Klage over mangelfuld undersøgelse for mavesmerter og operation af blindtarmen

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 10. og 13. august 1998 i konsultationen.

Reservelæge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 11. august 1998 på skadestuen, <***>.

Reservelæge B har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 13. august 1998 på kirurgisk afdeling, <***> .

Reservelæge C har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 18. august 1998 på kirurgisk afdeling, <***>.

1. reservelæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 18. august 1998 på kirurgisk afdeling, <***> .

Den 10. august 1998 kontaktede <***> praktiserende læge <***> på grund af mavesmerter opstået aftenen forinden. læge <***> fandt ved konsultationen ikke tegn på akut sygdom.

På grund af fortsatte mavesmerter og diarré henvendte <***> sig den 11. august 1998 i skadestuen på <***>, hvor hun blev undersøgt af reservelæge A, som fandt frem til, at fortsat udredning skulle foregå via egen læge. <***> blev undersøgt af læge <***> den 13. august 1999, hvor <***> stadig havde mavesmerter. læge <***> fandt påvirkede tarmlyde, og indlagde <***> på <***> på mistanke om akut behandlingskrævende sygdom i maven.

Ved indlæggelsen blev <***> undersøgt og man fandt grundlag for operation på mistanke om blindtarmsbetændelse. Ved operationen samme dag blev blindtarmen fjernet af reservelæge B, og efterfølgende mikroskopi viste let akut betændelse.

<***> udviklede tarmslyng i efterforløbet på grund af sammenvoksninger. Der blev derfor opereret igen den 18. august 1998 kl. 1.00 om natten ved reservelæge C og 1. reserevelæge <***>. Ved operationen blev sammenvoksninger mellem tyndtarmen og den første del af tyktarmen (coecum) løsnet.

<***> fik det gradvist bedre og blev udskrevet den 27. august 1998. <***> blev indlagt igen den 5. september 1998 på grund af betændelse i såret. Såret blev spaltet og renset, og den 9. september 1998 blev det igen syet sammen. Dagen efter blev <***> udskrevet.

Der er klaget over, at læge <***>s undersøgelse den 10. august 1998 var utilstrækkelig, idet han vurderede, at <***> led af irriteret tyktarm.

Der er endvidere klaget reservelæge A?s undersøgelse af <***> på skadestuen, <***> , den 11. august 1998, idet han vurderede, at der var tale om maveinfektion.

Endelig er der klaget over den behandling, som <***> modtog af lægerne på kirurgisk afdeling, <***>, ved operationerne den 13. og den 18. august 1998, idet der efterfølgende opstod betændelse i operationssåret.

For så vidt angår læge <***>s behandling af <***> har nævnet lagt vægt på, at <***> ifølge læge<***>s udtalelse i flere år havde haft maveproblemer på grund af irriteret tyktarm, samt at han ved konsultationen ikke fandt tegn på akut sygdom, men som tidligere tegn på irriteret tyktarm.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at <***> den følgende dag (den 11. august 1998), blev undersøgt på skadestuen i <***>, hvor man ikke fandt grundlag for indlæggelse, men henviste til videre udredning hos egen læge.

Nævnet har også lagt vægt på, at læge <***> ved sin undersøgelse af <***> den 13. august 1998 fandt påvirket tarmlyde, diffus ømhed af maven, og indlagde <***> på mistanke om akut behandlingskrævende sygdom i maven. Det er nævnets vurdering, at med disse symptomer må indlæggelsen anses for korrekt og faglig relevant.

På baggrund af sagens oplysninger finder Patientklagenævnet det ikke sandsynliggjort, at læge <***> har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af <***> ved konsultationerne den 10. og 13. august 1998.

For så vidt angår reservelæge As undersøgelse af <***> den 11. august 1998 har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at hun gennem nogle måneder havde haft mavesmerter, oppustet mave og forstoppelse, samt at mavesmerterne var forværret gennem de sidste dage, og der var tilkommet diarré. Ved den primære undersøgelse den 11. august 1998 var der fundet ømhed af maven over blindtarmen ved direkte tryk, samt normal temperatur, puls og blodtryk.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at reservelæge A ved sin undersøgelse fandt ømhed i den nederste del af maven, men intet der gav mistanke om noget akut behandlingskrævende. Det fremgår videre af journalen, at <***> blev opfordret til at fastholde aftalen med egen læge den 13. august 1998, samt at hun blev opfordret til at drikke rigeligt, så længe hun havde diarré.

Det er nævnets opfattelse, at en af de vigtigste andre diagnoser – ud over blindtarmsbetændelse – man må mistænke ved smerter i nedre højre side af maveregionen er infektion i tyndtarmens sidste del. Dette vil give diarré og lejlighedsvist feber. En sjældnere årsag er betændelse af tyktarmens første del, men symptomerne vil være de samme. Sådanne patienter med diarré kan observeres i hjemmet for så vidt man skønner, at observationen kan ske forsvarligt, at der ikke er tegn på bughindeirritation, og at der bliver fulgt op på situationen med besøg hos egen læge eller ambulant på sygehus.

I det konkrete tilfælde er der en forhistorie på et par måneder, der er diarré, ingen bughinde irritation, ingen feber og uspecifikt lokaliserede mavesmerter også ved ydre undersøgelse.

På baggrund af ovennævnte finder Patientklagenævnet ikke, at den undersøgelse og observation af <***>, der fandt sted den 11. august 1998, adskiller sig fra vanlig accepteret faglig standard. Nævnet finder således ikke anledning til at kritisere reservelæge A for undersøgelsen af <***> den 11. august 1998.

Vedrørende operationen den 13. august 1998 har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at reservelæge B på mistanke om blindtarmsbetændelse foretog en operationen, hvor hun fandt en normalt udseende blindtarm, den første del af tyktarmen (coecum) rød og irriteret, samt hævelse af lymfekirtlerne i bughulen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det af operationsbeskrivelsen fremgår, at blindtarmen blev fjernet på vanlig vis.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at reservelæge B ordinerede undersøgelse for sygdomsfremkaldende bakterier i afføringen.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet, at operationen den 13. august 1998 blev udført på en faglig acceptabel måde. Patientklagenævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere reservelæge B for operationen af <***>.

For så vidt angår operationen den 18. august 1998 har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at reservelæge C foretog operationen, assisteret af 1. reservelæge <***>, og at der ved operationen blev løsnet sammenvoksninger mellem tyndtarmen og den første del af tyktarmen (coecum).

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at indikationen for operationen var velbegrundet, idet der klinisk var tale om tarmslyng. Det er nævnets opfattelse, at selve indgrebet med udløsning af tarmen, der var afklemt af sammenvoksninger, ud fra operationsbeskrivelsen må anses for at være foretaget i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Det forhold, at der ikke blev givet profylaktisk antibiotisk behandling, finder nævnet ikke kan anses for at være under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet kan oplyse, at når tyndtarmen er afklemt af sammenvoksninger, og der ikke skal fjernes et tarmstykke, men alene foretages udløsning af sammenvoksninger, betragtes operationen som en ren operation i bughulen. Det vil sige, at risikoen for sårinfektion uden antibiotisk profylakse er mellem 2% og 5%, og antibiotisk profylakse nedsætter ikke sårinfektionsrisikoen. Det er derfor nævnets opfattelse, at det forhold, at <***>efter operationen fik sårinfektion må betragtes som en hændelig, men velkendt komplikation til en såkaldt ren operation i bughulen.

Endvidere kan nævnet oplyse, at inden man opererer for tarmslyng, ved man ikke, om det bliver nødvendigt at fjerne et tarmstykke, hvilket kunne begrunde, at man gav alle antibiotika forud for operationens start. I dag er der imidlertid bred accept af den holdning, at man ved operation for tarmslyng først påbegynder antibiotisk behandling under operationen, i fald denne viser sig at indebære fjernelse af et tarmstykke. Den beskrevne restriktive anvendelse af antibiotisk profylakse skal ses som led i den generelt accepterede holdning om, at man skal tilstræbe at reducere forbruget af antibiotika for at modvirke tendensen til, at der opstår bakterier, der er modstandsdygtige (resistente) overfor antibiotika.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet ikke anledning til at kritisere reservelæge C og 1. reservelæge <***> for operationen af <***> den 18. august 1998.