Klage over tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvis den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt den 7. april 2000 om tvangsbehandling af <***> på psykiatrisk afdeling, <***>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at klagen fra <***> over beslutningen af den 22. marts 2000 om tvangsbehandling burde have haft opsættende virkning.

<***> på 37 år har ført en socialt isoleret tilværelse, og har indtil et halvt år før aktuelle indlæggelse boet i en campingvogn, som han imidlertid måtte fraflytte, idet der skulle bygges på grunden. I dette halve år har han haft kontakt til en psykiatrimedarbejder. Bortset fra denne kontakt har <***> aldrig været indlagt på en psykiatrisk afdeling eller været i psykiatrisk behandling.

Aktuelt blev <***> frivilligt indlagt den 3. marts 2000, efter at han havde været til ambulant samtale dagen forinden. Ved indlæggelsen blev han fundet svært sindssyg, præget af påvirkningsfornemmelser, en styrende stemme fra en navngiven person samt vrangforestillinger. Det var således <***>s opfattelse, at der var mikrofoner i møblerne, samt at en underbo og en nabo talte til ham gennem væggene. Endvidere mente han, at kaffen var forgiftet. Det var fra lægelig side vurderet, at <***> ikke havde nogen sygdomserkendelse.

De i behandlingen involverede læger opfattede tilstanden som en længerevarende sindssygdom, formentlig af skizofren art, og der blev tilbudt behandling med antipsykotisk virkende medicin i form af Cisordinol som mikstur. <***> accepterede imidlertid kun at indtage medicinen en enkelt gang.

Den 20. marts 2000 blev <***> tvangstilbageholdt med henblik på behandling, for at hans helbredstilstand ikke skulle forringes. Han fremtrådte på dette tidspunkt forpint med systematiserede vrangforestillinger om forfølgelse og forgiftninger. <***> var endvidere præget af manglende føde- og væskeindtagelse, og den 22. marts 2000 blev der besluttet tvangsbehandling med Cisordinol mikstur 10 mg to gange dagligt, alternativt Cisordinol injektion 10 mg samt bivirkningsmedicin.

<***> klagede ved sin patientrådgiver over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 7. april 2000 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering af <***> med Cisordinol mikstur 10 mg to gange dagligt, alternativt Cisordinol injektion 10 mg samt bivirkningsmedicin.

Det blev som begrundelse anført, at <***> havde et udtalt behandlingsbehov, og at undladelse af behandling ville være uforsvarlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at <***> var præget af hørelseshallucinationer, påvirkningsfornemmelser, vrangforestillinger, giftfrygt og spisevægring, ligesom han var uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at <***> kort efter indlæggelsen og frem til beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet den 22. marts 2000 blev forsøgt motiveret for frivillig behandling.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Vedrørende spørgsmålet om manglende opsættende virkning finder nævnet det ikke godtgjort, at der var en nærliggende fare for <***>s helbred, eller at der forelå en egentlig nødsituation, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at patienten nogen tid havde nægtet at indtage føde.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund kun delvis tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt den 7. april 2000 om tvangsmedicinering af <***> på psykiatrisk afdeling, <***>. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder at <***>s klage burde have haft opsættende virkning.