Patient havde aktiv sag om familiesammenføring

Patient blev opkrævet betaling for fødsel, fordi Udlændingestyrelsen først sendte en kvittering for ansøgning om familiesammenføring efter fødslen. Regionen kunne ikke opkræve betaling, fordi der eksisterede en verserende sag på fødselstidspunktet.

Sagsnummer:

24SFP13

Offentliggørelsesdato:

30. januar 2024

Juridisk tema:

Betaling for sygehusbehandling

Kategori:

Patientrettigheder

Ændring

Vi er ikke enige i afgørelsen fra Region A om betaling for sygehusbehandling. Vi ændrer derfor afgørelsen.

  • Regionen måtte ikke kræve betaling for din behandling.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • du selv skulle betale for sygehusbehandling på Behandlingssted 1.

Sagsfremstilling

Den 18. august 2023 fødte du en søn på Behandlingssted 1.

Den 6. september 2023 afgjorde regionen, at du selv skulle betale 32.348 kr. for fødslen.

Din repræsentant oplyser, at du var tildelt processuelt ophold i Danmark på fødselstidspunktet, fordi I havde en verserende sag om familiesammenføring hos Udlændingestyrelsen.

Regionen oplyser, at I først søgte om familiesammenføring efter barnets fødsel. Regionen har i den forbindelse lagt vægt på et kvitteringsbrev fra Udlændingestyrelsen dateret til den 1. september 2023. Det fremgår af brevet, at du har ret til at blive i Danmark, indtil der er truffet afgørelse i din sag.

Vi har den 17. januar 2024 bedt Udlændingestyrelsen om at oplyse, hvornår du søgte om familiesammenføring med din ægtefælle, og om du havde processuelt ophold den 18. august 2023.

Udlændingestyrelsen har den 19. januar 2024 svaret, at du ansøgte om familiesammenføring den 28. juni 2023, og at du havde processuelt ophold den 18. august 2023. Du fik opholdstilladelse den 21. september 2023.

Vi har baggrund af sagens oplysninger lagt til grund, at du er statsborger i et tredjeland, og at du først fik bopæl i Danmark den 21. september 2023.

Begrundelse

Reglerne om betaling for behandling på et sygehus

Behandling på et sygehus er normalt gratis for personer, der har bopæl i Danmark. Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregistret.

En person, der ikke bor i Danmark, har ret til akut behandling på et sygehus, hvis personen opholder sig midlertidigt i regionen. Personen har også ret til fortsat behandling, når det ikke er rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet. Det gælder også, hvis personen ikke kan tåle at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet.

Regionen opkræver betaling for akut og fortsat behandling til personer, som ikke bor i Danmark. Regionen kan dog undtagelsesvist give behandlingen gratis, hvis regionen vurderer, at det er rimeligt. Det er regionen, der vurderer, om behandlingen skal være gratis eller ej.

Alle gravide har adgang til hjælp til akut fødsel, dvs. fødsel uden for termin. Efter praksis betragtes en fødsel som til termin, når den finder sted fra uge 37+0 til uge 41+6. Kvinder, som ikke har bopæl i Danmark, har dog ret til fødselshjælp, hvis de kommer til et sygehus og er i fødsel, selvom fødslen finder sted til planlagt tid. Regionen opkræver i den forbindelse betaling.

De gravide, som har en herboende ægtefælle, og som har søgt om familiesammenføring, og som føder her i landet, inden der er truffet afgørelse om, hvorvidt der kan meddeles opholdstilladelse, har imidlertid ret til gratis fødselshjælp – også til termin – under forudsætning af, at den pågældende har ret til at være i landet under sagens behandling, det vil sige er meddelt processuelt ophold.

Regionen kan kontakte Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet efter behov, hvis der er tvivl om, hvorvidt den gravide har ret til at opholde sig i Danmark.

Regionen skal oplyse patienten om, at den tager betaling for behandlingen. Det skal ske inden behandlingen starter. Informationen skal gives mundtligt og kan suppleres af skriftligt informationsmateriale. Regionen oplyser den endelige pris og opkræver betaling efter behandlingen.

Vores resultat

Vi vurderer, at regionen ikke måtte kræve betaling for din behandling.

Vi har lagt vægt på, at:

  • du ansøgte om familiesammenføring den 28. juni 2023 og først fik en afgørelse i din sag om familiesammenføring den 21. september 2023.
  • du havde en verserende sag om familiesammenføring den 18. august 2023, da du fødte din søn på Behandlingssted 1.
  • du derfor var berettiget til gratis fødselshjælp, fordi du og din herboende ægtefælle havde en verserende sag om familiesammenføring på fødselstidspunktet.
  • det ikke kan føre til et andet resultat, at udlændingemyndigheden først kvitterede for din ansøgning efter fødslen, fordi du havde lovlig ophold i Danmark på fødselstidspunktet.

Vi ændrer derfor regionens afgørelse af 6. september 2023 om betaling for sygehusbehandling.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • 6, stk. 1, nr. 3, om klager over regionens afgørelser om vilkår for en persons ret til sygehusbehandling efter § 81 i sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023 af sundhedsloven:

  • 7, stk. 2, om bopæl i Danmark
  • 81, stk. 1, om at behandling på et sygehus normalt er gratis i Danmark

Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:

  • 5, stk. 1, om ret til akut behandling til personer, der ikke bor i Danmark
  • 5, stk. 2, om ret til fortsat behandling til personer, der ikke bor i Danmark
  • 5, stk. 3, om betaling for behandling i Danmark
  • 5, stk. 4, om særlige undt
  • 50 a, stk. 1, om regionens opkrævning af betaling
  • 50 a, stk. 4, om vederlagsfri behandling