Utilstrækkelig behandling efter selvskade
Hospital får kritik for manglende akut gastroskopi på en patient, der havde slugt kødnåle. Det skyldes, at spidse genstande over 5-10 cm skal fjernes akut pga. risiko for hul på organer. Det gælder også hos patienter med en sygehistorik med selvskade.
Sagsnummer:
24SFP68
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 3. april 2024
Speciale:
Mavetarmsygdomme, kirurgiske (kirurgisk gastroenterologi)
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A får kritik for behandlingen på Behandlingssted 1 den 1. november 2023.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Behandlingssted 1, Hospital A, den 1. november 2023.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt ikke at foretage en akut gastroskopi henset til, at du havde slugt to kødnåle.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 1. november 2023 blev du tilset af Behandlingssted 1, Hospital A, da du aftenen forinden havde slugt to kødnåle.
Du var 25 år på behandlingstidspunktet. Du havde en sygehistorik med selvskade i form af at sluge fremmedlegemer og havde senest dagen forinden fået foretaget en gastroskopi, hvor du fik fjernet en kødnål fra din mavesæk.
Der blev foretaget en objektiv undersøgelse, herunder måling af dine vitale værdier og lytning på dit hjerte og dine lunger. Der blev også foretaget en røntgenundersøgelse af din mave. Du blev herefter indlagt til observation og ny vurdering, herunder en ny røntgenundersøgelse.
Det fremgår af journalen, at du på et senere tidspunkt fik foretaget en gastroskopi, hvor to kødnåle blev fjernet fra din mavesæk.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbillederne af den 1. november 2023.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Behandlingssted 1, Hospital A, for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- ifølge gældende retningslinjer bør spidse, lange genstande på over 5-10 cm fjernes, inden de passerer udgangen på mavesækken. Det skyldes, at sådanne genstande let kan sætte sig fast i tolvfingertarmen eller længere nede i tarmsystemet og lave hul på tarmen. Fjernelse af disse genstande fra mavesækken bør derfor ske indenfor 24 timer. Du havde slugt to spidse kødnåle på 12 cm, der havde passeret til din mavesæk, hvorved der var en risiko for, at kødnålene kunne lave hul på mavesækken. Der var desuden risiko for, at kødnålene kunne passere til tolvfingertarmen og lave hul på tarmen. På baggrund af risikoen for, at kødnålene kunne lave hul på mavesækken eller tarmen, burde Behandlingssted 1 derfor have foretaget en akut gastroskopi indenfor 24 timer, så kødnålene kunne fjernes fra din mavesæk.
Behandlingssted 1, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 1. november 2023.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed