 2023