Fjernelse af forkert tand
Kommunal tandpleje får kritik for at forveksle en blivende kindtand med en mælke-kindtand i forbindelse med tandudtrækning.
Sagsnummer:
26SFP18
Offentliggørelsesdato:
mandag den 16. marts 2026
Speciale:
Tandpleje og -behandling
Faggruppe:
Tandlæger
Behandlingssted:
Øvrige kommunale behandlingstilbud
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
By 1 Kommunale Tandpleje, Kommune 1, får kritik for behandlingen den 12. august 2025.
Klagen
Du har klaget over, at din søn, ███████, ikke fik en korrekt behandling hos By 1 Kommunale Tandpleje, Kommune 1, den 12. august 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at der blev fjernet en blivende tand.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 12. august 2025 henvendte I jer til By 1 Kommunale Tandpleje, da ██ skulle have fjernet sin mælkekindtand +05. Der blev lagt en lokalbedøvelse og tanden blev fjernet komplikationsfrit. ████ var på behandlingstidspunktet 14 år.
Inden tandfjernelsen havde ███ været til en undersøgelse, hvor det var blevet konstateret, at den blivende tand +5 kunne mærkes under tandkødet, og at mælkekindtand +05 stadig var i munden. Man ønskede derfor at fjerne mælkekindtand +05 for at fremme frembruddet af den blivende kindtand +5.
Efterfølgende blev I oplyst om, at Tandplejen ved en fejl havde fjernet den blivende kindtand +5 i forbindelse med fjernelsen af +05.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset de for behandlingen relevante røntgenbilleder.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere By 1 Kommunale Tandpleje, Kommune 1, for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at det var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at man fjernede en blivende tand i stedet for en mælketand, da man inden tandfjernelsen burde have sikret sig korrekt identifikation af den relevante tand.
- at der ikke blev foretaget en tilstrækkelig grundig klinisk og radiologisk vurdering inden tandfjernelsen, da man vurderede, at kindtand +5 kunne mærkes under tandkødet, selvom den allerede var frembrudt. Ved tvivl om tandens placering burde man have fulgt den kliniske undersøgelse op med yderligere røntgenbilleder.
- at mælkekindtand +05 allerede var blevet fjernet tidligere, da man ønskede at fremme frembruddet af kindtand +5, og tidligere røntgenbilleder fra den 19. juni 2024 viser, at kindtand +5 havde en atypisk form, som kunne minde om en primær tand. Derfor burde man have haft større opmærksomhed ved behandling i området, for at undgå fejldiagnosticering.
- at det ved skiftende behandlere var særligt vigtigt at orientere sig om tidligere behandling i området.
By 1 Kommunale Tandpleje, Kommune 1, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din søn, █████████████████, den 12. august 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed