Klage over behandling af pige med spiseforstyrrelse (anoreksi)

Praktiserende læge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> i perioden fra den 30. marts til den 19. august 1998.

De læger, der var involveret i behandlingen af <***> under hendes indlæggelse på <***> i perioden fra den 7. til den 28. maj 1999, har ikke overtrådt lægeloven.

Praktiserende læge B har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> fra juli 1999 og til den 4. december 1999.

<***> begyndte i 1. g. på <***> gymnasium i august 1997, da hun var 16 år gammel. Få uger efter begyndte hun at få spiseforstyrrelser. Den 30. marts 1998 kontaktede <***> sammen med sin mor læge A, idet hun havde tabt sig fra 60 kg til 51 kg.

Den 19. maj 1998 var <***> til konsultation hos læge A med henblik på kontrol af vægten, der var 48 kg.

En måned senere den 18. juni 1998 så læge A igen <***> i sin konsultation. Hun havde tabt sig yderligere 1 kg til 47 kg.

Den 17. august 1998, hvor vægten var 41 kg, havde læge A en samtale med <***>s mor, hvor han oplyste hende om, at datteren var i livsfare. To dage efter holdt læge A et møde med <***>, hendes mor, en studievejleder og en skolepsykolog, hvor man forgæves forsøgte at overbevise <***> om, at hun behøvede professionel hjælp.

<***> blev indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling, <***>, i september 1998 og genindlagt i december 1998. <***> blev udskrevet den 12. december 1998 mod givet råd, men med moderens accept.

I april 1999 havde <***> kontakt med distriktspsykiatrisk center i <***>, hvor hun havde enkelte samtaler med en psykolog.

Den 7. maj 1999 blev <***> indlagt på voksenpsykiatrisk afdeling. Hun vejede da 41,8 kg. Under indlæggelsen forsøgte man at motivere hende for behandling enten på <***> (hvor hun allerede var henvist til), på ungdomspsykiatrisk eller voksenpsykiatrisk afdeling i <***> eller ved distrikspsykiatriskt center i <***>. <***> ønskede imidlertid ikke at modtage nogen af tilbudene. Den 28. maj 1999 blev hun efter eget ønske udskrevet.

Den 26. juli 1999 kontaktede <***>s mor læge B og meddelte hende, at hendes datter, som havde svær anoreksi, netop var tilmeldt lægens praksis. <***>s mor orienterede lægen om, at hun ville bringe datteren til sygehuset samme dag. <***> var indlagt på <***> fra den 27. juli til den 14. september 1999.

Den 21. oktober 1999 kontaktede <***>s mor igen læge B telefonisk, idet hun mente, at <***> burde tvangsindlægges. Dagen efter mødte <***> i konsultationen sammen med sin mor. Læge B talte med <***> i knap en time. Det var læge Bs sidste kontakt med <***>.

<***> afgik ved døden den 4. december 1999.

Der er klaget over, at læge A s behandling af <***> i perioden fra marts til august 1998 var utilstrækkelig, idet han ikke iværksatte relevant behandling til trods for, at <***> på få måneder havde haft et stort vægttab samtidig med, at menstruationen var ophørt.

Der er endvidere klaget over, at den behandling, som <***> modtog af lægerne på Psykiatrisk afdeling <***>, <***>, under indlæggelsen i maj 1999, var utilstrækkelig, idet hun under 3 ugers indlæggelse på grund af anoreksi tabte 7 kg i vægt.

Endelig er der klaget over, at læge B fra midten af juli 1999 til <***>s død den 4. december 1999 ikke foranledigede nødvendig behandling til trods for, at <***> var stærkt svækket på grund af anoreksi.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere læge A for hans behandling af <***> i perioden fra den 30. marts til den 19. august 1998.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at første gang læge A blev kontaktet var den 30. marts 1998 på grund af et vægttab på cirka 9 kg. Det fremgår af journalen og udtalelsen fra læge A, at man under konsultationen talte om spisevaner, samt at <***> blev orienteret om, at hun burde veje mindst 60 kg, da hun var 175 cm høj.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at <***>s vægt ved konsultationen den 19. maj 1998 var reduceret yderligere med 3 kg, og at det af læge A s erklæring fremgår, at man ved konsultationen kom ind på både sociale og faglige problemer i skolen.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at læge A ved en kontrol den 18. juni 1998, hvor <***> havde tabt yderligere 1 kg, foreslog henvisning til skolepsykolog. Det fremgår af læge As udtalelse, at hverken <***> eller hendes mor, mente at der var brug for psykologisk eller psykiatrisk hjælp.

Videre har nævnet lagt vægt på, at læge A den 17. august 1998 oplyste moderen om, at <***>s tilstand var så alvorlig, at hun var i livsfare, samt at der to dage herefter blev afholdt et møde hos læge A med deltagelse af en skolepsykolog, en lærer (studievejleder), <***> og hendes mor, hvor man forgæves forsøgte af overbevise hende om, at hun med sin anoreksi behøvede professionel hjælp under indlæggelse på ungdomspsykiatrisk afdeling. <***> vejede den 19. august 1998 41 kg.

Nævnet har også lagt vægt på, at læge A i sin udtalelse har oplyst, at han, uanset at <***> og hendes mor ikke umiddelbart var indstillet herpå, skrev henvisning til den ungdomspsykiatriske afdeling, <***>, hvor hun blev indlagt i september 1998. Hun vejede på dette tidspunkt 41 kg.

På denne baggrund er det nævnets opfattelse, at det både af journalnotater og læge As udtalelse fremgår, at læge A, efter ganske kort tids observation, blev klar over, at <***>s tilstand var alvorlig, og at han herefter iværksatte lægeligt korrekte foranstaltninger, med henblik på behandling af <***>s anoreksi.

Patientklagenævnet finder endvidere ikke anledning til at kritisere de læger, som var involveret i behandlingen af <***> under hendes indlæggelse på Psykiatrisk afdeling, <***>, fra den 7. til den 28. maj 1999.

Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at <***> blev indlagt den 7. maj 1999 akut og frivilligt fra psykiatrisk skadestue, hvor hun var blevet henvist til af sin egen nye praktiserende læge.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at man under indlæggelsen forsøgte at motivere <***> til et specifikt anoreksibehandlingsregime enten på <***>, hvor hun allerede var henvist til, på ungdomspsykiatrisk eller voksenpsykiatrisk afdeling i <***> eller ved distrikspsykiatriskt center i <***>. <***> ønskede imidlertid ikke at modtage nogen af tilbudene.

Videre har nævnet lagt vægt på, at <***> under indlæggelsen på afdelingen ikke ønskede egentlig psykiatrisk behandling, men at hun gerne ville opholde sig der, indtil hun kunne flytte i egen bolig den 1. juni 1999. Det fremgår af journalen, at hun havde planer om at komme i gang med jobaktivering, når hun blev udskrevet. Den 23. maj 1999 vejede hun 39 kg, og den 28. maj 1999 blev hun efter eget ønske udskrevet.

Nævnet har også lagt vægt på, at <***> ved udskrivelsen den 28. maj 1999 blev informeret om, at det var afdelingens vurdering, at hun burde modtage et regelret behandlingstilbud, samt at man imidlertid ikke skønnede, at hendes tilstand var således, at tvangsforanstaltninger kunne komme på tale, idet hun ikke var psykotisk eller i en tilstand, der kunne sidestilles hermed. Hun blev oplyst om, at hendes egen læge kunne kontakte psykiatrisk afdeling på <***> eller Distrikspsykiatrisk Center i <***>, såfremt hun blev motiveret for behandling.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at <***>s symptomer ud over vægttab var indtagelse af store doser afføringspiller og tidvis adfærd tydende på tilbagetrækning til et tidligere udviklingstrin (regression), samt at journalen fra indlæggelsen ikke tyder på anoreksi nervosasymptomer så som forvrænget legemsopfattelse og hyperaktivitet, og at der ikke på noget tidspunkt blev konstateret sindssygelige symptomer.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at hverken den påklagede eller tidligere indlæggelser var tvangsindlæggelser.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at vægten ved den aktuelle påklagede indlæggelse ved indlæggelsen var beskrevet i indlæggelsesjournalen som ca. 35 kg. <***> oplyste selv ved indlæggelsen, at hun vejede sig dagligt i hjemmet og da havde fundet en vægt på 37,5 kg. I journalen beskrives vægt på 41,8 kg (11. maj 1999), 39,5 kg (19. maj 1999) og 39,0 kg (23. maj 1999). Det fremgår af journalen, at man under indlæggelsen har forsøgt at etablere et godt forhold, det vil sige en behandlingsalliance, med <***> og hendes moder samt forsøgt at genetablere en psykologkontakt, som hun tidligere havde haft med den psykiatriske behandlingsenhed i <***>.

Patientklagenævnet finder endvidere ikke anledning til at kritisere læge Bs behandling af <***> i perioden fra den 21. oktober til den 4. december 1999.

Nævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at læge B den 26. juli 1999 havde telefonisk kontakt med <***>s mor på grund af <***>s lave vægt, og fordi hun havde indtaget afføringspiller, samt at moderen ville bringe hende akut til <***>.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at læge B i september 1999 modtog et udskrivningsbrev fra <***>, hvoraf det fremgik, at der under indlæggelsen havde været en vægtøgning fra 32 kg til 41,5 kg, at <***> ønskede denne sidste vægt, og at hun ikke var motiveret for en fast kontakt.

Videre har nævnet lagt vægt på, at den næste kontakt til læge B igen fandt sted gennem moderen den 21. oktober 1999, hvor det fremgår af journalen, at læge B opfordrede moderen til at tage til <***>s lejlighed, og at læge B orienterede moderen om mulighederne for tvangsmæssige foranstaltninger i forbindelse med indlæggelse.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at <***> dagen efter kom i læge Bs konsultation sammen med sin mor, samt at det af journalen fra denne konsultation fremgår, at læge B efter en langvarig konsultation ikke vurderede, at der var indikation for indlæggelse, og at <***> ikke ønskede at blive vejet eller have regelmæssig kontakt med læge B, men ville komme, hvis hun fik behov.

Nævnet har lagt vægt på, at læge B i sin udtalelse oplyser, at <***> den 22. oktober 1999 virkede livlig og glad. Hun gav udtryk for, at hun var glad for samtalen og ville komme, når hun havde brug for det. Læge B skønnede, at hendes tilstand ikke var væsentlig ringere end ved udskrivelsen den 14. september 1999, og <***>s mor havde oplyst, at hun havde daglig kontakt til datteren. Det var læge Bs vurdering, at hun ikke kunne tvinge <***> til indlæggelse den pågældende dag. Herefter var der ingen kontakt til læge B fra hverken <***> eller hendes mor.

Det er nævnets opfattelse, at læge B har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved konsultationen den 21. oktober 1999 ved at have rådgivet om muligheder for tvangsmæssige foranstaltninger, hvis det blev nødvendigt, og ved konsultationen den 22. oktober 1999 at have haft en længere samtale med <***> og således haft mulighed for at vurdere om, der var indikation for indlæggelse. Samtidig havde læge B stillet sig til rådighed for yderligere regelmæssige kontakter, dag uden at <***> ønskede at tage imod dette tilbud.