Manglende ansøgning af økonomisk tilskud

Hospital A får kritik for ikke at vejlede om muligheden for at ansøge om økonomisk tilskud til et magistrelt lægemiddel og for ikke at søge tilskuddet. Det var en skærpende omstændighed, at patienten tilhørte en særlig sårbar patientgruppe.

Sagsnummer:

24SFP162

Offentliggørelsesdato:

fredag den 1. november 2024

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Hospital A (CVR.nr: ████) får kritik for behandlingen i perioden fra den 1. september 2021 til den 31. januar 2023.

Klagen

Du har klaget over, at din søster, ████, ikke fik en korrekt behandling i Hospital A, i perioden fra den 1. september 2021 til den 31. januar 2023.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • der ikke i tilstrækkeligt omfang blev givet information om muligheden for at søge tilskud til det ordinerede magistrelle lægemiddel Clozapin, mikstur
  • Hospital A burde have søgt økonomisk tilskud til Clozapin, mikstur på et tidligere tidspunkt.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

I perioden mellem den 1. september 2021 og den 31. januar 2023 ordinerede Hospital A løbende Clozapin, mikstur til behandling af din søsters paranoide skizofreni. Behandlingen blev ordineret som et magistrelt lægemiddel.

Hospital A har udtalt, at klinikken på baggrund af din klage straks søgte om tilskud til Clozapin, mikstur.

Det er oplyst i klagen, at hverken du, i egenskab af at være din søsters økonomiske værge, eller din søster blev vejledt om muligheden for at søge tilskud til medicinen.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved økonomisk ordination af lægemidler. Det følger af autorisationslovens § 17.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Lægemiddelstyrelsen kan i særlige tilfælde bestemme, at der ydes tilskud til køb af et lægemiddel, der ordineres på recept til en bestemt patient (enkelttilskud), uanset at lægemidlet ikke er meddelt generelt tilskud. 

Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af tilskud efter sundhedslovens § 145 træffes efter ansøgning fra den behandlende læge med beskrivelse af patientens behov og sygdomsforløb.

Vi har modtaget partshøringssvar fra Hospital A. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Hospital A har udtalt, at din søster lider af paranoid skizofreni, og at hun trods intensiv medicinsk behandling og psykosocial støtte fra sit bosted har haft flere episoder med svære psykotiske gennembrud og med medicinsvigt. Hun får derfor behandling med Clozapin, mikstur i stedet for perorale tablet behandling med Clozapin, da miksturen har medvirket til en mere klinisk stabilisering de seneste år.

Hospital A har videre oplyst, at ordination af Clozapin mikstur er en mere kompliceret administrativ opgave end ved behandling med peroral tablet behandling.

Hospital A har også oplyst, at den manglende ansøgning beroede på et alment manglende kendskab til de begrænsninger, der er forbundet med magistral ordination, som heller ikke blev opdaget i apotekets processer.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Hospital A for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • Hospital A ved ordinering af det magistrelle lægemiddel Clozapin, mikstur skulle have vejledt om muligheden for at søge økonomisk tilskud.
  • det er en skærpende omstændighed, at din søster har en psykiatrisk lidelse og dermed tilhører en sårbar patientgruppe.
  • Hospital A skulle have ansøgt om enkelttilskud til Clozapin, mikstur, da din søster hører til gruppen af patienter, hvor det var relevant at søge tilskud. Behandlingen med tablet Clozapin var afprøvet og fundet utilstrækkelig, og behandling med Clozapin, mikstur havde vist sig gavnlig. Ansøgning om enkelttilskud skal indsendes af den behandlende læge og indsendes sædvanligvis efter anmodning fra patienten. I dette tilfælde burde klinikken imidlertid af egen drift have ansøgt om tilskuddet, fordi din søster tilhører en sårbar patientgruppe.
  • den omstændighed, at klinikken ikke besad viden om ansøgning til enkelttilskud, medfører ikke en ændret vurdering. Det skyldtes, at læger og lægeklinikker har pligt til at holde sig ajour med sundhedsloven, herunder om retten til tilskud.

Magistrelle lægemidler er lægemidler, der tilberedes på et apotek til den enkelte patient efter recept fra en læge. Baggrunden for, at et apotek kan fremstille og forhandle et magistrelt lægemiddel, er at sikre specielle terapeutiske behov, som ikke kan tilgodeses gennem anvendelsen af markedsførte lægemidler.

Clozapin er et almindeligt anvendt antipsykotisk præparat. Præparatet er et af de mest effektive præparater mod psykoser og anvendes til patienter med psykoselidelser, oftest skizofreni, som ikke har haft tilstrækkelig effekt af anden behandling. På markedet findes præparatet kun i tabletform, hvorfor mikstur skal specialfremstilles og derfor også har en højere pris.

Der kan søges tilskud til al medicin, der ikke falder under det generelle tilskud, såfremt det vurderes, at behandlingen har en særlig behandlingsmæssig betydning for patienten, og andre relevante behandlingsmetoder konkret er fundet utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige.

På baggrund af ovenstående er det vores vurdering, at klinikken burde have ansøgt om enkelttilskud til præparatet Clozapin, mikstur.

Hospital A har derfor handlet  under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen, i perioden fra den 1. september 2021 til den 31. januar 2023.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 (Sundhedsloven)

  • § 145 om enkelttilskud