Klage over utilstrækkelig undersøgelse på skadestue

Reservelæge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> den 24. juni 2000 på skadestuen, <****>.

henvendte sig på skadestuen på den 24. juni 2000, hvor hun blev undersøgt af reservelæge . Det er til skadejournalen oplyst, at var vredet om på venstre fodled om formiddagen, og at hun derefter havde fået hævelse. Desuden var der klage over smerter omkring fodleddet. Reservelæge foretog undersøgelse af fodleddet og bemærkede, at der var hævelse på indersiden af leddet. Desuden var der trykømhed, ligeledes på indersiden af fodleddet. Der var ingen ømhed svarende til udvendige side af fodleddet. Der blev foretaget røntgenundersøgelse, som ifølge røntgenbeskrivelsen viste, at der var tegn til gammel fraktur (pseudoartrose) svarende til den indvendige ankelkno. Der var også en opklaring svarende til knoen, som gav mistanke om aktuelt brud. Reservelæge fandt, at der var mistanke om et frisk benbrud eller eventuelt et nyt brud det sted, hvor der tidligere havde været brud.

blev behandlet med gipsskinne bag på benet (bagre gipsskinne), og der blev givet instruks om, at hun skulle aflaste med krykkestokke og holde benet hævet. Der blev aftalt ny kontrol efter 1 uge.

Dagen efter, den 25. juni 2000, kl. 8.00, opsøgte igen skadestuen på , da der var tiltagende smerter i venstre ben, og smertebehandlingen med Panodil ikke havde den ønskede effekt. Ifølge journal og udtalelse fra den administrerende overlæge undersøgte en medicinstuderende benet og fandt, at der var normal følesans og bevægelighed af venstre fods tæer. Der var normal farve af tæer ved tryk (normal kapillær respons). fik besked om, at det var vigtigt at holde benet hævet, og blev medgivet smertestillende tabletter (Ibuprofen). fik besked om at henvende sig til vagtlægen, hvis yderligere smertebehandling blev nødvendig. Den tidligere givne ambulatorietid blev fastholdt.

Den 26. juni 2000 ringede til egen læge og anmodede om sygebesøg på grund af vedholdende smerter. Ifølge sagsfremstilling fra egen læge afviste han at komme på sygebesøg, idet han vurderede, at der kunne foreligge bandageringsproblemer, og da stadig var i kirurgisk afdelings regi. blev tilrådet at opsøge igen, såfremt de smertestillende tabletter, som han ordinerede (Voltaren rapid 50 mg), ikke var nok.

henvendt sig på ny på skadestuen den 26. juni 2000, hvor bandagen blev fjernet, og der blev konstateret en massiv hævelse omkring ankelleddet med store blærer og blodunderløbning under huden (suggilationer). Der var endvidere hævelse af hele underbenet strækkende sig op til lidt over knæet og udtalt ømhed svarende til forløbet af de dybe vener op til midt på låret. Da der var mistanke om, at der var en blodprop i venesystemet, blev der ordineret ultralydscanning. Denne scanning blev foretaget samme dag og viste ikke tegn til blodprop eller dyb årebetændelse i venerne.

blev indlagt akut. Hun havde ved indlæggelsen lavt blodtryk (80/60). Der blev taget blodprøver, som viste, at der var en lav blodprocent, og at der var tegn til infektion. En af afdelingens 1. reservelæger undersøgte på aftenstuegang og fik da at vide, at 3 dage inden indlæggelsen havde haft en 4 dages periode med influenzasymptomer og temperatur op til 40° samt diarretendens. 1. reservelægen fandt, at var klar og vågen, og at der ikke var feber, men at der fortsat var lavt blodtryk. Der blev bestilt blodprøver, og der blev podet fra blærerne og givet smertestillende behandling (Paracetamol, Nobligan).

1. reservelægen blev tilkaldt igen om natten kl. ca. 2.30, hvor det blev konstateret, at var alment påvirket, blodtrykket var 70/50, og der var udtalt hævelse af venstre ben, som var blåmarmoreret. 1. reservelægen fandt, at der var mistanke om blodforgiftning og betændelse i benets bløddele (nekrotiserende fascitis). På mistanke om blodforgiftning blev der givet antibiotisk behandling (Gentamycin, penicillin, Metronidazol). Der blev ordineret akut medicinsk tilsyn, som i journalen beskrev, at siden 1980 havde haft en hudlidelse, som lignede kontaktekzem, på venstre underben, og at de aktuelle gener var startet med sårdannelse på foden og herudfra begyndende hævelse og rødmen.

Det blev besluttet at operere akut, efter at 1. reservelægen havde talt med . Ved operationen, som blev udført den 27. juni kl. 5.45 af 1. reservelægen sammen med en af afdelingens overlæger, blev der blev foretaget omfattende hud- og bindevævshindespaltninger på hele benet, og der blev udtaget væv til mikroskopi og dyrkning. Da det ikke lykkedes at få tilfredsstillende blodcirkulation i benet, og almentilstanden blev yderligere forværret med påvirket kredsløb og nyrefunktion, blev det besluttet at foretage en høj amputation af lårbenet. Indgrebet blev gennemført kl. 9.00 af 2 af afdelingens overlæger. Akut mikroskopi fra væskevæv viste stafylokokker, hvorfor der blev påbegyndt behandling med specifikt antibiotikum (Diclosil). På trods af behandlingen var kredsløbet ikke stabilt og nyrefunktionen udsættende, hvorfor samme dag blev overflyttet til .

Der er klaget over, at reservelæge den 24. juni 2000 på skadestuen på ikke undersøgte tilstrækkelig grundigt og derved stillede en fejldiagnose.

Det er i klagen oplyst, at det på blev konstateret, at var angrebet af streptokokker.

Nævnet finder, at reservelæge ikke har udvist manglende omhu i forbindelse med undersøgelse og behandling af på skadestuen på den 24. juni 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at henvendte sig på skadestuen, hvor hun oplyste, at hun var vredet om på venstre fod tidligere på dagen og herefter havde fået smerter og udtalt hævelse omkring venstre fodled.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at blev undersøgt, herunder med vurdering af knogleømhed, og at der blev ordineret røntgenundersøgelse af fodleddet, som viste følger af ældre brud. Da der tillige var mistanke om et nyt brud, blev hun udstyret med en bagre gipsskinne og instrueret om at holde foden oppe for at mindske hævelsen. Der blev endvidere aftalt fornyet kontrol efter 1 uge.

Herudover har nævnet lagt vægt på, at reservelæge har oplyst, at der på undersøgelsestidspunktet ikke var tegn på rødme.

Nævnet finder, at reservelæge indhentede en relevant sygehistorie, og undersøgte og behandlede i overensstemmelse med anerkendte retningslinier, når der var mistanke om ankelbrud. Nævnet finder således, at det med de journalførte data var overvejende sandsynligt, at havde et ankelbrud, og kan oplyse, at behandlingen af såvel et erkendt som et mistænkt ankelbrud er gipsskinne og afhævning.

Nævnet finder endvidere, at det på baggrund af de journalførte oplysninger ikke kan kritiseres, at reservelæge den 24. juni 2000 ikke fik mistanke om, at der var en pågående infektion i foden eller underbenet.

Det skal i den sammenhæng bemærkes, at det af beskrivelsen af de røntgenbilleder, der blev taget af s venstre fodled den 24. juni 2000 fremgår, at der kunne observeres en lille opklaring ved spidsen af indre ankelkno (mediale malleol), og at denne opklaring kunne repræsentere et friskt brud eller muligvis knoglebetændelse (ostit).

Nævnet finder således, at det i tilfælde af en patient med en sygehistorie som s ikke er almindelig praksis at mistænke de sete forandringer som værende knoglebetændelse, idet et brud er mere sandsynligt.

Nævnet kan oplyse, at eksem på et underben er et relativt hyppigt forekommende fænomen, og at eksem almindeligvis ikke kontraindicerer behandling med gipsbandage.

Der foreligger modstridende oplysninger om omfanget af s eksem.

har i brev af 3. august 2000 oplyst, at ved henvendelsen på skadestuen den 24. juni 2000 havde eksem på anklen, som var i udbrud og kløede stærkt, mens reservelæge ikke i skadejournalen har noteret noget om udbrud af eksem.

I beskrivelsen henvises der til den kliniske vurdering af tilstanden. Nævnet må derfor lægge til grund, at beskrivelsen er udfærdiget på et senere tidspunkt i forløbet, og at den er udfærdiget på baggrund af en viden om det efterfølgende forløb.

Nævnet har på det foreliggende ikke taget stilling til omfanget af s eksem på undersøgelsestidspunktet. Nævnet kan imidlertid oplyse, at behandlingen af et mistænkt knoglebrud vil være det samme uanset samtidig forekomst af eksem.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere, at reservelæge behandlede s benbrud med en gipsskinne.

Videre kan det oplyses, at knoglebetændelse med stafylokok-bakterier er en særdeles sjælden tilstand, der ofte først kan diagnosticeres, når patienten pludselig får voldsom hævelse og svært påvirket almentilstand. Sygdomsforløbet er almindeligvis snigende med sparsomme sikre kliniske tegn i starten, og sygdommen er kendt for sin svære påvirkning af almentilstanden med svigt af vitale organer, primært grundet den udbredte og snigende betændelse. Trods en tidlig intensiv behandling er dødeligheden således høj inden for de første døgn.