Klage over manglende samtykke før udtrækning af tænder hos dement patient

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere tandlæge <****> for hendes information til <****> den 7. og den 8. februar 2001 på <****>.

Hændelsesforløb
, der var 76 år, var svært dement og ville ikke samarbejde til gennemførelse af en tandundersøgelse. Det var flere gange mislykkedes at behandle , og omsorgstandplejen anmodede derfor tandklinikken, , om, at s tandsæt blev gennemgået i fuld narkose, da havde tandsmerter.

blev den 3. januar 2001 første gang undersøgt i tandklinikkens ambulatorium.

Den 7. februar 2001 blev indlagt på , og forud for operationen den følgende dag havde en tandlæge en samtale med hende og hendes ægtefælle.

Mens var i fuld bedøvelse, foretog tandlæge den 8. februar 2001 en undersøgelse af tænderne suppleret med røntgenoptagelser. På baggrund af undersøgelsen foretog hun herefter udtrækning af 13 tænder over 16 tandområder inklusiv broområder samt foretog 5 fyldninger og oversyning over tandudtrækningsområderne.

Klagen
Der er klaget over følgende:

At tandlægen trak 16 tænder ud på uanset, at der forud for behandlingen ikke var givet samtykke til udtrækning af tænder.

Ægtefællen har oplyst, at han aldrig har givet tilladelse til tandudtrækning. Han understregede ved sin samtale med tandlæge forud for operationen, ligesom i sin samtale med ambulatorietandlægen den 3. januar 2001, at hans kone kunne klare sig med sine tænder i lang tid endnu, at hun spiste godt uden problemer, og at løse tænder sad så fast, at hun kunne bide og ingen problemer havde. Han bad om at få foretaget tandfyldning, hvis det blev nødvendigt, hvilket tandlæge ifølge klageren lovede.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
Nævnet finder ikke anledning til kritik af tandlæge for hendes information til og hendes ægtefælle forud for behandlingen.

Begrundelse
var svært dement og samtykke til behandlingen skulle derfor indhentes fra hendes pårørende.

Ved undersøgelsen den 3. januar 2001 blev og hendes mand, ifølge udtalelse fra den undersøgende tandlæge, informeret om, at den eneste behandling, man kunne tilbyde i hospitalsregi af tænder med kariesangreb, der når tandens nerve (såkaldt karies involverende pulpa), var fjernelse af disse. Overfladiske kariesangreb kunne laves med fyldningsterapi. I journalen anførte undersøgende tandlæge, at alle formalier inklusiv patientens accept skulle være i orden før behandlingen blev iværksat.

Af journalen fremgår, at der i forbindelse med indlæggelsen den 7. februar 2001 ved samtale med tandlæge var enighed om, at der ville blive foretaget udtrækning af tænder, såfremt der blev konstateret komplicerede kariesangreb. Videre fremgår, at ægtefællen var indforstået med, at der ikke efterfølgende kunne foretages tandprotetisk rekonstruktion.

Videre fremgår af journalen, at tandlæge den 8. februar 2001 forud for operationen orienterede ægtefællen om, at der ville blive tale om enten fyldningsterapi eller tandekstraktioner med henblik på at gøre smertefri, og at mindske risikoen for, at der ville opstå behandlingskrævende tilstande indenfor overskuelig fremtid. Samtidig blev der informeret om, at der ikke ville blive udført støbte restaureringer. Ægtefællen gav ifølge journalen sit samtykke hertil.

Der er således divergerende påstande.

Nævnet finder, at det på baggrund af journalens oplysninger er dokumenteret, at der var indhentet informeret samtykke til behandlingens gennemførelse, forud for dennes iværksættelse.