Fjernelse af forkert tand

Kommunal tandpleje får kritik for ikke at sikre optælling af tandrækken og korrekt fremgangsmåde inden fjernelse af en tand.

Sagsnummer:

25SFP15

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 27. marts 2025

Speciale:

Tandpleje og -behandling

Faggruppe:

Tandlæger

Behandlingssted:

Tandlægeklinikker

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Tandplejen i Kommune A får kritik for behandlingen den 10. september 2024.

Klagen

Du har klaget over, at din datter, █████, ikke fik en korrekt behandling hos Tandplejen i Kommune A, den 10. september 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • din datter fik fjernet en forkert tand.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 10. september 2024 var din datter, ███████████████████████, hos Tandplejen i Kommune A for blandt andet at få fjernet visdomstanden -8 i fuld narkose. Visdomstanden forhindrede frembruddet af kindtanden -7. Din datter var 12 år på behandlingstidspunktet. Under operationen blev kindtanden -7 fjernet i stedet for visdomstanden -8. Det blev vurderet at lade visdomstanden -8 blive og kontrollere tandens frembrud hvert andet år.

Ledelsen fra Tandplejen i Kommune A har i en udtalelse til sagen oplyst, at årsagen til, at den forkerte tand blev fjernet, skyldtes din datters unge alder, og at tandrækken ikke blev talt.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset oversigtsrøntgenbillede af den 25. juni 2024.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Tandplejen i Kommune A for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • din datter ved en fejl fik fjernet kindtanden -7 i stedet for visdomstanden -8. Det skyldes, at identifikation af visdomstanden -8 ikke blev sikret, før indgrebet blev gennemført. Sikker identifikation af en tand, som skal fjernes, sker ved optælling af tandrækken. Fremgangsmåden ved fjernelse af visdomstanden -8 var desuden anderledes end fremgangsmåden ved fjernelse af kindtanden -7. Det skyldes, at oversigtsrøntgenbilledet viser, at kindtanden -7 var brudt mere frem end visdomstanden -8. Kronen på kindtanden -7 var ikke dækket af knoglen i underkæben modsat kronen på visdomstanden -8, som var dækket af knoglen i underkæben. Oversigtsrøntgenbilledet viser desuden, at visdomstanden -8 ingen roddannelse har i modsætning til kindtanden -7. Den korrekte fremgangsmåde blev derfor ikke sikret, før indgrebet blev gennemført.

Tandplejen i Kommune A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din datter, ████████████████████, den 10. september 2024.

Regler

Vi har afgjort sagen efter: Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed