Hjemvisning til fornyet behandling pga. manglende stillingtagen til præparat- og dosisvalg

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn hjemviser den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> Statsamt den 20. februar 2001, idet der ikke er taget konkret stilling til præparat- og dosisvalg.

er en nu 31-årig mand, uden uddannelse, der har ernæret sig ved vekslende ufaglærte jobs, indtil han i 1996 blev tilkendt førtidspension. bor hos sine forældre.

var i 1989 indlagt på det daværende på grund af angst og forfølgelsesforestillinger. blev behandlet med det antipsykotiske middel Trilafon (perphenazin) med bedring i tilstanden til følge. I 1990 var indlagt på på grund af forfølgelsesforestillinger, hallucinationer og påvirkningsfornemmelser. Man stillede diagnosen paranoid skizofreni, og blev igen behandlet med Trilafon med god effekt. I 1995 blev vurderet ambulant hos psykiater, der mente, at det drejede sig om en grænsepsykotisk tilstand. I Maj 2000 var igen indlagt i psykiatrisk afdeling, på ny med forestillinger om at være forfulgt og blandt andet at blive forgiftet.

blev aktuelt tvangsindlagt den 1. februar 2001 på psykiatrisk afdeling, , idet det blev beskrevet, at mente, at han blev forgiftet, da der skulle være anbragt medicin i de varer, han købte. Hans cigaretter skulle være dyppet i acetone eller lignende, og der skulle være stoffer i badevandet. mente således, at han på denne måde havde pådraget sig en ansigtslammelse, ligesom forgiftningen viste sig ved ryk i nakken. mente, at en sammensværgelse mellem læger, forældre og en lokal tankpasser stod bag dette.

Under indlæggelsen fandtes fortsat præget af giftfrygt. Således spiste og drak han i perioder meget sparsomt og selektivt. mente, at han blev overvåget af kameraer og mikrofoner, ligesom han ved mimik kunne kommunikere med TV-værter.

virkede forpint af tilstanden. Man fandt tilstanden i overensstemmelse med diagnosen paranoid skizofreni.

blev fra indlæggelsens start søgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk virkende medicin, og fra 6. februar 2001 blev han konkret tilbudt tablet/mixtur Cisordinol 10 mg dagligt.

Da vedvarende var afvisende over for dette, blev der den 15. februar 2001 truffet beslutning om tvangsbehandling.

Ifølge journalen, den oprindelige tvangsprotokol, overlæge s udtalelse af den 15. februar 2001 og referatet fra Det Psykiatriske Patientklagenævn i Statsamt blev der ikke truffet beslutning om, hvilket præparat eller dosis, der skulle ske tvangsbehandling med.

Det blev alene anført, at der skulle anvendes et velafprøvet antipsykotisk middel indenfor almindeligt anvendt doseringsinterval. ønskede straks at klage over beslutningen, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn i Statsamt behandlede klagen den 20. februar 2001, og nævnet godkendte her beslutningen med henvisning til behandlingskriteriet. Der blev ikke taget konkret stilling til præparat- og dosisvalg.

Tvangsbehandling blev herefter påbegyndt den 21. februar 2001 med injektion Cisordinol 5 mg i.m. Fra den 24. februar 2001, hvor gik med til peroral tvangsbehandling, overgik behandlingen til tablet Zyprexa 10 mg dagligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk/sindssygelig tilstand, præget blandt andet af vrangforestillinger af forfølgelsesmæssig og kropslig art.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at fra indlæggelsens start blev forsøgt motiveret for frivillig behandling og konkret fra den 6. februar 2001 blev forsøgt motiveret for indtagelse af tablet/mikstur Cisordinol 10 mg dagligt, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke havde været muligt at behandle den beskrevne sindssygelige tilstand uden anvendelse af antipsykotisk virkende medicin som en nødvendig del af behandlingen.

Det Psykiatriske Patientklagenævn i Statsamt har ikke konkret taget stilling til præparat- og dosisvalg. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på den baggrund, at sagen bør hjemvises til fornyet behandling.