Manglende reaktion på bifund ved CT-scanning

Sygehus får kritik for ikke at reagere på, at en CT-scanning viste tegn på kræft i tyktarmen.

Sagsnummer:

24SFP159

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 22. oktober 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger, Kræftsygdomme (hepatologi), Mavetarmsygdomme, kirurgiske (kirurgisk gastroenterologi)

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler, Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Hospital A får kritik for behandlingen på Afdeling A den 10. april 2023.

Ikke kritik

Behandlingssted A (CVR.nr: ████) får ikke kritik for behandlingen den 30. november 2023.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at din mand ikke fik en korrekt behandling på Afdeling A, Hospital A, den 10. april 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • der ikke blev reageret relevant på scanningsfundet.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 4. april 2023 fik din mand foretaget en CT-scanning af maven, hvilken var ordineret af Afdeling A, Hospital A. Scanningen havde til formål at følge op på udposningerne på pulsåren til leveren og bækkenpulsårene.

Den 10. april 2023 var scanningen gennemgået og beskrevet. Scanningen viste, at udposningerne var uændrede og endnu ikke var behandlingskrævende. Din mand blev informeret om, at han ville blive indkaldt til en ny scanning ca. et år senere. Scanningen viste derudover tegn på kræft i tyktarmen. Det fremgår senere af journalen, at der ikke var blevet reageret på scanningens fund i tyktarmen.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Afdeling A, Hospital A, for ikke at reagere på scanningsfundet.

Vi har lagt vægt på, at:

  • en ordinerede afdeling af en scanning er ansvarlig for at reagere på alvorlige bifund, også selvom fundet ikke nødvendigvis er hidrørende under samme speciale som den ordinerede afdeling. Afdeling A havde ordineret CT-scanningen og var dermed også ansvarlig for at reagere på, at det fremgik af CT-scanningens beskrivelse, at der var tegn på kræft i tyktarmen
  • der blev således ikke reageret relevant på, at CT-scanningen viste tegn på kræft i tyktarmen, da der ikke blev iværksat yderligere undersøgelse eller behandling herfor.

Afdeling A, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din mand den 10. april 2023.

2. klagepunkt

Du har klaget over, at din mand ikke fik en korrekt behandling hos Behandlingssted A den 30. november 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • der ikke blev foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af maven, herunder at der burde være blevet henvist til en fornyet scanning.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 30. november 2023 var din mand til årskontrol for sukkersyge hos Behandlingssted A. Ved samme konsultation oplyste din mand, at han havde smerter i højre side omkring galdeblæren. Der blev lavet en henvisning til en ny vurdering af sten i galdeblæren.

Begrundelse

Vi henviser til ”normen for almindelig anerkendt faglig standard” i afsnittet under begrundelse for 1. klagepunkt.

Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Afklaring af, om din mands mave blev undersøgt

Du har oplyst, at din mand ikke blev undersøgt, da han oplyste at have ondt i maven.

I journalen står, at din mand havde ondt i maven. Det fremgår derudover af henvisningen, der blev lavet på dagen, at der ved en objektiv undersøgelse blev fundet ømhed ved højre øvre kvadrant.

Vi har lagt vægt på, at:

  • oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
  • vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene

Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at der ikke blev foretaget en objektiv undersøgelse af din mands mave.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Behandlingssted A for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • din mand, ugen forinden konsultationen den 30. november 2023, havde fået foretaget blodprøver og målt puls samt blodtryk. Disse undersøgelser viste normale fund, bortset fra basisk fosfatase, der var forhøjet. Forhøjet basisk fosfatase kan have flere forskellige årsager, bl.a. galdesten
  • der ved undersøgelsen af din mand blev fundet let ømhed i højre, øvre kvadrant. Din mands mave blev således undersøgt ved at trykke på maven, hvilket er en almindelig undersøgelse at udføre i en almen lægepraksis, når en patient oplyser at have mavesmerter. Det er således vores vurdering, at der blev foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af din mands mave
  • det var relevant at henvise din mand til vurdering i et kirurgisk ambulatorium, da de er specialister i patienter med mavesmerter. I den videre udredning af mavesmerter kan flere forskellige undersøgelser være relevante, f.eks. en CT-scanning, en MR-scanning eller en ultralydsscanning, kikkertundersøgelse af tarmen eller mavesækken samt supplerende blodprøver. Det var dermed relevant at overlade til specialisterne i ambulatoriet, hvilken undersøgelse der var relevant at foretage. Ligeledes var der ikke grundlag for at henvise din mand direkte til en scanning, da det var relevant, at han blev vurderet af mavespecialisterne, og da din mand ikke havde symptomer (f.eks. blod i afføringen eller andre ændringer i afføringen, opkastninger, høj feber), der skulle reageres på, fx ved at henvise til en akut scanning.

Behandlingssted A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din mand den 30. november 2023 hos Behandlingssted A.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed