Klage over manglende diagnostik af blodprop i hjertet hos 38-årig gravid kvinde

Overlæge <****> har overtrådt lægelovens § 6, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 22. og den 25. februar 1999 på medicinsk afdeling, <****>

Læge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> den 21. og 22. februar 1999 på medicinsk afdeling, <****>.

var gravid i 8. måned, da hun den 21. februar 1999 fik brystsmerter med udstråling til venstre arm. Hun blev indlagt på fødeafdelingen, , hvor hun fik målt hjerteenzymer. Herefter blev hun overflyttet til medicinsk afdeling, , hvor hun kl. 18.30 blev tilset af læge . Han foretog en undersøgelse af hendes hjerte og lunger og fandt lette forandringer i hjertekardiogrammet (negative takker i V1 - 2 og flade ST stykker lateralt).

Idet under observationstiden ikke udviklede forandringer i hjertekardiogrammet, som kunne begrunde, at man iværksatte en blodpropsopløsende behandling, og idet hun ikke havde stigning af hjerteenzymerne og i øvrigt var upåvirket, fandt læge ikke grundlag for at kontakte s hjerteafdeling for at få foretaget supplerende undersøgelser af hjertet. Ved natstuegangen planlagde han, at hendes elektrokardiogram blev drøftet ved lægekonferencen den følgende dag.

Den 22. februar 1999 blev undersøgt af overlæge , som fandt, at hendes tilstand var stabiliseret uden tegn på en blodprop i hjertet. Han planlagde en ambulant undersøgelse for fedt i blodet (fastelipider) samt et nyt elektrokardiogram og udskrev hende til hjemmet.

Den 24. februar 1999 henvendte sig imidlertid igen på skadestuen, , med smerter i brystet.

Overlæge undersøgte hende den 25. februar 1999 på medicinsk afdeling, , og vurderede, at sygdomsbilledet mest mindede om betændelse i hjertesækken (pericardit), hvorfor han aftalte med , at hun skulle forblive indlagt på afdelingen.

Kl. 14.30 samme dag fik atter svære smerter fra hjertet. Ved en objektiv undersøgelse blev det vurderet, at den mest sandsynlige diagnose var iltmangel i hjertet, hvorfor der blev ordineret en ultralydundersøgelse af hjertet (ekkokardiografi), som blev gennemført senere samme aften.

Ultralydundersøgelsen af hjertet viste, at s tilstand havde udviklet sig til en blodprop i hjertet. Da var tæt på sin fødselstermin, der var fastsat til den 2. april 1999, blev den videre behandling vurderet som en specialistopgave, hvorfor hendes tilstand blev konfereret med en specialafdeling på , hvortil blev overflyttet.

Der er klaget over, at lægerne på ikke foretog en korrekt undersøgelse af , hvorved en blodprop i hjertet ikke blev opdaget.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af læge s behandling af den 21. og 22. februar 1999 på medicinsk afdeling,

Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at gennem hele sin graviditet havde haft halsbrand, men ingen symptomer fra hjertekredsløbet før begyndelsen af februar 1999. Graviditeten havde i øvrigt været ukompliceret. Det fremgår endvidere, at var massivt disponeret for hjertesygdom, idet hun var cigaretryger gennem mange år, og idet såvel hendes moder som fader havde haft blodpropper i hjertet i en ung alder.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at i begyndelsen af februar måned 1999 havde et kortvarigt tilfælde med brystsmerter (retrosternal trykken) med udstråling til begge skuldre. Natten til den 20. februar 1999 havde hun på ny brystsmerter med udstråling til venstre arm ledsaget af kvalme, svedeture samt svimmelhed. I løbet af natten havde hun konstant lettere trykken i brystet, og om morgenen den 21. februar 1999 to uprovokerede anfald af brystsmerter inden for 1½ time.

Nævnet kan hertil oplyse, at en sygehistorie som s er meget karakteristisk for en truende blodprop i hjertet.

Det er herefter nævnets opfattelse, at der var indikation for overflytningen af den 21. februar 1999 til medicinsk afdeling,

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen samt af elektrokardiogrammerne fremgår, at et kardiogram, som blev optaget den 21. februar 1999 kl. 12.46 viste uspecifikke forandringer, mens kardiogrammet samme dag kl. 18.47 viste en udvikling (neg. T-tak i V1 – V4 samt aVL), som fastholdt mistanken om en blodprop. Også kardiogrammet optaget den 22. februar 1999 kl. 00.19 på medicinsk afdeling, , viste disse forandringer.

På denne baggrund finder nævnet, at læge s plan om, at s sygehistorie skulle diskuteres ved den førstkommende lægekonference var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Patientklagenævnet finder, at overlæge , har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen af den 22. og den 25. februar 1999 på medicinsk afdeling,

Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at ved stuegang den 22. februar 1999 om formiddagen blev undersøgt af overlæge , som beskrev hendes kardiogram fra samme dag som værende normaliseret, hvorefter han udskrev hende.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af elektrokardiogrammet fra den 22. februar 1999 kl. 00.19 fremgår, at s tilstand ikke var normaliseret, idet det viste en udvikling (negativ T-tak i V1 – V4 samt aVL).

Nævnet kan hertil oplyse, blodpropper i hjertet kan forekomme i alle aldersgrupper. Anfaldsvise brystsmerter ledsaget af EKG-forandringer gør altid en sygehistorie suspekt for truende blodprop (ustabil angina pectoris) subsidiært blodprop i hjertet. Før sidstnævnte diagnoser kan udelukkes, skal disse enten direkte afkræftes eller andre diagnoser positivt bekræftes.

Det er herefter nævnets opfattelse, at s sygehistorie sammenholdt med kadiogramforandringerne var så suspekte for en truende blodprop i hjertet, at overlæge , selv om var tæt på terminen, ikke burde have udskrevet hende, før yderligere hjerteundersøgelser havde afkræftet mistanken.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen samt elektrokardiogrammerne fremgår, at , da hun på ny blev indlagt den 24. februar 1999 viste forandringer svarende til iltmangel i hjertet (ST-segment depression i V1 – V4), hvilket også var tilfældet den 25. februar 1999 kl. 00.06. Ved sin undersøgelse den 25. februar 1999 fandt overlæge imidlertid ikke tegn på en truende blodprop, men vurderede, at sygdomsbilledet mindede om betændelse i hjertesækken (perikardit).

Det er nævnets opfattelse, at overlæge på dette tidspunkt burde have påbegyndt medicinsk behandling af mod truende blodprop i hjertet med for eksempel beta-blokker og eventuelt hjertemagnyl. Disse behandlingsprincipper er så alment kendte, at speciallæger i intern medicin bør være bekendt med disse.