Manglende akut CT-scanning af hovedtraume
Hospital får kritik for ikke at foretage akut CT-scanning af en patient, som var i blodfortyndende behandling og havde pådraget sig et hovedtraume.
Sagsnummer:
24SFP171
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 3. december 2024
Speciale:
Ortopædkirurgi
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A får kritik for behandlingen på Akutafdelingen den 3. maj 2024.
Klagen
Du har klaget over, at din mor, ████, ikke fik en korrekt behandling på Akutafdelingen, Hospital A, den 3. maj 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- din mor ikke blev tilstrækkelig undersøgt før udskrivelsen, herunder manglende skanning.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 3. maj 2024 klokken 00.48 blev din mor som 85-årig undersøgt på Akutafdelingen, Hospital A, på grund af et hovedtraume. Hun var faldet på sit plejehjem og havde en stor bule i panden. Personalet på plejehjemmet havde observeret, at din mor ikke havde været bevidstløs efter faldet. Hun var på behandlingstidspunktet i behandling med blodfortyndende medicin (Eliquis).
Ved ankomst til Akutafdelingen oplyste din mor, at hun havde hovedpine og kvalme. Akutafdelingen vurderede på baggrund af en objektiv undersøgelse, at der ikke skulle foretages en CT-skanning, blandt andet fordi hun ikke havde været bevidstløs eller haft opkastninger. Hun blev herefter udskrevet til plejehjemmet den 3. maj 2024 klokken cirka 03.00.
Du har oplyst, at afdelingen udskrev din mor uden at foretage en skanning. Du har også oplyst, at din mor døde på plejehjemmet senere samme dag, og at en efterfølgende obduktion har påvist, at hun havde en blødning i hovedet efter faldet.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Akutafdelingen, Hospital A, for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- Akutafdelingen ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af din mors hovedtraume, inden hun blev udskrevet. Din mors hovedtraume skulle ikke have været behandlet i overensstemmelse med de almindelige retningslinjer for håndtering af hovedtraumer, men i stedet i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det skyldes, at din mor var i behandling med blodfortyndende medicin, hvilket kan forårsage en alvorlig tilstand selv ved lette hovedtraumer.
- Akutafdelingen på baggrund af ovenstående således burde have foretaget akut billeddiagnostik med CT-skanning og foretaget yderligere observation af din mor i 24 timer. Det skyldes, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der foretages en tidlig CT-scanning af alle patienter i blodfortyndende behandling, som ankommer til et sygehus efter at have været udsat for et hovedtraume. Endvidere vil man sædvanligvis også anbefale yderligere observation af patienten i 24 timer.
Akutafdelingen, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din mor, ████, den 3. maj 2024.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed