Psykiatriske ankesager

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 5. januar 2001 om tvangsmedicinering af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

er 38 år født i og har som politisk flygtning fået dansk statsborgerskab.

Siden 1993 har adskillige gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, herunder tvangsindlagt på behandlingsindikation. Han fremstod under disse indlæggelser som svært psykotisk, præget af især vrangforestillinger af storheds- og forfølgelseskarakter. Da desuden hyppigt ikke havde nogen sygdomserkendelse eller sygdomsindsigt, var tvangsbehandling med antipsykotisk medicin nødvendig, og denne havde en god effekt på hans tilstand. Imidlertid havde behandlingen ikke effekt på s erkendelse af egen sygdom og behandlingsbehov, og han ophørte derfor efter udskrivelsen selv med at tage den nødvendige antipsykotiske medicin.

Aktuelt blev den 20. december 2000 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, på behandlingsindikation, da han efter udløbet af en udskrivningsaftale i august 2000 var ophørt med at tage antipsykotisk medicin.

var såvel ved indlæggelsen som efterfølgende psykotisk, uden sygdomserkendelse, præget af vrangforestillinger om at have løst gåder om AIDS og om at være forfulgt og herunder bestjålet af FBI, CIA og mafiaen.

var siden indlæggelsen den 20. december 2000 forsøgt motiveret for frivilligt at genoptage den antipsykotiske behandling - men forgæves -, og der blev derfor den 28. december 2000 blev truffet beslutning om tvangsbehandling af ham med Cisordinol som mikstur 10 mg pr. døgn, alternativt Cisordinol som injektion 10 mg, således at medicineringen skulle justeres afhængig af effekt og bivirkning inden for sædvanligt doseringsområde.

havde desuden været bæltefikseret den 23. december 2000.

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering og tvangsfiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen over tvangsmedicineringen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i , som den 5. januar 2001 godkendte beslutningen om tvangsmedicinering af , idet betingelserne for tvangsbehandling ved tvangsmedicinering var opfyldt. Nævnet lagde således vægt på, at var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte sidestilles hermed, samt at undladelse af behandling ville være uforsvarlig, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Det Psykiatriske Patientklagenævn i underkendte i afgørelse af samme dato tvangsfikseringen den 23. december 2000, idet nævnet ikke fandt betingelserne herfor opfyldt. Nævnet lagde således vægt på, at beskrivelsen af s tilstand og omstændigheder ikke var tilstrækkelig, og at afdelingens overlæge under mødet i nævnet ikke fremkom med yderligere oplysninger i den forbindelse.

Indledningsvis skal Sundhedsvæsenets Patientklagenævn udtale, at nævnet ikke har bemærkninger til den i sagen omtalte tvangsfiksering den 23. december 2000, udfra at i Det Psykiatriske Patientklagenævn i s afgørelse af 5. januar 2000 fik medhold i, at tvangsfikseringen ikke var berettiget.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har således anset s anke af Det Psykiatriske Patientklagenævn i s afgørelse af 5. januar 2000 som alene at vedrøre beslutningen den 28. december 2000 om tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter udfra en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at i adskillige år havde lidt af spaltningssindssygdom præget af vrangforestillinger, som han flere gange havde været indlagt for, men at han var uden erkendelse af egen sygdom og behandlingsbehov.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at igennem ca. 8 dage var forsøgt motiveret for frivilligt at genoptage behandlingen med antipsykotisk medicin. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere var behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt på hans tilstand, men at han efter udskrivelse selv var ophørt med at tage den.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol er almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 5. januar 2001 om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .