Forsinket frembrud af barns hjørnetænder

Tandpleje får kritik for ikke at undersøge frembrudsretning ved 10-årigt barns hjørnetænder i overkæben

Sagsnummer:

24SFP106

Offentliggørelsesdato:

2. juli 2024

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Øvrige kommunale behandlingstilbud, Tandlægeklinikker

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Kommune 1 får kritik for behandlingen i Tandplejen i perioden fra den 20. november 2019 til den 16. maj 2023.

Klagen

Du har klaget over, at din datter ikke fik en korrekt behandling hos Tandplejen, Kommune 1, i perioden fra den 20. november 2019 til den 16. maj 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • der blev foretaget utilstrækkelig undersøgelse den 20. november 2019, da det ikke blev diagnosticeret, at ████s mælkehjørnetænder ikke var faldet ud
  • det ikke var fagligt korrekt at opstarte ortodontisk behandling i 2021 henset til tandstilling og diagnosetidspunkt.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 20. november 2019 blev din datter undersøgt af Tandplejen, Kommune 1. Det blev her noteret, at hjørnetænderne i underkæben var brudt frem, og at mælkehjørnetænderne i underkæben var tabt (fældet). Der blev ikke noteret fund vedrørende hjørnetænderne i overkæben.

Den 24. september 2021 blev din datter igen set af Tandplejen. Tandplejen konstaterede, at mælkehjørnetænderne i overkæben (03+, +03) ikke var løse. Der var ikke tegn på, at de nye hjørnetænder (3+, +3) var på vej frem, og de kunne heller ikke mærkes (palperes) gennem tandkødet. I forbindelse med undersøgelsen blev der taget røntgenbilleder.

Den 1. oktober 2021 blev der taget aftryk af overkæben til tandregulering (bøjlebehandling).

Den 5. oktober 2021 blev din datter set til undersøgelse med henblik på behandling af hjørnetænderne 3+3, der ikke var brudt frem. Der blev taget røntgenbilleder, som viste, at hjørnetænderne var placeret i knoglen ind mod ganen, ligesom placeringen af hjørnetænderne havde ført til, at der var sket en nedbrydning af rødderne af de små fortænder i overkæben (2+, +2). Det blev vurderet, at det var nødvendigt med en mindre operation, som skulle hjælpe hjørnetænderne med at bryde frem (denudering).

Den 8. oktober 2021 blev der lavet en foreløbig plan for opstart af behandling med fastsiddende bøjle i overkæben.

Den 11. oktober 2021 blev det kirurgiske indgreb ved tænderne 3+3 foretaget, hvor der ligeledes blev monteret et træk på tænderne for at få dem til at bevæge sig ned og bryde frem.

Den 16. november 2021 var du til kontrol med din datter af hendes bøjle. I blev her informeret om, at behandlingsmålet var at få tænderne 3+3 til at bryde frem samt at undgå yderligere nedbrydning af rødderne (resorptioner) af tænderne 21+12. Der skulle på et senere tidspunkt tages stilling til yderligere behandling. Der blev i den efterfølgende periode udført tandreguleringsbehandling med løbende kontroller, hvor tænderne 3+3 ikke brød frem.

Den 27. april 2023 blev det vurderet, at det kunne blive nødvendigt at fjerne de små fortænder i overkæben (2+2) og flytte hjørnetænderne (3+3) ned på pladsen for de små fortænder i stedet (autotransplantation). Dette skyldes, at tandreguleringsbehandlingen ikke havde haft den ønskede effekt, og tænderne 3+3 ikke var brudt frem. Der ville i så fald skulle ske henvisning til et andet behandlingssted.

Den 16. maj 2023 blev din datters tandreguleringsforløb i Tandplejen afsluttet, da der ikke kunne tilbydes yderligere behandling her, mens der i stedet skulle ske henvisning til et andet behandlingssted.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbillederne.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Tandplejen, Kommune 1, for en del af behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • børne- og ungdomstandplejen allerede fra et barn fylder 9 år bør være opmærksom på, hvorvidt tænder er brudt frem, og hvordan de er placeret. Den 20. november 2019 var din datter 10,5 år gammel. Det var derfor kritisabelt, at tandplejen ikke foretog en undersøgelse af, om mælkehjørnetænderne i overkæben (03+03) var løse og de blivende hjørnetænder 3+3 på vej, især henset til at de blivende tænder i underkæben 3-3 allerede var brudt frem. Tandplejen burde ligeledes have undersøgt, om hjørnetænderne i overkæben (3+3) havde korrekt frembrudsretning
  • tandplejen burde have undersøgt, om tænderne 3+3 kunne mærkes Tænderne kan mærkes 1-1,5 år, før de bryder frem. Hvis de ikke kunne mærkes, da din datter var 10,5 år gammel, kunne det tyde på, at tænderne ikke var på vej til at bryde frem, eller at de lå forkert
  • det er kritisabelt, at tandplejen ved undersøgelsen den 20. november 2019 vurderede, at der kunne gå 2 år indtil din datters næste undersøgelse, da hjørnetandsfrembrud i den alder altid bør følges tæt
  • tandplejen burde have lagt en overordnet plan og taget stilling til tanderstatninger for de små fortænder (2+2), hvis autotransplantationen ikke kunne udføres eller ikke lykkedes. Tandplejen burde ligeledes have lagt en plan for et eventuelt behandlingsbehov for de midterste fortænder (1+1), hvis rødder ligeledes var resorperede (afkortede) af tænderne 3+3, da det, uanset at din datter var henvist til et andet behandlingssted, fortsat var børne- og ungdomstandplejens opgave at være tovholder på den samlede behandling

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Tandplejen, Kommune 1, for den resterende del af behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det var relevant at igangsætte tandreguleringsbehandling i 2021, da din datter var 12,5 år gammel, uanset at diagnosen vedrørende hjørnetænderne blev stillet for sent. Det var relevant at forsøge at fremføre tænderne 3+3 i ganen, så der ikke skete yderligere skade på de andre fortænder, ligesom vi vurderer, at behandlingen blev foretaget på relevant vis. Den omstændighed, at det ikke lykkedes at føre tænderne 3+3 ned i tandrækken, skyldes ikke kritisabel behandling, men kan have en sammenhæng med, at behandlingen grundet den sene diagnostik ligeledes kom sent i gang.

Tandplejen, Kommune 1, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din datter i perioden fra den 20. november 2019 til den 16. maj 2023.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed