Behov for bidskinne skyldtes Sjøgrens syndrom
Regionen kunne ikke give afslag på den ansøgte bidskinne. Patientens behov for en bidskinne, skyldtes forværring af tandslid, som havde årsagssammenhæng med den nedsatte spytsekretion, som følge af Sjøgrens syndrom.
Sagsnummer:
24SFP62
Offentliggørelsesdato:
mandag den 26. februar 2024
Juridisk tema:
Tilskud til tandpleje
Kategori:
Patientrettigheder
Ændring
Vi er ikke enige i afgørelsen fra Region A om tilskud til tandpleje. Vi ændrer derfor afgørelsen.
Du havde ret til tilskud til tandpleje.
Klagen
Du har klaget over, at:
- du ikke fik tilskud til tandpleje.
Sagsfremstilling
Den 28. juli 2010 fik du stillet diagnosen Sjøgrens syndrom. Efter ansøgning fik du en løbende bevilling af tilskud til tandpleje gældende fra den 3. maj 2022.
Den 2. maj 2023 modtog regionen et behandlingsoverslag af den 29. marts 2023. Du søgte om tilskud til en bidskinne til en pris på 3.200 kr.
Vi har ikke oplysninger om, at du var til undersøgelse (visitation) i regionens tandpleje efter ansøgningen.
Den 3. maj 2023 fik du afslag fra regionen på tilskud til tandpleje. Du fik afslag, fordi regionen vurderede, at sliddet på bidskinnen var forårsaget af bruksisme. Regionen lagde vægt på, at bruksisme og det følgende tandslid ikke er øget hos patienter med svært nedsat spytsekretion.
Du har oplyst, at tandslid er øget hos patienter med Sjøgrens syndrom. Patienter med Sjøgrens syndrom er yderligere udsat for slid på tænderne, når de også har bruksisme. Hovedproblematikken for dit vedkommende er tanderosioner/slid som følge af svært nedsat spytsekretion, hvor bruksisme er et sekundært problem. Anskaffelse af en bidskinne kan derfor forebygge og stoppe yderligere slid på de i forvejen svækkede tænder som følge af Sjøgrens syndrom.
Du har også oplyst, at da du har tandslid, som følge af nedsat spytsekretion, må det også antages, at tænderne er mere udsat for slid som følge af bruksisme. Din tandlæge vurderede, at anvendelse af en bidskinne ville være hensigtsmæssigt for at minimere yderligere tandslid. Du har videre oplyst, at anskaffelsen af en bidskinne må betragtes som en forebyggende behandling af yderligere tandslid som følge af Sjøgrens syndrom.
Begrundelse
Reglerne om tilskud til tandpleje
Regionen kan give et særligt tilskud til tandpleje til patienter, der lider af sygdommen Sjøgrens syndrom. Det er et krav, at patienten har fået betydelige tandproblemer som følge af sygdommen.
Regionen kan give tilskud til tandproteser, forebyggelse og behandling, som patienten har behov for på tidspunktet for ansøgningen.
Regionen skal lave en vurdering af, om tandproblemerne er en følge af Sjøgrens syndrom. Vurderingen tager udgangspunkt i udviklingen i patientens tandstatus fra det tidspunkt, hvor patienten fik diagnosen. Patienten har ikke ret til tilskud, hvis problemerne er opstået før diagnosen.
Det er tidspunktet for diagnosen, der er afgørende for retten til tilskud, selvom Sjøgrens syndrom udvikler sig over tid.
Regionen skal lave en helhedsvurdering af patientens tandstatus, hvis en patient har ret til tilskud. Regionen skal vurdere det dokumenterede behov for behandling og de muligheder, der er for behandling. Regionen skal derfor også vurdere, om bevillingen skal omfatte tilskud til forebyggende behandling, selvom der ikke er søgt om det. Forebyggende behandling kan fx være afpudsning, tandrensning, kontrol og instruktion. Regionen skal også være opmærksom på, at behandlingen bør medføre en blivende gevinst for patientens tandsundhed.
Tandslid og nedsat spytproduktion
Tandslid er uopretteligt tab af tandsubstans, som ikke skyldes caries. Der er hovedsageligt tre årsager til tandslid. Enten i form af mekanisk slitage (attrition), som skyldes tand mod tand kontakt (bruksisme), mekanisk slitage (abrasion), der sker ved kontakt mellem tænder og andre materialer og/eller kemisk opløsning (erosion) af hårdt tandvæv af syre fx syrlige fødevarer.
Ofte skyldes tandsliddet en kombination af syreskade (tanderosion) og mekanisk slid (attrition), og det kan være svært at adskille dem fra hinanden.
Den øgede risiko for tandslid ved svært nedsat spytproduktion forklares ved, at spyttets evne til at neutralisere syre forringes, og PH-værdien i spyttet falder. Spyttets beskaffenhed kan også ændre sig, ligesom tandfilmens beskaffenhed kan ændre sig.
Der er også andre faktorer, der spiller en rolle i forbindelse med risikoen for at udvikle tandslid. Det er fx tændernes beskaffenhed, antal tænder, sammenbiddet, bidfunktionsforhold, almene helbredsforhold og kost- og drikkevaner.
Vores viden om sammenhængen mellem sygdommen Sjøgrens syndrom i sig selv og tandslid/syreskader (erosion) er meget begrænset. Det er vanskeligt at gennemføre denne type studier, hvor tandsliddet skal observeres over lang tid. Risikoen for tandslid/tanderosion ved Sjøgrens syndrom forklares primært med den svært nedsatte spytproduktion, idet der også er denne risiko hos andre patienter med betydelig nedsat spytsekretion.
Et nyere studie har vist, at behandling med bidskinne hos patienter, som har fået foretaget opbygning af tænder på grund af tandslid, forbedrer prognosen af tandbehandlingen og mindsker risikoen for yderligere tandslid.
Bruksisme
Bruksisme er ufrivillig gentagen muskelaktivitet i tyggemusklerne og kendetegnet ved tandpres og/eller tænderskæren. Begrebet bruksisme benyttes af flere tandlæger som ensbetydende med tandslid. Tandslid kan dog som nævnt ovenfor have mange årsager, og bruksisme er kun en del af definitionen på tandslid.
Årsagen til bruksisme kendes ikke, men kan være relateret til psykosociale forhold, søvnproblemer, visse lægemidler, misbrug m.v. Symptomerne kan være ømhed i tyggemusklerne, især om morgenen, øget tandslid og hovedpine.
Der er ingen videnskabelig dokumentation for, at bruksisme forekommer hyppigere hos patienter med Sjøgrens syndrom eller patienter med mundtørhed/nedsat spytsekretion. Desuden er der ikke videnskabelig dokumentation for, at mundtørhed/nedsat spytsekretion forværrer bruksisme.
Vores resultat
Vi vurderer, at du har behov for den ansøgte behandling.
Vi har lagt vægt på, at:
- du har behandlingskrævende tandslid.
- en bidskinne kan standse og forebygge yderligere tandslid.
Vi vurderer også, at behovet for den ansøgte behandling var en følge af Sjøgrens syndrom.
Vi har lagt vægt på, at:
- det ikke fremgår af sagens oplysninger, at du har fået stillet diagnosen bruksisme. Diagnoserne tanderosion (syreskader) og attrition (mekanisk slitage, som skyldes tand mod tand kontakt) fremgår derimod gentagne gange i din tandlægejournal.
- tandsliddet har årsagssammenhæng med din svært nedsatte spytsekretion, som følge af Sjøgrens syndrom.
- behovet for en bidskinne derfor også har årsagssammenhæng med din Sjøgrens syndrom.
Vi ændrer derfor regionens afgørelse af 3. maj 2023 om tilskud til tandpleje.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- 6, nr. 11, om tilskud til tandpleje efter § 166 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri
Bekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023 af sundhedsloven:
- 166, stk. 2, om tilskud til tandpleje til patienter med Sjøgrens syndrom
Bekendtgørelse nr. 959 af 14. juni 2022 om tandpleje:
- 28, stk. 1, om den omfattede patientgruppe og kravet om betydelige tandproblemer
- 28, stk. 2, om patientens dokumentation af behandlingsbehovet samt regionens udstedelse af tilskudsbevilling
- 28, stk. 3, om de behandlinger, der kan søges om tilskud til
Indenrigs- og Sundhedsministeriets cirkulære nr. 10050 af 5. oktober 2022 om regulering for 2023 af egenbetalingen i omsorgstandplejen, specialtandplejen m.v. efter sundhedsloven
Vejledninger
Vejledning nr. 9585 af 27. juni 2023 om omfanget af og kravene til den regionale tandpleje:
- Punkt 3 om tilskud til patienter med Sjøgrens syndrom