Klage over undersøgelse ved lægevagten i forbindelse med blodprop
Vagtlæge <***> har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <***> den 11. september 1999 i lægevagtskonsultationen på <***>.
Sagsnummer:
0016914
Offentliggørelsesdato:
mandag den 19. juni 2000
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)
Vagtlæge <***> har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <***> den 11. september 1999 i lægevagtskonsultationen på <***>.
<***> havde i ugen forud for den 11. september 1999 haft korterevarende anfald af trykken i brystet.
Den 11. september 1999 henvendte <***> sig i lægevagtskonsultationen på <***>, idet <***> havde stærke smerter i venstre side af brystet og smerter strålene op i halsen. Hun blev her undersøgt af vagtlæge <***>.
Vagtlægen foretog en almindelig klinisk undersøgelse og målte herunder et blodtryk, der blev fundet normalt. Han tog endvidere et elektrokardiogram, som han bedømte som værende normalt. Pulsen var regelmæssig, og ved stetoskopi af hjerte og lunger blev der ikke påvist noget abnormt. På grund af mistanke om såkaldt thoracalt facetsyndrom (delvis forskydning af et af de små led i brysthvirvelsøjlen) behandlede læge <***> <***> med manipulation, efter at han havde konstateret, at den såkaldte hudrulletest var positiv og den såkaldte percussionstest var negativ. Efter manipulationen var gennemført, kom der en klar lindring af smertetilstanden. Læge <***> tilrådede <***>, at hun ventede med at køre til <***> Sygehus, til der var helt ro i tilstanden.
Ifølge brev af 20. februar 2000 fra klageren blev der på intet tidspunkt talt om, at de skulle køre til <***> Sygehus.
Kort efter ankomsten til hjemmet i <***> den 11. september 1999 fik <***> hjertestop. En hjerteambulance blev tilkaldt og <***> blev genoplivet, og via <***>Sygehus blev <***> indlagt på hjertemedicinsk afdeling, <***>, hvor man konstaterede en tillukning i den nedadgående gren af den venstre kranspulsåre. <***> blev behandlet med ballonudvidelse og indsættelse af en såkaldt stent på det forsnævrede sted i kranspulsåren.
Der er klaget over, at læge <***> den 11. september 1999 ikke foretog en korrekt undersøgelse, idet han overså, at <***> havde en blodprop.
Patientklagenævnet finder, at læge <***> har overtrådt lægelovens § 6, idet han ikke har udvist omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af <***> i lægevagtskonsultationen den 11. september 1999.
Patientklagenævnet kan oplyse, at de typiske symptomer på blodprop i hjertet vil være smerter midt i brystet eventuelt med udstråling til hals og venstre arm (eventuelt begge arme).
Nævnet har lagt vægt på, at <***> ved henvendelsen til vagtlægen havde oplagte symptomer på ischæmisk hjertelidelse (hjertelidelse forårsaget af iltmangel i hjertemusklen som følge af åreforkalkning).
Patientklagenævnet finder, at læge <***> alene på dette grundlag burde have indlagt <***> til observation, idet en i øvrigt normal objektiv undersøgelse som anført af <***>, ikke udelukker hjertesygdom.
Nævnet har videre lagt vægt på, at fund forenelig med thoracalt facetsyndrom ikke kan tages til indtægt for, at der ikke er tale om en hjertelidelse.
Nævnet har endelig lagt vægt på, at læge <***> foretog elektrokardiografisk undersøgelse og tolkede resultatet heraf som normalt.
Det er imidlertid nævnets opfattelse, at det medsendte elektrokardiogram viser stærkt suspekte forandringer idet der svarende til hjertets forvæg (V1, V2 og V3), foreligger signifikant elevation af ST-stykket, ligesom der i flere andre afledninger yderligere kan påvises patologisk forandringer, det vil sige forandringer, der gav mistanke om en akut blodprop i hjertets forvæg.
Nævnet finder efter en samlet vurdering , at <***>s sygehistorie og elektrokardiografiske fund var så tungtvejende, at læge <***> burde have været akut indlagt på kardiologisk specialafsnit.