Klage over manglende ordination af kejsersnit

Afdelingslæge <****> har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 4. juni 1999 på fødeafdelingen <****>.

var 34 år, førstegangsgravid og i uge 41, da hun den 4. juni 1999 kl. 14.00 henvendte sig på fødegangen, , med veer.

Kl. 16.00 blev der foretaget hindesprængning med udtømmelse af grønligt farvet fostervand, hvorfor jordemoderen orienterede vagthavende lægelige bagvagt, afdelingslæge . Samtidig påsatte jordemoderen overvågning med CTG (apparat der måler fostrets puls samtidig med livmoderens sammentrækninger på en strimmel).

Kl. 16.45 blev der registreret dyk i fostrets puls, hvorfor jordemoderen tilkaldte afdelingslæge , som ordinerede vefremkaldende drop.

Jordemoderen vurderede kl. 17.30, at der var decelerationer (dyk i fostrets puls) på CTG-kurven, hvorfor hun med henblik på ordination af kejsersnit tilkaldte afdelingslæge , som efter sin undersøgelse af kurverne imidlertid ikke fandt grundlag for kejsersnit.

Kl. 19.00 og kl. 20.10 undersøgte afdelingslæge atter og CTG kurverne, men fandt fortsat ikke anledning til kejsersnit. Afdelingslæge forlod herefter afdelingen.

Jordemoderen fandt kl. 21.45, at der var sene decelerationer (dyk i fostrets puls efter en ve), hvorfor jordemoder atter tilkaldte afdelingslæge , som kom kl. 22.10 og fandt svært abnorm CTG-kurve med sene decelerationer og vekslende fosterhjertefrekvens.

Efter 25 minutters pressen anlagde afdelingslæge sugekop og kl. 22.54 fødte en livløs, fuldbåren pige på 3650 og 53 cm lang. Det tilkaldte narkosepersonale forsøgte genoplivning, men forgæves.

Der er klaget over, at afdelingslæge - på trods af gentagne anbefalinger fra jordemoderen - ikke ordinerede kejsersnit.

Patientklagenævnet finder anledning til at kritisere afdelingslæge for hans behandling af den 4. juni 1999.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at henvendte sig efter et ukompliceret svangerskab i spontan fødsel ved en gestationsalder på 41 uger og 5 dage på fødeafdelingen på den 4. juni 1999 kl. 14.00.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at tidligere på dagen (kl. 9.30) var undersøgt på grund af mistanke om begyndende fødsel, og at der på dette tidspunkt blev kørt en CTG-kurve, som efter nævnets opfattelse var normal, og derfor tydede på, at barnet på det pågældende tidspunkt var velbefindende.

Videre har nævnet lagt vægt på, at jordemoderen kl. 16.00 prikkede hul på fosterhinderne, og at der blev udtømt grønt fostervand.

Nævnet kan oplyse, at fostervand normalt er klart, og at grønt fostervand skyldes afgang af fosterets tarmindhold, mens barnet ligger i livmoderen. Grønt fostervand kan være et tegn på, at barnet er eller har været udsat for iltmangel. Grønt fostervand indicerer derfor nøjere overvågning af fosterets hjertelyd med henblik på at be- eller afkræfte truende tilstand for fosteret. Det er nævnets opfattelse, at grønt fostervand ikke umiddelbart indicerer indgreb i fødslen og således heller ikke kejsersnit.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at jordemoderen efter hindesprængningen påsatte overvågning med CTG, og at den kontinuerlige registrering begyndte kl. 16.20.

Det er nævntes vurdering, at CTG-kurven i starten var normal med en puls omkring 140 til 150 slag pr. minut og god variationsbredde (små udsving omkring den gennemsnitlige puls, hvilket tydede på velbefindende foster). Efterhånden udviklede fostret variable decelerationer, det vil sige fald i fosterets puls i kortere perioder, således at de fald ("dyk") der var i pulsen så forskellig ud fra ve til ve - somme tider var de brede, u-formede, somme tider var de smalle, v-formede.

Nævnet kan oplyse, at dette mønster er typisk for påvirkning af navlesnoren under veerne, og mønsteret kræver derfor fortsat observation, men det er nævnets opfattelse, at det ikke umiddelbart var indikation for indgriben i fødselsforløbet og ikke umiddelbart indicerer kejsersnit.

Videre har nævnet lagt vægt på, at som smertelindring fik anlagt en rygmarvsbedøvelse kl. 17.00, og kort efter anlæggelsen af denne fik fostret en periode på ca. 10 minutter med langsom puls (bradycardi).

Nævnet kan oplyse, at langsom puls hos fostret (Bradycardi) kan være et tegn på iltmangel hos fosteret, men det er en kendt følge til anlæggelse af rygmarvsbedøvelse, at hjertefrekvensen kortvarigt falder, uden at barnets tilstand er truet.

Det er nævnets opfattelse, at hjertelyden rettede sig spontant og igen var normal kl. 17.40. På baggrund heraf var der ikke indikation for akut for.

Endvidere er det nævntes opfattelse, at fostret fra kl. 17.40 til kl. ca. 20.00 udviklede tiltagende variable decelerationer som udtryk for en tiltagende påvirkning af navlesnoren med deraf følgende tiltagende iltmangel hos fosteret. Samtidig blev decelerationerne "sene" – hvilket vil sige forskudt lidt til højre i forhold til veerne, og barnets gennemsnitlige puls steg til op mod 160 slag pr. minut.

Nævnet kan oplyse, at begge disse forandringer i CTG målinger er udtryk for tiltagende truet tilstand for fosteret. Der findes ikke nogen klar tidsgrænse for, hvor længe et foster kan tåle variable decelerationer med det beskrevne mønster, før fosteret får manifest iltmangel, men det drejer sig om et tidsrum i størrelsesordenen ca. 2 ½ time.

Det er nævnets opfattelse, at CTG-kurven fra kl. 20 til barnets fødsel kl. 22.54 var svært patologisk med hurtig puls og tiltagende sene decelerationer tydende på betydelig iltmangel og fra kl. 22.40 var barnets puls så langsom, at der formentlig var tale om klinisk hjertestop, hvilket vil sige, at barnets puls var så langsom og svag, at der ikke kunne opretholdes en cirkulation i barnets blodbane.

På baggrund af gennemgangen af CTG-kurven og oplysningen om grønt fostervand, er det nævnets opfattelse, at afdelingslæge burde have ordineret kejsersnit ca. kl. 20, og at der på et hvilket som helst tidspunkt herefter var indikation for forløsning hurtigst muligt.