Klage over journalføring og for tidlig udskrivelse
Lægerne på medicinsk afdeling, <***>, har ikke overtrådt lægeloven ved deres behandling af <***> fra den 28. december 1999 til den 5. januar 2000.
Sagsnummer:
0019320
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 20. september 2000
Juridisk tema:
Journalføring
Speciale:
Intern medicin
Faggruppe:
Læger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)
Lægerne på medicinsk afdeling, <***>, har ikke overtrådt lægeloven ved deres behandling af <***> fra den 28. december 1999 til den 5. januar 2000.
<***>blev den 21. oktober 1999 indlagt på medicinsk afdeling, <***>, med kronisk nedsat hjertefunktion (hjerte-insufficiens), der havde givet vand i lungerne. Ud over hjerteproblemerne blev hun undersøgt og behandlet for ukarakteristiske maveproblemer og tegn på urinvejsbetændelse. Efter genoptræning blev <***>udskrevet til egen bolig den 22. november 1999.
Den 23. december 1999 blev <***> igen indlagt på medicinsk afdeling med åndenød og væskeophobning i kroppen på grund af det dårlige hjerte. Undersøgelser viste lettere symptomer fra den kronisk nedsatte hjertefunktion (let lungestase). Der blev påbegyndt vanddrivende behandling, og den 27. december 1999 havde <***> det bedre. Dagen efter blev der søgt kontakt med familien med henblik på snarlig udskrivelse.
Behandlingen for de ukarakteristiske maveproblemer fortsattes med smertestillende og kvalme-stillende midler.
Hjemmeplejen i <***> kommune blev den 3. januar 2000 orienteret om udskrivelsen, og om <***> tilstand.
Den 5. januar 2000 blev <***>, der vurderedes til at være i vanlig helbredstilstand, udskrevet til eget hjem. I en sygeplejerapport fra sygeplejen på medicinsk afdeling til hjemmeplejen i <***> kommune af 5. januar 2000 beskrives <***> som værende selvhjulpen med hensyn til kostindtagelse og toiletbesøg og delvist selvhjulpen med hensyn til personlig hygiejne, påklædning og mobilitet, dog således at <***> godt kunne bevæge sig omkring alene, men foretrak at få følgeskab af personale.
Den 6. januar 2000 vurderede hjemmesygeplejen, at plejesituationen i hjemmet var uholdbar i længden, og der blev søgt plads på socialmedicinsk afdeling( sygeafdeling ved plejehjem) så snart der var ledig plads. Plejen i hjemmet blev i den mellemliggende periode klaret med hjælp fra familien. <***> blev indlagt på socialmedicinsk afdeling den 12. januar 2000, hvor hun blev tiltagende konfus og klagende. Den 22. januar 2000 blev hun indlagt på medicinsk afdeling, <***>, på grund af væskemangel (dehydrering). Der blev givet væske og anlagt ernæringssonde, men <***> blev tiltagende sløv med faldende blodtryk og døde den 25. januar 2000.
Der er klaget over, at lægerne på medicinsk afdeling ikke førte journal over <***> tilstand i perioden fra den 30. december 1999 til den 4. januar 2000, samt at <***> den 5. januar 2000 blev udskrevet til hjemmet.
Patientklagenævnet finder det ikke kritisabelt, at lægerne på medicinsk afdeling, <***>, ikke foretog journalnotater fra den 30. december 1999 til den 4. januar 2000, idet daglige notater om en patients tilstand normalt sker i sygeplejekardex.
Nævnet har herved lagt vægt på, at det den 28. december 1999 blev besluttet at planlægge udskrivelse, og at <***>s tilstand løbende er beskrevet i sygeplejekardex.
Patientklagenævnet finder, at det ikke er kritisabelt, at <***> blev udskrevet til hjemmet den 5. januar 2000, idet den nødvendige plejeopgave normalt påhviler kommunen via hjemmepleje eller plejehjem.
Nævnet har herved lagt vægt på, at <***> var vurderet til ikke at have behov for specifik lægelig behandling.
Nævnet bemærker, at en patient vil kunne genindlægges, såfremt der opstår problemer med f.eks. væsketilførsel. Nævnet bemærker endvidere, at der ved udskrivelsen var opmærksomhed på, at <***> ikke intog så meget væske, men at det hænder, at dette bedres i de hjemlige omgivelser.