Pårørende blev ikke informeret

Plejehjem får kritik for ikke at informere varigt inhabils pårørende inden der blev foretaget podning for COVID-19 med henblik på indhentelse af informeret samtykke.

Sagsnummer:

24SFP31

Offentliggørelsesdato:

4. marts 2024

Speciale:

Hjemmesygepleje

Faggruppe:

Social- og sundhedsassistenter

Behandlingssted:

Hjemmepleje/plejehjem

Type:

Indhentelse af informeret samtykke , Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Der gives kritik til:

  • Plejehjem A, Kommune A, for indhentelse af informeret samtykke den 31. januar og 3. februar 2022.

Der gives ikke kritik til:

  • Plejehjem A, Kommune A, for behandlingen.

Det betyder, at der ikke blev indhentet samtykke på grundlag af fyldestgørende information.

Det betyder videre, at behandlingen var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

1. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at der ikke blev indhentet et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for COVID-19 test af ████ på Plejehjem A, Kommune A, den 31. januar og 3. februar 2022.

Styrelsen har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at der ikke blev indhentet samtykke til COVID-19 test fra ████s pårørende.

SAGSFREMSTILLING

Medmindre andet fremgår, har Styrelsen for Patientklager taget udgangspunkt i oplysninger fra journalen.

Den 31. januar 2022 blev 83-årige ████ testet for COVID-19 på Plejehjem A, Kommune A.

Det fremgår af en udtalelse fra behandlingsstedet, at testen den 31. januar 2022 blev gennemført uden nogen form for protest fra ████s side.

Det fremgår af klagen, at personalet på behandlingsstedet var blevet smittet med COVID-19, hvorfor man ud fra et sikkerhedsprincip ønskede at teste alle borgere på plejehjemmet. I den forbindelse ville pårørende blive ringet op med henblik på at fremskaffe samtykke til testningen. ████s pårørende blev aldrig kontaktet.

Det fremgår videre, at ████ herefter var blevet testet og forsøgt testet uden at der forelå et samtykke hertil. ████s pårørende havde besluttet sig, at de ikke ønskede at samtykke til testning henset til ████s tilstand med svær demens.

BEGRUNDELSE

Det fremgår af sundhedslovens § 15, at ingen behandling som udgangspunkt må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

Et gyldigt samtykke til behandling forudsætter, at patienten er i stand til at overskue konsekvenserne på baggrund af den givne information.

Det fremgår videre af sundhedslovens § 18, at nærmeste pårørende kan give samtykke til behandling, når der er tale om patienter, der varigt mangler evnen til at give samtykke.

Ved vurderingen af, hvorvidt en patient er varigt inhabil, bliver der foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt patienten i behandlingsforløbet må forventes at forstå informationen.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning om information og samtykke punkt 2.1.2.1, at hvis patienten i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behandles, er der, uanset samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre behandlingen med tvang.

Det fremgår af klagen, at personalet havde forsøgt at teste ████ for COVID-19 den 3. februar 2022, men måtte opgive, da hun ikke samarbejdede hertil.

Det fremgår af en udtalelse fra behandlingsstedet, at det den 3. februar 2022 blev forsøgt at teste ████ for COVID-19, hvilket ikke lykkedes, da hun modsatte sig undersøgelsen.

På baggrund af klagers oplysninger, og idet oplysningerne bekræftes af behandlingsstedet, lægger styrelsen til grund, at behandlingsstedet forsøgte at teste ████ mod COVID-19 den 3. februar 2022.

Styrelsen vurderer herefter, at der er grundlag for at kritisere Plejehjem A, Kommune A, for indhentelsen af informeret samtykke.

Styrelsen har lagt vægt på:

  • at ████ på behandlingstidspunktet var varigt inhabil, idet hun ikke kunne give udtryk for sit helbred og varetage egen sundhed henset til, at hun var så kognitivt præget af sin fremskredne demens.
  • at en podning for COVID-19 er undersøgelse, som efter sundhedslovens § 15, stk. 1, ikke må indledes eller fortsættes uden patientens informeret samtykke.
  • at der ikke blev indhentet et tilstrækkeligt samtykke, idet plejehjemmet burde have kontaktet ████s pårørende med henblik på indhentelse af et informeret samtykke til foretagelsen af en COVID-19 test, da ████ var varigt inhabil, og dermed ikke i stand til at give samtykke til behandlingen.

Styrelsen finder på den baggrund, at indhentelse af informeret samtykke forud for den behandling, som ████ modtog den 31. januar og 3. februar 2022 på Plejehjem A, Kommune A, var i strid med sundhedsloven.

2. KLAGEPUNKT

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling på Plejehjem A, Kommune A, den 31. januar og 3. februar 2022.

Styrelsen har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt at teste og forsøge at teste ████ for COVID-19.

SAGSFREMSTILLING

Styrelsen har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Der henvises til sagsfremstillingen under klagepunkt 1.

Det fremgår af et partshøringssvar fra klager, at behandlingsstedet ikke burde have testet ████ for COVID-19 eller forsøgt at teste hende, da hun ikke kunne samarbejde hertil. Videre at hun ikke frivilligt kunne lade sig teste med vatpind i hverken hals eller næse, hvorfor det måtte have været nødvendigt, at personalet skulle holde ████s hoved og hænder for at få foretaget en test.

Det fremgår videre, at ████s praktiserende læge havde vurderet, at ████ ikke længere kunne samarbejde om blandt andet blodprøvetagning.

BEGRUNDELSE

Styrelsen for Patientklager træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 1, stk. 2.

Styrelsen tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”, hvilket er en norm, som fastlægges ved styrelsens praksis. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Styrelsen har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Styrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Plejehjem A, Kommune A, for behandlingen.

Det bemærkes at vurderingen, af hvorvidt det var sundhedsfagligt forsvarligt at teste og forsøge at teste ████, er en vurdering af den sundhedsfaglige behandling uden inddragelse af, hvorvidt der var indhentet informeret samtykke til behandlingen.

Styrelsen har lagt vægt på:

  • at det var sundhedsfagligt forsvarligt at teste og forsøge at teste ████ ud fra et forsigtighedsprincip og ud fra hensynet til at mindske/begrænse smitte af COVID-19 på plejehjemmet. Videre at det var sundhedsfagligt forsvarligt at teste ████ den 31. januar 2022, idet testen blev gennemført uden protest fra ████, således at der ikke blev anvendt magt i forbindelse hermed. Endvidere var det relevant ikke at gennemføre testen den 3. februar 2022, idet ████ modsatte sig at blive testet. 

Såfremt en patient ikke kan samarbejde eller modsætter sig en undersøgelse/behandling, må proceduren afbrydes, aflyses eller eventuelt udskydes til et senere tidspunkt, da magtanvendelse ikke er tilladt.

Styrelsen kan hertil oplyse, at det følger af Sundhedsstyrelsens dagældende retningslinjer om håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet, at smitteopsporing bør iværksættes ved påvist COVID-19 hos en patient eller personale i en afgrænset gruppe i sundhedsvæsenet, herunder også beboere på et plejehjem. 

Styrelsen finder på den baggrund, at den behandling, som ████ modtog den 31. januar og 3. februar 2022 på Plejehjem A, Kommune A, var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

REGLER

Styrelsen har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:

  • § 15 om informeret samtykke
  • § 16 om informeret samtykke
  • § 18 varigt inhabile

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

  • Punkt 2.3 om samtykkets indhold
  • Punkt 2.1.2.1 om varigt inhabile

Sundhedsstyrelsens retningslinjer om håndtering af COVID-19 i sundhedsvæsenet

  • Udgivet den 31. januar 2022.