Klage over manglende samtykke til blodprøve til brug for et projekt

Sygeplejerske <****>, anæstesiologisk afdeling, <****>, har overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1, da han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 8. januar 1999.

Overlæge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> den 8. december 1998 på medicinsk afdeling, <****>.

Overlæge <****> har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved informationen til <****> den 7. januar 1999 på , <****>.

De læger, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 8. til den 14. januar 1999 på , <****>, har ikke overtrådt lægeloven.

De læger, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 8. til den 14. januar 1999 på , <****>, har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved informationen til <****> om diagnosen.

Reservelæge <****>, psykiatrisk afdeling, <****>, har ikke overtrådt lægeloven ved sin information til <****> den 9. januar 1999.

De sygeplejersker på <****>, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 8. til den 14. januar 1999, har ikke overtrådt lov om sygeplejersker.

blev henvist af egen læge til lungemedicinsk ambulatorium, , i efteråret 1998 på grund af en forstørret, knudret struma. Et røntgenbillede af brystet havde vist en velafgrænset ensartet proces, der blev beskrevet som en svulst i højre side af brysthulen. blev set i lungemedicinsk ambulatorium den 17. november 1998. Her blev der bestilt en CT-scanning af processen i brysthulen.

Den 19. november 1998 blev set i kirurgisk skopi-ambulatorium, og det aftaltes, at hun i første omgang fortsatte med udredningen på lungemedicinsk ambulatorium. mødte på lungemedicinsk ambulatorium den 2. december 1998 og fik svar på CT-scanningen, der udover strumaen viste en bløddelsproces, som gik ned i brysthulen til venstre for luftrøret. På mistanke om forstørrede lymfeknuder blev henvist til onkologisk afdeling. blev set samme dag i hæmatologisk ambulatorium, og det blev aftalt, at skulle komme i øre-næse-halsambulatoriet den følgende dag til vurdering og biopsi.

Ved øre-næse-halstilsynet den 3. december 1998 blev det noteret i journalen, at hvis der ikke kunne opnås diagnose på det udtagne væv, var man velkommen til at kontakte afdelingen igen med henblik på diskussion angående en kikkertundersøgelse (mediastinoskopi).

Den 8. december 1998 blev overlæge , medicinsk afdeling, præsenteret for resultatet af vævsundersøgelsen af lymfeknuden fjernet fra s hals. Undersøgelsen viste såkaldte uspecifikke reaktive forandringer og altså ikke noget ondartet.

Overlæge , øre-næse-halsafdelingen, , har den 11. december 1998 beskrevet CT-scanningsbillederne i journalen og foreslået, at der foretages en operation af skjoldbruskkirtlen samtidig med biopsi af vævet, som ligger nedenfor den del af kirtlen, der ligger i brysthulen. Hun anførte i journalen, at en kikkertundersøgelse med en struma i brysthulen kunne blive overordentlig kompliceret, og hun foreslog derfor, at man rådførte sig med overlæge på øre-næse-halsafdelingen på med henblik på at få udført de 2 indgreb ved samme operation, hvorfor hun sendte kopi af journal og CT-scanningsbilleder til denne. Overlæge var enig i den foreslåede behandlingsplan. Overlæge noterede herefter i journalen den 15. december 1998, at hun samme dag havde orienteret om denne plan og fået hendes accept.

blev den 7. januar 1999 indlagt på med henblik på fjernelse, eventuel delvis fjernelse af skjoldbruskkirtlen for at få adgang til den konstaterede tumor i brysthulen. Operationen blev foretaget den følgende dag og afkræftede mistanken om en ondartet tumor. Der blev fjernet halvdelen af højre side af skjoldbruskkirtlen og det meste af venstre side.

I havde der i flere år været et forskningsprojekt. Anæstesisygeplejerske udtog en blodprøve fra til projektet, i den tro at havde givet informeret samtykke, hvad angik deltagelse.

Efter operationen fik betydelige problemer med calciummangel på grund af formindsket funktion af biskjoldbruskkirtlerne. Symptomerne optrådte hurtigt og blev behandlet med intravenøs calcium og Calcium Sandoz brusetabletter. Da problemerne fortsatte de følgende dage, blev der også iværksat behandling med D-vitamin (Etalpha-tabletter). har oplyst, at hun ikke kunne tåle Calcium Sandoz, idet hun fik grøn vandig afføring. Personalet afviste, at hendes diarré kunne have forbindelse med Calcium Sandoz.

Den 9. januar 1999 krævede sig udskrevet, idet hun følte sig umyndiggjort på afdelingen. blev orienteret om de risici, der var forbundet med at forlade afdelingen i den aktuelle situation. Afdelingen kontaktede s mand med henblik på støtte. Endnu et forsøg på at overbevise om rigtigheden i at blive på afdelingen mislykkedes. Idet lægerne fandt, at fremtrådte som ikke havende fuld indsigt i egen situation og dens potentielle livstruende karakter, valgte man at få et akut psykiatrisk tilsyn, idet tvangstilbageholdelse på livstruende indikation kunne komme på tale, såfremt hendes tilstand ville kunne sidestilles med en psykotisk tilstand.

Reservelæge , der kom på psykiatrisk tilsyn, har oplyst, at hun fandt, at var i en affektspændt tilstand, hvor hun ikke kunne realitetskorrigeres, samtidig med at hun var akut behandlingkrævende. Hun konkluderede, at betingelserne for tvangstilbageholdelse var opfyldt. Hun meddelte dette til , der herefter accepterede at forblive frivilligt indlagt.

Der er klaget over, at overlæge , ikke foranledigede en kikkertundersøgelse af .

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge , medicinsk afdeling, , i forbindelse med hans behandling af .

Nævnet har herved lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at overlæge den 8. december 1998 fik svaret på vævsprøve fra lymfeknuden og umiddelbart henviste til kikkertundersøgelse (mediastinoskopi) på øre-næse-hals-afdelingen, hvor henvisningen ifølge det af overlæge oplyste blev modtaget den følgende dag. Nævnet bemærker, at den ved CT-scanning påviste bløddelsproces havde givet mistanke om ondartet lymfeknudekræft, hvorfor der var grundlag for at foretage en vævsprøve af denne bløddelsproces ved kikkertundersøgelse, som der blev henvist til.

Der er endvidere klaget over, at dele af journalen i december 1998 befandt sig på nogle af afdelingerne på , som ikke burde have adgang til s helbredsoplysninger. Ifølge klagen havde således fået oplyst af overlæge , at denne havde brugt det meste af en dag på at få samling på s journal, som skulle have ligget spredt ud over det meste af sygehuset.

Patientklagenævnet har lagt vægt på overlæge s oplysninger om, at s journal blev fremskaffet fra medicinsk afdeling, og at hun således intet har oplyst om, at s papirer lå spredt ud over hele sygehuset. Endvidere har overlæge oplyst, at det tog to dage at fremskaffe CT-scanningsbillederne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at administrerende overlæge , medicinsk afdeling, har oplyst, at han ikke ud fra journalmaterialet eller fra sine samtaler med de involverede læger på medicinsk afdeling kan bekræfte, at journalen skulle have været tilgængelig for personer, der ikke havde adgang til den.

På denne baggrund finder nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at s journal i december 1998 har været tilgængelig for læger eller afdelinger på , som ikke burde have adgang til hendes helbredsoplysninger.

Der er videre klaget over, at på ikke blev informeret forud for operationen den 8. januar 1999 om den store risiko, der er forbundet med en operation af skjoldbruskkirtlen, idet hun blandt andet ikke fik oplyst, at der var risiko for beskadigelse af biskjoldbruskkirtlerne. har supplerende klaget over, at hun ikke blev informeret om risikoen for at udvikle en kortvarig sindssygdom (psykose) eller anden psykisk sygelig tilstand efter operationen.

Afdelingslæge har oplyst, at hun den 7. januar 1999 informerede om risikoen for lammelse af den nerve, der fører til stemmelæberne (recurrens parese), forstyrrelse i stofskiftet og kalkstofskiftet med heraf følgende medicinsk behandling, som kan være livslang. Dette er ikke anført i journalen.

Overlæge , der forestod indgrebet, har oplyst, at han den 7. januar 1999 om eftermiddagen informerede om den planlagte operation og dens risici, herunder problemer med kalkstofskiftet på grund af skade mod biskjoldbruskkirtlerne.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at det af klagen fremgår, at på indlæggelsesdagen havde en samtale med både afdelingslæge og overlæge , hvor hun blandt andet på forespørgsel fik oplysning om risiko for eventuel beskadigelse af stemmelæberne.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af et identifikations- og præoperativt skema dateret den 8. januar 1999, at var informeret om indgrebet – fjernelse af skjoldbruskkirtlen og kikkertundersøgelse af vævet midt mellem lungerne - og mulige komplikationer.

Det er nævnets opfattelse, at for en læge, der jævnligt foretager den pågældende slags indgreb, er der ikke tvivl om, at en af komplikationerne kan være en forbigående, sjældent varig, forandring af kalkstofskiftet, idet biskjoldbruskkirtlerne, der er årsag til dette kalkstofskifte, ofte findes indlejret i skjoldbruskkirtlen.

Nævnet finder det herefter ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at ikke var informeret om risikoen for forstyrrelser i kalkstofskiftet forud for operationen den 8. januar 1999. Nævnet er opmærksom på, at ordet biskjoldbruskkirtel muligvis ikke er nævnt i forbindelse med omtalen af komplikationer, men nævnet finder ikke, at det er kritisabelt at undlade dette, idet organets funktion er vigtigere end dets navn.

Endvidere finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at ikke blev informeret om risikoen for at udvikle en kortvarig sindssygdom (psykose) eller anden psykisk sygelig tilstand efter operationen, idet dette er en sjælden bivirkning, der, hvis den indtræder, normalt er af forbigående karakter uden betydning for patientens fremtidige helbredstilstand.

Nævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, om afdelingslæge og overlæge havde journalført mere specifikt, hvad den givne information havde omfattet.

Der er endvidere klaget over, at alle biskjoldbruskkirtler blev fjernet ved operationen den 8. januar 1999, der skulle muliggøre en kikkertundersøgelse. har oplyst, at der er indtrådt en varigt manglende funktion af hendes biskjoldbruskkirtler efter operationen, og at hun derfor skal livstidsmedicineres.

Patientklagenævnet finder at måtte lægge til grund, at ikke alle biskjoldbruskkirtler blev fjernet ved operationen den 8. januar 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at overlæge under frilægning af den store skjoldbruskkirtel efterså området for biskjoldbruskkirtler. Det fremgår af journalen, at der sås en biskjoldbruskkirtel nedadtil på venstre side, hvilket betyder, at denne er efterladt i operationsfeltet. I vævspræparatet blev der senere efter operationen set en biskjoldbruskkirtel fra væv fra venstre side. De to biskjoldbruskkirtler på højre side blev ikke set, hverken under operationen eller i det udtagne væv.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at efter operationen hurtigt fik konstateret kalkmangel, og at der måtte gives ganske meget kalk og Etalpha for at opretholde tilstrækkelig kalkkoncentration i blodet, men at dosis måtte nedsættes betydeligt i en periode efter operationen. Dette tyder efter nævnets vurdering på, at der efterhånden er kommet en vis funktion af noget biskjoldbruskkirtelvæv, således at den i starten helt bortfaldne funktion delvis skyldtes nedsat blodforsyning til det tilbageværende biskjoldbruskkirtelvæv.

Nævnet kan oplyse, at det forhold, at der efter en operation som den aktuelle er behov for varig medicinsk behandling på grund af manglende stofskifte, ikke er entydigt udtryk, at alle biskjoldbruskkirtler er fjernet.

Nævnet finder herefter, at overlæge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med operationen af den 8. januar 1999, uanset at det biskjoldbruskkirtelvæv, der må anses for bevaret, efterfølgende ikke har nogen eller kun begrænset funktion.

Der er videre klaget over, at på først blev præsenteret for en skriftlig aftale om deltagelse i et projekt, da hun var blevet fikseret til operationslejet og havde fået den første bedøvelse, herunder at der blev udtaget blodprøve fra hendes fastspændte venstre ben, og at en del af den bortopererede skjoldbruskkirtel blev lagt til side under operationen med henblik på projektet.

Overlæge har oplyst, at han ikke havde planlagt, at skulle deltage i det pågældende projekt, da skjoldbruskkirteloperation ikke var det primære. Han havde derfor ikke informeret hende om projektet før operationen.

Anæstesisygeplejerske har oplyst, at i forbindelse med udtagningen af blodprøven gjorde opmærksom på, at hun ikke var informeret om projektet og ikke under de givne omstændigheder kunne tage stilling hertil. Blodprøven blev udtaget af en venflon, der i forvejen var lagt med henblik på indgift af bedøvelsesmidler. Endvidere har anæstesisygeplejerske oplyst, at den udtagne blodprøve efter aftale med blev opbevaret for det tilfældes skyld, at hun skulle ombestemme sig.

Patientklagenævnet finder, at der er kritisabelt, at anæstesisygeplejerske udtog en blodprøve fra den 8. januar 1999, uanset om blodprøven blev taget fra benet eller fra en allerede anlagt venflon, idet det er et afgørende hensyn for patientens retssikkerhed, at samtykke foreligger i overensstemmelse med de herom fastsatte regler.

Nævnet har herved lagt vægt på, at anæstesisygeplejerske ikke inden blodprøvetagningen sikrede sig, at var informeret om projektet og havde givet skriftligt samtykke til at deltage. Selvom det var normalt, at patienter, der skulle have foretaget skjoldbruskkirteloperation, blev tilbudt at deltage i projektet, finder nævnet, at anæstesisygeplejerske alligevel burde have sikret sig, at der forelå det nødvendige samtykke, idet man ikke kan forudsætte, at alle patienter, der er informeret om projektet, har givet tilsagn om at deltage.

Nævnet finder ikke anledning til at kritisere, at det ikke i journalen var noteret, at ikke skulle deltage i projektet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det alene er sædvanligt at journalføre, hvilke projekter en patient skal deltage i, og at der ikke kan stilles krav om at journalføre, hvilke projekter en patient ikke skal deltage i.

Da ifølge det oplyste efter udtagelsen af blodprøven indvilgede i, at denne blev gemt, så hun efter operationen kunne tage stilling til, om hun ville deltage i projektet, finder nævnet ikke anledning til at kritisere, at der blev gemt allerede udtaget skjoldbruskkirtelvæv til eventuel brug for projektet.

Endvidere er der klaget over, at på efterfølgende ikke blev behandlet med et alternativ til calcium intravenøst eller Calcium Sandoz (som hun ikke tålte).

Patientklagenævnet finder, at den gennemførte calcium-behandling er gennemført i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet har herved lagt vægt på, at fik diarré på det tidspunkt, hvor hun blev behandlet med brusetabletter Calcium Sandoz. Nævnet kan oplyse, at den eneste kendte bivirkning til indtagelse af kalktabletter gennem munden er forstoppelse, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at behandlingen var årsag til s diarré.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at man ifølge journalen havde mistanke om, at calcium ikke blev absorberet i tilstrækkelig mængde på grund af diarré, og blodprøver viste, at kalkindholdet i blodet var faretruende lavt. På denne baggrund finder nævnet, at det var korrekt at sikre den livsnødvendige kalktilførsel i form af indsprøjtninger.

Nævnet finder, at det ikke kan bebrejdes lægerne, at de ikke erstattede Calcium Sandoz med Calcichew-D3. Nævnet kan oplyse, at de to præparater indeholder samme mængde calcium i en tablet, men at Calcium Sandoz optages hurtigere fra tarmen end Calcichew D3. Videre kan nævnet oplyse, at Calcichew D3 desuden indeholder vitamin D, som kan medføre, at behandlingen af kalciummanglen kan blive vanskeligere at styre. Vitamin D udskilles meget langsommere fra organismen end D-vitaminmetabolitten Etalpha, som blev behandlet med fra den 11. januar 1999. Nævnet kan i øvrigt oplyse, at behandling med Etalpha også bedrer stofskiftet og sædvanligvis iværksættes efter 2-4 dages forløb.

Der er yderligere klaget over, at medicineringen med calcium og Etalpha først blev iværksat, da havde rykket for den, hvilket ikke var tids nok, idet hun havde flere krampeanfald.

Oversygeplejerske har oplyst, at årsagen til, at ikke øjeblikkelig kunne få udleveret medicinen, når hun ønskede det, var, at det var nødvendigt at afvente laboratoriesvar på mængden af calcium i blodet og på baggrund af dette dosere behandlingen.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejerskerne i forbindelse med behandlingen af i perioden fra den 8. til den 14. januar 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det af sygeplejeoptegnelserne fremgår, at har fået den ordinerede medicin. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af sygeplejekardex dagligt er noteret, at havde symptomer på calcium mangel, og at disse blev taget seriøst og ofte drøftet med en læge, som herefter har ordineret medicin til lindring af symptomerne.

Der er supplerende klaget over, at først ved udskrivelsen den 14. januar 1999 blev informeret om diagnosen ud fra de ved operationen den 8. januar 1999 foretagne vævsprøver.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere, at først blev informeret om diagnosen den 14. januar 1999 på , idet det var relevant at afvente svar på alle relevante undersøgelser, inden der blev informeret om det positive svar.

Nævnet kan oplyse, at der foreligger i alt fem mikroskopisvar, hvoraf tre er dateret den 11. januar 1999, og to er dateret den 13. januar 1999. Afhængig af postgangen har det samlede svar således først foreligget på den 13. eller 14. januar 1999.

Der er endelig klaget over, at den psykiater, der tilså på oplyste hende om, at hun om fornødent ville blive tvangsindlagt. har i denne forbindelse stillet spørgsmål, til hvor journalnotat udfærdiget af reservelæge den 9. januar 1999, kan have befundet sig fra indlæggelsestidspunktet, og indtil klagen adskillige måneder senere formelt blev tilsendt de pågældende læger på . har hertil anført, at reservelæge s notat findes i mindst 2 udgaver, henholdsvis med og uden navnelabel, at notatet først i forbindelse med hendes anmodning aktindsigt blev påført et navnelabel, samt at det er åbenbart, at notatet ikke har ligget i hendes journal på eller

Nævnet finder på det foreliggende grundlag ikke at kunne kritisere, at reservelæge , psykiatrisk afdeling, , den 9. januar 1999 informerede om, at der var mulighed for at tvangsindlægge hende, hvis hun fortsat forlangte sig udskrevet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at reservelæge ved det akutte psykiatriske tilsyn vurderede, at var i en tilstand, hvor der var grundlag for at tvangsindlægge hende.

Nævnet kan oplyse, at det af lov om patienters retssikkerhed fremgår, at patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmuligheder, herunder information om relevante forebyggelses-, behandlings-, og plejemuligheder, herunder oplysning om andre, lægeligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes.


Nævnet kan i øvrigt oplyse, at der i såvel forløbet af en operation som i forbindelse med sygdom i endokrine organer (kirtelproducerende organer), her skjoldbruskkirtlen og biskjoldbruskkirtlen, kan ses kortvarige sindssygdomme (psykoser) eller andre psykisk sygelige tilstande. Det er på baggrund af sagens oplysninger nævnets vurdering, at s kalciummangel kan have påvirket den mentale tilstand efter operationen.

Nævnet finder herefter endvidere ikke grundlag for at statuere, at det i sagen foreliggende notat udfærdiget af reservelæge ikke er korrekt. Nævnet har herunder lagt vægt på ovenstående samt på, at der ifølge journalen var ordineret akut psykiatrisk tilsyn.

Ved sagens behandling har nævnet ikke fundet det nødvendigt, at foretage en undersøgelse af, hvor reservelæge s journalnotat af 9. januar 1999 har befundet sig. Nævnet finder i øvrigt, at det af anførte, ikke er tilstrækkeligt entydigt udtryk for, at journalnotatet ikke har ligget i hendes journal på eller .