Klager over manglende behandling af gener i knæ

Overlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 24. november 1997 på kirurgisk afdeling, <***>.

Den 19. maj 1997 faldt <***> på et stendige og ramte i faldet direkte med højre knæskal på en sten. Knæet blev blåt, hævet og ømt hvorfor hun tog på skadestuen, <***>, hvor man tog røntgenbilleder, som var normale. Hun fik besked på at hvile 1 uge og gå til læge igen, hvis der stadig var smerter.

<***> søgte herefter egen læge, som henviste til fysioterapi. Da behandlingen ikke havde tilstrækkelig effekt, blev hun via egen læge henvist til kirurgisk ambulatorium, <***>, hvor man den 6. august 1997 fandt knæet misfarvet, med god bevægelighed og stabilitet. Der blev ordineret medicinsk smertebehandling med gigtmedicin og ultralydsbehandling hos fysioterapeut.

Ved kontrol 1 måned senere i ambulatoriet var smerterne bedre, men knæet fortsat hævet og med ømhed på for- og udside. Der var god bevægelighed og ingen løshed. Lægen vurderede, at ømheden skyldtes følger efter blodansamling. <***> skulle fortsætte med fysioterapi og kunne henvises igen ved behov.

Den 24. november 1997 blev <***> igen undersøgt på <***>, da hun følte, at der ikke var fremgang med fysioterapien. Hun blev undersøgt af overlæge <***>. <***> havde på det tidspunkt været i behandling i fysioterapien i perioden fra den 9. august til den 16. september 1997 med ultralydbehandlinger for blodansamling på højre knæ og i perioden fra den 23. oktober til den 24. november 1997 med vægtbærende træningsøvelser.

Ifølge journalen havde <***> kraftige problemer ved hugsiddende og trappegang, hvilket var arbejdshindrende, da hun som rengøringsmedarbejder gik meget på trapper.

Overlæge <***> vurderede på baggrund af undersøgelsen, at <***> kunne afsluttes uden yderligere undersøgelser.

Ved kikkertundersøgelse hos speciallæge den 16. marts 1998 fandtes irritationstilstand med hævelse i den indre knækapsel i den side af knæet, som vender ind mod det andet knæ og desuden hævelse af bløddelene fortil i knæet, der kom i klemme mellem knæskal og lårbensknogle ved bøjning. Disse hævelser blev fjernet operativt.

Der er klaget over, at overlæge <***> den 24. november 1997 besluttede at afslutte behandlingen af <***> på trods af hendes oplysninger om fortsatte gener.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for kritik af overlæge <***> i forbindelse med hans behandling af <***> den 24. november 1997 på kirurgisk afdeling, <***> .

Nævnet har lagt vægt på, at overlæge <***> ved den objektive undersøgelse fandt bevægeligheden normal ligesom stabiliteten, og der var ingen tegn på meniskskade. Det gjorde ondt når knæskallen blev trykket til siden, i retning mod det andet knæ, men der var ingen knagen.

Nævnet har videre lagt vægt på, at overlæge <***> på denne baggrund vurderede, at der ikke var grundlag for en kikkertundersøgelse, da det ikke ville have nogen konsekvens. Han mente, at der var tale om følger efter slaget, og at man antagelig ville finde små revner i knæskallen hvorfor <***> blev afsluttet.

Nævnet kan oplyse, at knæsmerter efter direkte slag mod knæskallen kan vare længe efter et uheld, selv om der ikke foreligger noget påviseligt knoglebrud. Smerterne kan skyldes bruskforandringer på knæskallen og/eller en irritationstilstand i vævet fortil i knæet. Der er en klar tendens til at smerterne svinder af sig selv, men de kan være længerevarende.

Nævnet kan endvidere oplyse, at fjernelse af bruskforandringer eller slimfolder i knæet kan have effekt på forreste knæsmerter. Det er således almindeligt at fjerne slimfolder, hvis de udviser tegn på irritation ved en kikkertundersøgelse. Effekten på smerterne er dog ikke altid overbevisende, og der er også en risiko for at skabe yderligere irritation ved en kikkertundersøgelse.

Nævnet finder på denne baggrund, at det er i overensstemmelse med sædvanlig praksis, at overlæge <***> valgte at afvente det spontane forløb ved skaden med aflastning og fysioterapi.